Fænomenologi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fænomenologi betegner først og fremmest en filosofisk retning grundlagt af Edmund Husserl, videreudviklet af Martin Heidegger, Hans Georg Gadamer, Jean-Paul Sartre, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Lévinas, K.E. Løgstrup, m.fl.
Begrebet fænomenologi har op igennem historien haft varierende betydninger. Begrebet blev første gang anvendt af J. H. Lambert i 1764, hvor dets betydning udlægges som: “læren om fremtrædelserne, læren om “skinnet” i modsætning til det sande og som budbringer om eller fremtrædelse for det sande”. I sin nutidige generelle leksikalske betydning, er fænomenologien kort læren om det, som viser sig for en bevidsthed. I hovedtræk er den fænomenologiske retning en filosofi, hvis principielle mål er at studere menneskelige erfaringer fri fra dagligdags og videnskabelige anskueformer. Bevidstheden og de genstande, der optræder i mine oplevelser, må med andre ord studeres fordomsfrit i bestræbelsen på at beskrive og bestemme deres natur.
[redigér] Fænomenologiens udbredelse
Hverken Husserl eller Merleau-Ponty definerer imidlertid fænomenologien som en filosofisk retning. Husserl taler om fænomenologien som en særlig metode, mens Merleau-Ponty i sin fænomenologi indsætter kroppen og sansningen som menneskets fundamentale adgang til verden. Hermed betoner de begge det faktum, at fænomenologien har fundet en udbredelse, der rækker langt ud over det filosofiske fagområde. Som filosofisk retning, men også bredere som metode, stil og tænkemåde breder fænomenologien sig ud i alle hjørner af samfundet og blander sig i næsten alle områder af det kulturelle, liv og betegnelsen fænomenologi bliver dermed mest af alt en fællesbetegnelse for et vidtstrakt kulturelt fænomen. Fænomenologien har således fundet vej til specifikke akademiske fagområder som sociologien f.eks. P. Bourdieu, A. Giddens, og psykologien, herunder først og fremmest gestaltpsykologien, f.eks. Koffka, Köhler og eksistenspsykologien, f.eks. A.H. Maslow, R. May. Endvidere har fænomenologien fundet udbredelse i kunstens verden. I billedkunsten folder fænomenologien sig f.eks. ud i impressionismen, navnlig hos Cézanne, og i filmkunstens verden finder vi filmkritikeren André Bazin, der bruger betegnelsen fænomenologi til at betegne en rød tråd inden for filmisk realisme. Iflg. Bazin bærer f.eks den italienske neorealisme, den franske nybølge og den engelske social realism således præg af den fænomenologiske anskuelsesform.
Hvad enten fænomenologien ses som filosofisk retning, eller bredere som metode, stil og tænkemåde, så markerer den sig dog ikke altid som fænomenologi, men f.eks. også som neocartesianisme (Husserl), ”eksistentialisme” (Sartre, Merleau-Ponty, Jaspers), ”neosokratisme” (Marcel). Husserls elev Martin Heidegger, hvem det er almindeligt anerkendt at rubricere bland fænomenologerne, foretrak at kalde sin filosofi ”fundamentalontologi", mens Ricoeur og Heideggereleven Gadamer betegnede deres fagområde hermeneutik.
Fænomenologien er med sine eksponenter altså gået i vidt forskellige retninger. Fænomenologien er svær at betegne, ikke bare fordi dens problemstillinger ofte er særdeles abstrakte og komplicerede, men også fordi Fænomenologi som begreb, i kraft af dets udbredelse, ikke tillader en entydig begrænsning eller definition. Men fælles i fænomenologien er målet at ville undersøge tingene som de viser sig for os i deres umiddelbarhed og fremstille dem gennem en beskrivelse fra en lige så umiddelbar position. Et andet vigtigt samlingspunkt, der er med til at gøre fænomenologien til en bare nogenlunde homogen størrelse er en fælles bevidsthed om, anerkendelsen af og taknemmeligheden til Edmund Husserl, som fænomenologiens fader. Disse elementer er noget af det, der, al mangfoldighed til trods, gør det rimeligt at tale om en fænomenologisk bevægelse.
Et tredje, nok så væsentligt samlingspunkt i den fænomenologiske bevægelse er opgøret med traditionen inden for de respektive kunturelle områder. Selve denne bestræbelse på opgør står overalt helt centralt i fænomenologien, hvilket gør at fænomenologien først bliver forståelig, når den ses i sin rolle som opponent til det bestående.
Inden for filosofien retter fænomenologien sin brod mod Descartes klassiske rationalisme, men endnu mere markant mod empirismen og positivismen, der finder sit forbillede i naturvidenskaben. Hermed er det allerede mere end antydet at fænomenologien, når den er ude i videnskabeligt ærinde er ude for at kritisere naturvidenskabens positivistisk måde at anskue verden på, navnligt når denne podes på videnskabelige discipliner som sociologi og psykologi og her får indflydelse som skole. Indenfor kunsten for den fænomenologiske kritik af positivismen en pendent i form af en kritik af naturalismen.
Således fremstår fænomenologien fra begyndelsen som en negation, snarere end som en klart afgrænset position. Den må fra sin begyndelse søge at imødegå den eksisterende tænkning, som den ser som fremmedgørende og reduktionistisk i forhold til det enkelte menneskes konkrete livssituation. Som modspil indfører Husserl i sin senere tænkning begrebet "Livsverden" for så at sige at tvinge tanken tilbage til et udgangspunkt i det naturligt indstillede menneskes umiddelbarhed. Positivt udlagt er fænomenologien et forsøg på at etablere en ny form for ontologisk tilhørsforhold og forståelse af verden, efter at videnskaben og filosofien op gennem historien har udskiftet den klassiske ontologiske verdensforståelse med en mekanistisk og deterministisk (se Determinisme) verdensforståelse baseret på erkendelsesteori og matematik.
