Gallo-romersk kultur
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Udtrykket gallo-romersk kultur bruges om den romersk prægede kultur i Gallien. Den udviklede sig under romaniseringen af befolkningen i tiden efter Cæsar. I realiteten var der tale om, at tre forskellige kulturer (gallernes, grækernes og romernes) blev blandet, så der opstod ikke én ny kultur, men en række forskellige kombinationer inden for religion, sprog og kunst. Tydeligst skete det i regionen Gallia narbonensis, der senere blev til Occitanien, mens Aquitanien var mindre påvirket. Efter at frankerne havde erobret det romerske Nordgallien, udviklede befolkningen dér en merovingisk kultur, som ikke rigtigt kan regnes med til det gallo-romerske kulturområde. Den romerske livsform, der var centreret omkring bylivets begivenheder og kulturelle forpligtelser (res publica), og om det ret luxuriøse liv i de selvforsynende, landlige romerske villaer, holdt sig længe i de gallo-romerske områder.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Geografisk afgrænsning
Det romerske Gallien bestod af hovedparten af det nuværende Belgien, af Svejts og af Frankrig – dog undtaget Middelhavsområdet og Rhônedalen, som var samlet i provinsen Gallia narbonensis, der tilhørte det romerske Italien. Det gallo-romerske område var opdelt i tre provinser: Belgia, Aquitania og Lugdunensis (Lyon), som igen var inddelt i mindre områder, og det var en fast del af det romerske rige fra Cæsars erobring i 51 f.Kr. og indtil det 4. århundrede e.Kr., visse steder til det 5. århundrede, dvs. indtil sammenbruddet af det vestromerske rige under pres fra folkevandringerne. Hovedstaden i det romerske Gallien var Lyon, som dengang hed Lugdunum.
[redigér] Tidsmæssig afgrænsning
I løbet af senantikken skete der en omdannelse af den gallo-romerske kultur under pres fra de mange indtrængende germanske folkeslag, selv om den romersk prægede kultur ganske vist overlevede længere i netop dette område, end den gjorde i andre dele af det udbredte verdensrige. Endnu i dag kan man stadig se amfiteatre og akvædukter i Sydfrankrig som bevis på den høje grad af romanisering, der var foregået i dette område.
Det romerske Gallien spillede en væsentlig rolle i det romerske imperium, fordi det dannede korsvej i den europæiske handel, adgangsvej til Nordeuropa og Britannien via floder og landeveje, og som en yderste forpost for imperiet dengang gallo-romerne skabte det midlertidige, galliske kejserrige for at beskytte Rom under de første angreb fra barbariske folkeslag.
På grund af disse vigtige indsatser fik Gallien megen tak fra Rom. Denne taknemmelighed er synlig i form af det romerske musikteater i Lyon, ét af de få uden for Italien. Desuden opnåede Lyon ret til at slå mønt, dvs. officiel ret til at fremstille as’er og sestertier, hvad der formentlig er enestående i hele det romerske imperium.
[redigér] Gallo-romerske monumenter
Ved Périgueux i Dordogne har man beskyttet en luxuriøs, romersk villa (Vesunnas hus), som var bygget rundt om et haverum omgivet af en søjlebåret peristyl, ved at opføre en bygning i glas og stål rundt om den.
Lyon, der var det romerske Galliens hovedstad, har nu et Museum for gallo-romersk kultur (på Rue Céberg), some er nabo til resterne af teatret og musikteatret i det romerske Lugdunum. De besøgende får et klart billede af hverdagslivet, de økonomiske vilkår, institutionerne, trosretningerne, monumenterne og de kunstneriske værker under de første fire århundreder af vores tidsregning. "Claudius tavlen" i museet transskriberer en tale, som blev holdt i senatet af kejser Claudius i 48 e.Kr., og hvori han anmoder om, at de galliske høvdinge bliver medlemmer af det romerske styre. Da man efterkom anmodningen, besluttede gallerne at indgravere talen på en bronzeplade.
I Martigny, Valais, Svejts har Pierre Gianadda-fonden oprettet et moderne museum for gallo-romersk kunst og skulptur, som er bygget sammen med det gallo-romerske museum, der rummmer fundamenterne til et keltisk temple.
Andre monumenter:
[redigér] Byer
De følgende byer var tydeligt romersk prægede:
- Arles (sæde for det galliske prætorianerpræfektur fra begyndelsen af det 5. århundrede)
- Autun
- Narbonne
- Lyon – med det gallo-romerske museum
- Vienne
- Glanum nær Saint-Rémy-de-Provence
- Nîmes - med templet Maison Carrée
- Orange
- Vaison-la-Romaine - med betydelige rester af romersk bebyggelse
[redigér] Amfiteatre
[redigér] Aquædukter
- Pont du Gard
- Barbegal aquædukten
[redigér] Kirkens betydning
I det 5. og 6. århundrede bestod de gallo-romerske menigheder af uafhængige kirker i byområderne, hver især styret af en biskop. De kristne oplevede en loyalitetskonflikt mellem biskoppen og præfekten, som i store træk arbejdede i overensstemmelse med den senkejserlige administration. Nogle af menighederne stammede fra en tid, der lå før end de store forfølgelser i det 3. århundrede. Biskoppens personlige udstråling var toneangivende, da både de kristnes og hedningenes loyalitet skiftede fra institutioner til personer. De fleste gallo-romerske biskopper kom fra de højeste lag af samfundet, da de passende, ikke-militære karrièremuligheder svandt ind, og de fremstod som et bolværk af høj, romersk uddannelsesstandard og tradition over for opkomlinge blandt vandaler og goter. Andre biskopper førte de troende ind i en yderligtgående, asketisk levevis. Mirakler blev tilskrevet begge typer af biskopper og også hellige mænd og kvinder, og det tiltrak ofte en kult af tilbedelse kort efter deres død. Et stort antal lokale gallo-romerske og merovingiske helgener opstod i overgangsperioden mellem 400 og 750. Den forening af gejstlig og verdslig administration, der fandt sted i det 5. århundredes Italien, kan bedst illustreres i det galliske område ved den hellige Caesarius. Han var biskop af Arles, men blev desuden byens metropolitan i 503 og forblev det til 543.
Den mest betydningsfulde gallo-romer fra det 5. århundrede var Sidonius Apollinaris, der havde fået en klassisk uddannelse, og som kunne bevare dele af den antikke kultur for Middelalderen via den katolske kirke. I den forbindelse bliver det åbenbart, hvordan gallo-romerne søgte beskyttelse hos kirken i takt med statsmagtens sammenbrud. Kirken overtog fra midten af det 5. århundrede den vaklende romerske statsmagts myndighed, selv om kristningen led et første tilbageslag, da frankerne indtog størstedelen af Gallien. Da Klodevig 1. konverterede til Kristendommen, ændrede dette dog på forholdene, selv om det skete langsomt. Det blev især udtalt, mens de arianske vestgotere holdt store dele af Gallien besat (frem til 507).
Merovingerne brugte den gallo-romerske elite i deres administration, der stadig indrettede sig efter romersk forbillede. Kirken optog flere gallo-romere, der fik høje poster, og endnu i det 7. århundrede var den gallo-romerske overklasse i Sydgallien en betydelig magtfaktor, særligt på grund af biskoppernes relativt stærke stilling i bysamfundene. På den måde blev den katolske kirke et samlingspunkt, hvor man kunne opretholde antikkens og senantikkens kultur.
[redigér] Det galliske kejserrige
Udybende artikel: Det galliske kejserrige
Under kriseperioden i det 3. århundrede var Gallien en del af det Galliske kejserdømme, der havde løsrevet sig fra den romerske centralmagt mellem 259 og 274, da kejser Aurelian igen samlede riget. Riget bestod af de romerske provinser i Gallien, Britannien og Spanien. Den galliske kejser Postumus flyttede sin hovedstad til Trier i nutidens Rheinland-Pfalz i Tyskland.
[redigér] Udvikling af det frankiske kongedømme
Det ser ud til at have udviklet sig let og glidende fra det 5. århundrede, og det har flere grunde:
- Romerne og "barbarerne" havde allerede været i kontakt før invasionerne begyndte. Et antal frankere og germanere tjente som lejesoldater i den romerske hær. Nogle var anbragt bag romerrigets grænser, hvor man havde tildelt den land og givet dem status af foederati (= allierede). Disse folk havde derfor lejlighed til at lære skikke og brug hos romerne. Nogle af dem lærte endda latin.
- Selv om de store invasioner havde efterladt frygtelige minder, som man kan se af periodens skrevne kilder, var barbarerne langt færre end gallo-romerne, og det var let for dem at integrere sig i befolkningen. Det dominerende (germanske) aristokrati gjorde sig til herrer over de romaniserede gallere på en måde, så man ikke længere skelnede mellem frankere og gallo-romere, da først det primitive Frankerrige blev omdannet til kongeriget Frankrig i løbet af Højmiddelalderen.
- Nota bene: Disse bemærkninger gælder også for forholdet mellem gallere og keltiberere under det vestgotiske styre i Sydfrankrig og Spanien.
[redigér] Se også
- Frankerriget
- Gallerne
- Gallisk
- Gregor af Tours
- Romersk kultur
- Syagrius
- Thraco-romersk kultur
- Via Domitia, den første vej, romerne byggede i Gallien
[redigér] Eksterne links
[redigér] Litteratur
Sammenlign med bibliografien i artiklen Senantikken. I øvrigt henvises til den litteratur, som er nævnt i artiklen Gallien i Lexikon des Mittelalters
- Helga Botermann: Wie aus Galliern Römer wurden. Leben im Römischen Reich, 2005. ISBN 3-608-94048-0
- Bert Freyberger: Südgallien im 1. Jahrhundert vor Chr. Phasen, Konsequenzen und Grenzen römischer Eroberung. (125-27/22 v. Chr), 1999 ISBN 3-515-07330-2
- René Goscinny: Le tour de Gaule d'Asterix, ISBN 2012101372 (udk. på dansk under titlen "Gallien rundt!"): Humoristisk, men virkelighedsnær skildring af den gallo-romerske kultur.
