Goter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kvalitetssikring
En bruger mener, at et eller flere aspekter af denne artikel ikke er i henhold til Wikipedias kvalitetskrav.
Dette skal dog begrundes og derfor skal denne skabelon erstattes af en mere specifik kritikskabelon

Goternes tidligste vandringer: Fra Sverige (Götaland eller Gotland) over Polen (Wielbarkkulturen i rødt) til Ukraine (Chernjakhovkulturen i orange). Romerriget er markeret i violet.

Goterne var et germansktalende folk, som boede ved Weichsels udmunding i Østersøen i det 1. århundrede e.Kr. De var kendt i middelhavsområdet som gotoner (også skrevet: gutoner; på gotisk: gutans). Navnet udledes af det gotiske ord giutan (= "støbe", "gyde") eller af formen gutans (= "støbt" eller "udgydt"). Folkenavnet kan altså betyde "udgyderne". I den anden halvdel af det 2. århundrede drog en del af goterne mod sydøst i retning af Sortehavet. Efter stridigheder med romerriget i Sydøsteuropa blev goterne i løbet af det 3. århundrede adskilt i en østlig (greutunger) og en vestlig del (tervinger). De udviklede sig senere til de to folkeslag ostrogoter (= "de strålende goter") og visigoter (= "de gode goter").

Greutungerne (ostrogoterne) blev undertvunget i 375 af hunnerne. Da hunnerne mistede magten i Europa efter Attilas død, fik ostrogoterne adgang til romerriget som foederati (allierede), men i 488 erobrede de Italien under ledelse af Teoderik den Store under foregivende af at gøre det på det byzantinske riges vegne. Det ostrogotiske rige i Italien begyndte dog at falde fra hinanden straks efter Teoderiks død.

Tervingerne (visigoterne), som slog den østromerske hær under kejser Valens i slaget ved Adrianopel 378, blev erklæret foederati i 382, hvorefter de langsomt vandrede mod vest. I løbet af det 5. århundrede grundlagde de et delvist selvstændigt rige i det sydlige Gallien. Efter at have tabt et afgørende slag til frankerne i 507, forskød de riget til Spanien, hvor det holdt sig, indtil maurerne erobrede det i 711.

Blandt de tilbageblevne gotere var der en del, som boede på halvøen Krim. Her skal der endnu omkring år 1800 have været folk, som talte et gotisk sprog ("Krimgotisk").

[redigér] I dag

De eneste "goter" i dag er de gutniska-talende indbyggere på øen Gotland i Østersøen.

[redigér] Historie

[redigér] Kilder

Codex argenteus, "Goternes bibel", er et fragment af Wulfilas' oversættelse af Bibelen til gotisk.

Kilderne til goternes historie er meget mangelfuld. Den tidligste kilde er Tacitus, som bl.a. skrev om dem:

På den anden side af lygerne bor goterne, som bliver regeret af en konge, og som derfor bliver kontrolleret noget mere strengt end andre germanske folkeslag, men dog ikke så strengt, at det udsletter al deres frihed. Ved havets kyst og lige op ad dem bor rugierne og lemovierne, og det runde skjold, et kort sværd og kongestyre er typisk for alle disse folk.

Én af de vigtigste kilder er Jordanes: De origine actibusque Getarum, selv om man må bruge hans oplysninger med passende varsomhed. Hvad angår perioden fra ødelæggelsen af greutungriget til slaget ved Adrianopel er Ammianus Marcellinus den klart bedste kilde. Det ses særligt tydeligt, når man sammenligner med de efterfølgende, berettende kilder. Zosimos og fragmenterne fra flere andre historikere (som f.eks. Olympiodoros af Theben) eller skriftet Consularia Constantinopolitana giver kun løsrevne indblik i den senere udvikling. Prokopios af Caesarea har en detaljeret beretning om kejser Justinians krige mod goterne. Den støttes af diverse kirkehistorier fra senantikken (f.eks. af Sozomenos), men også af Orosius: Historiae adversum Paganos og tekster fra Cassiodorus Variae (hvis goterhistorie desværre kun er kendt i uddrag hos Jordanes). Breve fra Sidonius Apollinaris, som var gallo-romer, giver et indblik i visigoternes rige ved Toulouse og i forholdet mellem romerne og goterne. Endelig kan man henvise til Isidorus: Historia de regibus Gothorum, Vandalorum et Suevorum. Dertil kommer diverse lovtekster (f.eks. Lex Visigothorum).

Der findes detaljerede kildeoversigter hos både Heather og Wolfram.

[redigér] Arkæologi

Det bør ikke glemmes, at arkæologien har stor betydning ved at afdække monumenter og andre levn efter goterne. Det gælder især for goternes tidlige historie. Den tidligste, materielle kultur, som har med goterne at gøre, er Wielbarkkulturen i det tidligere Prøjsen. Den erstattede den lokale Oksywiekultur i det 1. århundrede. Men allerede i sen nordisk bronzealder og tidlig romersk jernalder (ca. 1300 f.Kr. til 300 e.Kr.) var området under påvirkning fra det sydlige Skandinavien. Denne skandinaviske påvirkning af Pommern og nutidens nordlige Polen var faktisk så betydelig, at regionen af og til bliver betragtet som en del af den nordiske broncealderkultur.

Man formoder, at goterne har krydset Østersøen i tidsrummet mellem 300 f.Kr. og 100 e. Kr., og de arkæologiske fund viser, at der foregik en affolkning på samme tid i det svenske Östergötland. På bopladsen findes nye gravskikke, så som stencirkler og bautastene, hvad der sandsynligvis svarer til en indførelse af skandinaviske traditioner. Den polske arkæolog, Tomasz Skorupka fastslår, at indvandringen fra Skandinavien betragtes som en sikker kendsgerning:

Stenkredsen var en af de skandinaviske gravskikke, som blev brugt af goterne i Pommern.

Trods de mange spekulationer angående goternes hjemsted, om det nu var på Gotland eller i Götland, er det en kendsgerning, at goterne nåede Polens kyst med skib fra nord. Men den gotiske kultur ser også ud til at videreføree tidligere, lokale kulturer, hvad der antyder, at immigranterne blandede sig med den oprindelige befolkning og måske kun dannede et aristokrati i samfundet. Oxfordforskeren Heather antager derfor, at der kun var en forholdsvis lille udvandring fra Skandinavien. Wielbarkkulturen forskød sig mod sydøst i retning af Sortehavet fra midten af det 2. århundrede, og det var den vestlige del af kulturen, som havde skandinaviske gravskikke, der brød op. I Ukraine blev de herskere over den lokale, muligvis slavisktalende befolkning og skabte den nye Chernjakhovkultur (ca. 200 – ca. 400). De arkæologiske fund viser desuden, at der var fortsat kontakt mellem goterne og Skandinavien efter deres vandringer.

[redigér] Sagn

I folkevandringstiden var goterne navnet på 4 folk: visigoterne, ostrogoterne, gepiderne og burgunderne. Før sagnkongen Dan 2. den storslåede samlede folket til "danerne", skal de ifølge sagaer og krøniker have heddet gudfolket, eller goter, og landet skal have heddet Gotland.

[redigér] Forskning

Historikeren dr. phil. Arne Søby Christensen, der er lektor ved Københavns Universitet fik i 2002 udgivet sin doktordisputats "Cassiodorus, Jordanes, and the History of the Goths. Studies in a Migration Myth" på forlaget Tusculanum. Heri viser Søby Christensen, at de traditionelle kilder til vores viden om Gothien, Cassiodor og Jordanes, ikke skrev deres fremstillinger på en levende gotisk tradition, men at de hentede deres informationer fra den græsk-romerske litteratur, der ikke kendte til goterne før midten af det 3. årh. e.Kr. De skabte en gotisk historie ud fra et navnemateriale med tilføjelse af beretninger om andre folks historie. Hvad der ligger før år 300 i ovenstående må derfor – som meget andet fra den tid – læses med skepsis i behold. ASC mener, at vores forståelse af folkevandringernes historie må revideres, sådan som også vores tolkning af Saxos Gesta Danorum er blevet det gennem årene. Det fremgår af ASC's afhandling, at man ikke ved, hvornår eller hvorfor de forskellige navne på goterne opstod: "...it is impossible to say with any certainty when the individual names for the Goths came into existence, and why they were used".

[redigér] Litteratur

Goten. I: Reallexikon der Germanischen Altertumskunde (RGA). Diverse forfattere. Bd 12. 1998, ISBN 311016227X
Thorsten Andersson: "Göter, goter, gutar" i Journal Namn och Bygd, 1996.
A. Bell-Fialkoff: The Role of Migration in the History of the Eurasian Steppe, 2000 ISBN 0312212070
Volker Bierbrauer: Archäologie und Geschichte der Goten vom 1.-7. Jahrhundert. I: Frühmittelalterliche Studien. Bd 28. 1994
Henry Bradley: The Goths: from the Earliest Times to the End of the Gothic Dominion in Spain, 1888.
Arne Søby Christensen: Cassiodorus, Jordanes and the History of the Goths. Studies in a Migration Myth, 2002 ISBN 87-7289-710-4
Joerg-Peter Findeisen: Schweden - Von den Anfaengen bis zur Gegenwart, 1998 ISBN 3791715615
Wolfgang Giese: Die Goten, 2004. ISBN 3170176706
Peter J. Heather: Goths and Romans 332-489, 1994 ISBN 019820535X
Peter J. Heather: The Goths (The Peoples of Europe), 1998 ISBN 0631209328
Anders Kaliff: Gothic Connections. Contacts between eastern Scandinavia and the southern Baltic coast 1000 BC – 500 AD, 2001 ISBN 91-506-1482-7
I.Nordgren: Goterkällan - om goterna i Norden och på kontinenten, 2000 ISBN 91-973891-2-9
I. Nordgren: The Well Spring of the Goths : About the Gothic peoples in the Nordic Countries and on the Continent, 2004 ISBN 0595336485
José Orlandis: Historia del Reino Visigodo Español, 2003 ISBN 84-321-3469-4
Graf E.C. Oxenstierna: Die Urheimat der Goten, 1945 (optrykt i 1948).
L. Rodin, V. Lindblom og K. Klang: Gudaträd och västgötska skottkungar - Sveriges bysantiska arv, 1994 ISBN 9170291411
Tacitus: Germania, 1999 ISBN 0198150504
Reinhard Wenskus: Stammesbildung und Verfassung. Das Werden der Frühmittelalterlichen Gentes, Köln 1961.
Herwig Wolfram: Die Goten, 2001 ISBN 3406337333
Herwig Wolfram: Gotische Studien. Volk und Herrschaft im Frühen Mittelalter, 2005 ISBN 3-406-52957-7