Martin Luther

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Martin Luther (født 10. november 1483 i Eisleben i Tyskland, død 18. februar 1546 i Eisleben) var tysk munk^[1], reformator og teolog. Han blev katolsk præst i augustiner-eremitternes orden, som gav ham en grundig uddannelse og senere førte til, at han blev professor ved universitetet i Wittenberg. Tidligt i 30-årsalderen udviklede han teologiske synspunkter om kirkens myndighed, sakramenterne og om mennesket og dets forhold til Gud, som sammen med hans afstandtagen fra kirkelige misbrug (f.eks. af den måde, aflad blev praktiseret på) gav stødet til reformationen og dannelsen af de evangelisk-lutherske kirker. Starten på reformationen opgives traditionelt som 31. oktober 1517, der var den dag, hvor han udsendte sine kendte teser mod afladspraksisen. Men i sig selv repræsenterede denne hændelse ikke noget skelsættende brud. Derimod udviklede striden mellem Luther og hans modstandere sig efterhånden i retning af teologisk mere centrale anliggender, hvilket i løbet af få år frembragte et uigenkaldeligt brud.

I 1521 blev Luther lyst fredløs og søgte tilflugt hos en velvillig og magtfuld fyrste på slottet Wartburg. Nogle problemer omkring raseren af kirker fik ham dog til at vende tilbage til Wittenberg. Hans bevægelse oplevede et vist tilbageslag i forbindelse med den tyske bondekrig og også ved, at de kirkekritiske fraktioner splittedes af modstridende teologiske standpunkter, især i synet på Helligånden og sakramenterne.

Luthers oversættelser af Bibelen fik stor betydning for udviklingen af det tyske sprog. Hans salmedigtning med den mest kendte salme Vor Gud han er så fast en borg inspirerede til en fremblomstring af kristen menighedssang også inden for andre trossamfund, hvor der nu skulle synges på modersmålet fremfor messens latin. Hans ægteskab med nonnen Katharina von Bora gav præsteægteskabet legitimitet inden for flere kristne traditioner.^[2] Luthers reformation sprængte den kirkelige enhed i Vesteuropa og i Nordeuropa^[3] og fik også store og varige politiske og kulturforandrende konsekvenser.

Tidslinje for Martin Luther 1483-1546

Indholdsfortegnelse 1 Opvækst, uddannelse, præstevielse (1483–1509) 2 Undervisning i Wittenberg (fra 1509) 2.1 "Tårnoplevelsen" 3 Kamp mod afladshandelen (1517–1518) 3.1 Reaktioner på Luthers teser 3.2 Luther for Cajetan (1518) 4 Debatten i Leipzig og dens virkninger (1519–1520) 4.1 Luthers holdning til paven skærpes 5 Fra bullen Exsurge Domine til bandlysningen (1520–1521) 5.1 Det endelige brud 6 Rigsdagen i Worms (1521) 6.1 Wormser-ediktet 7 I tilflugt på borgen Wartburg (1521–1522) 7.1 Luther-bibelen 7.2 Wartburg-postillen 7.3 Nye kampskrifter 8 Billedstormen i Wittenberg og bruddet med Andreas Karlstadt (1522) 9 Bondekrigen og fyrstereformationen (1524-1525) 10 Bruddet med Erasmus om viljens frihed (1525) 11 Ægteskabet med Katharina von Bora (1525) 12 Konsolidering af reformationen (1526-1530) 12.1 Bruddet med Zwingli (1529) 12.2 Luthers Lille og Store Katekismus (1529–1530) 12.3 Augsburgske bekendelse, Rigsdagen i Augsburg (1530) 13 Luther fastholder sin kurs 13.1 Philipp 1. af Hessens "dobbeltægteskab" 13.2 Kampskrifterne fra Wittenberg skærpes 13.3 Luther og jøderne 13.4 Et sidste angreb på pavedømmet 14 Luthers død (1546) 15 Martin Luthers værker 16 Kilder og noter 17 Litteratur 18 Eksterne henvisninger

[redigér] Opvækst, uddannelse, præstevielse (1483–1509)

Martin Luther blev født i en småborgerfamilie i Eisleben den 10. november 1483 og døbt dagen efter i St. Peters- og Paulskirken. Han blev opkaldt efter dagens helgen. (Den 11. november er i den katolske kalender mindedagen for Martin af Tours.) Han voksede op i Mansfeld (nær Eisenach), hvor hans far Hans Luder (fra Lothar) drev kobberminer.^[4] Faderen kom senere i byrådet i hjembyen. Her blev Martin præget af hele atmosfæren af senmiddelalderlig folkefromhed. I den spillede troen på hekse og djævle en ikke ubetydelig rolle sammen med anden overtro. Samtidig var han stærkt bundet til kirken. Man levede i kirken og med kirken, sådan som kirken levede i og med folket. Martins uddannelsesvej var også tæt forbundet med det kirkelige liv: Først latinskole i Mansfeld (1489-95) og i Magdeburg (1495-97), hvor han boede hos Brødrene af Fælleslivet og blev kendt med «Devotio Moderna». Derefter skole i Eisenach (1498-1501)^[5]. Fra 1501 studerede han i Erfurt, hvor han i 1505 afsluttede det filosofiske grundkursus som magister artium.^[6]

Opholdet i Erfurt kom til at få stor betydning for hans teologiske kurs. Her underviste man i den occamistiske-nominalistiske "via moderna" i filosofi og teologi. Denne skoleretning inden for katolsk teologi havde ingen stor tilslutning i det øvrige Europa , men stod stærkt i Sachsen. Det var faderens ønske, at Martin skulle blive jurist. Men da han den 2. juli 1505 befandt sig ved Stotternheim på vej til Erfurt, kom han i samvittighedsnød, da lynet slog ned nær ved ham. I en bøn om hjælp lovede han at blive munk, hvis den hellige Anna, der ifølge traditionen er Jomfru Marias mor og blandt andet er minearbejdernes skytshelgen), ville redde hans liv.^[7]

Noget overilet, men ikke uden indre forberedelse, meldte han sig den 17. juli hos augustiner-eremitterne i Erfurt.^[8] Efter prøvetiden modtog han præstevielsen i Marienkirche i Erfurt den 4. april 1507 af hjælpebiskoppen af Mainz, Johann Bonemilch von Laasphe, som boede i Erfurt. Den 2. maj fejrede han sin første messe i augustiner-eremitternes kloster. På grund af sin begavelse og uddannelse blev han først derefter udset til at læse teologi ved universitetet i Erfurt. Her byggede teologistudiet i høj grad på Gabriel Biels strengt nominalistiske teologi.

[redigér] Undervisning i Wittenberg (fra 1509)

Luther fortsatte teologistudierne i Wittenberg (1508/09), mens han underviste i filosofi og tog den teologiske doktorgrad efter et afbræk 1510/11. I denne periode var han også i Rom som officiel repræsentant for klosteret. (I 1938 fik Wittenberg det officielle navn Lutherstadt Wittenberg.) Efter ønske fra sin ordensforesatte Johann von Staupitz overtog han stillingen som teologisk professor ved universitetet i Wittenberg i 1512. Hans opgave var først og fremmest at holde forelæsninger over Bibelen.^[9] Han tog fat på forelæsninger over Salmerne (1513-15), Romerbrevet (1515/16), Galaterbrevet (1516/17), Hebræerbrevet (1517/18), og igen over Salmerne (1518/19). I 1517 ændrede han sit efternavn fra Luder til Luther (som hentyder til det græske ord ελευθερος, eleutheros = Den befriede, Befrieren).

[redigér] "Tårnoplevelsen"

I denne forbindelse spiller den berømte "tårnoplevelse" (Turmerlebnis) i tårnværelset i klosteret i Wittenberg en rolle. Under refleksion over Rom 1,16-17 gik betydningen af Guds "retfærdighed" op for Luther. Et spørgsmål, som længe havde optaget ham, var: "Hvordan kan jeg finde en nådig Gud?". Nu opdagede han, at den "Guds retfærdighed" som omtales i Rom 1,17, ikke er den strenge dømmende retfærdighed hos en Gud, som i ubønhørlig hårdhed holder dom over den arme synder. Det er tværtimod en nådens retfærdighed, som Gud skænker og ikke kræver af os, og som mennesket efter budskabet i Romerbrevet modtager ved troen. Luther fandt således en skænket og ikke fortjent retfærdighed, hvis indhold er Kristus og hans gerning som frelser.^[10] En del lutherforskere betragter ikke tårnoplevelsen som det skelsættende punkt i Luthers udvikling og fremholder, at hans "reformatoriske opdagelse" sikkert voksede frem gradvis.

Tidligere har forskere gerne dateret tårnoplevelsen til et tidligt tidspunkt (1512-14). Men senere historikere finder det sandsynligst, at selve det religiøse gennembrud og klarheden om det fandt sted omkring 1518/19. Dette synes at have rygdækning også i Luthers egen angivelse i hans såkaldte "store selvvidnesbyrd" fra 1545, hvor han siger, at erkendelsen kom til ham, før han forelæste over Salmerne for anden gang (1518/19).

[redigér] Kamp mod afladshandelen (1517–1518)

Som præst og sjælesørger i Wittenberg stødte Luther på dominikaneren Johann Tetzels overfladiske afladsforkyndelse, hvoriblandt den sætning, som blev tillagt ham: Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer.^[11] Han forfattede derfor - på latin - 95 teser som udgangspunkt for en diskussion af afladens brug og væsen. Den 31. oktober 1517 sendte han disse til ærkebiskoppen af Magdeburg og Mainz, Albrecht af Brandenburg og biskoppen af Brandenburg, Hieronymus Schultz, og til nogle lærde venner. Teserne angreb ikke selve afladen, men reagerede på misbrug af den og en groft materialistisk indstilling til den. Mod dette stillede han sin nyvundne lære om troen som den afgørende faktor for menneskets frelse.

I sit private følgeskrift til de nævnte biskopper bad han om opklaring og krævede, at afladsprædikanterne skulle pålægges tilbageholdenhed. Nogle måneder senere, ved en debat i Heidelberg i maj 1518, tog Luther ikke selve afladen op til behandling, men derimod den teologi, som lagde grundlaget for afladen.

Ifølge historien blev de 95 teser sat op på døren til slotskirken i Wittenberg. Teserne var imidlertid i første omgang blot en indbydelse til en akademisk drøftelse af sagen. Dette bygger blandt andet på den version af Luthers historie, som blev udarbejdet af Philipp Melanchthon i 1546. Samtidig sendte Luther teserne til de førnævnte biskopper og til vennerne Johann Lang i Erfurt og Christoph Scheurl i Nürnberg. Nogle forskere betvivler, at Luther rent faktisk slog sine teser op på kirkedøren. Når det tages i betragtning, at teserne ikke var skrevet på tysk, er det dog ikke helt usandsynligt, at historien faktisk er korrekt. Det var Scheurl, som senere lod teserne oversætte til tysk og fik dem trykt, hvorved kendskabet hertil blev en af de første, som udbredtes på grund af den nyopdagede bogtrykkerkunst^[12] I løbet af få uger blev teserne kendt i hele Tyskland og i løbet af få måneder over hele Europa.

[redigér] Reaktioner på Luthers teser

Offentliggørelsen af teserne fik en uventet virkning, i begyndelsen til Luthers oprigtige forskrækkelse. Det viste sig, at der var en vidt udbredt uvilje og harme over den usalige handel, som den romerske ledelse, ærkebiskop Albrecht og Fuggernes bank drev med afladen, og som dominikanerne havde gjort sig til håndlangere for. De fleste opfattede Luthers teser som en åben protest og så ikke noget dybere teologisk anliggende i dem. Ærkebiskop Albrecht indklagede Luther for Rom, uden at værdige ham selv noget svar. Ærkebiskoppen led selv et økonomisk tab, da afladsforkyndelsen måtte afbrydes, og han fik ikke den fortjeneste, som han var blevet lovet af Fuggernes bank.^[13] I juni 1518 blev en kætterproces mod Luther åbnet i Rom.

Luther havde som udgangspunkt søgt samtale og diskussion, ikke strid. Han var imidlertid meget lidt tilfreds med sine "samtalepartnere". Lokalt i Tyskland engagerede Tetzel sig kraftigt, også for at forsvare sig mod det, han opfattede som et fortegnet billede af sin forkyndelse. Den romerske kurie kom efter nogle måneder på banen, men dialogen gik hurtigt i stå, fordi Luther blev mere og mere afvisende over for sin romerske modpart Mazzolini (også kaldt Prierias), og til sidst holdt helt op med at svare ham.

[redigér] Luther for Cajetan (1518)

Det var meningen, at Luther skulle forsvare sig i Rom. Men kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen udvirkede, at han ikke blev afhørt i Rom, men i stedet af kardinal Cajetan, som var til stede på rigsdagen i Augsburg. De to mødtes første gang den 11. oktober 1518. Her nægtede Luther at tilbagekalde noget, rejste i hast fra Augsburg og tilbage til Wittenberg, hvortil han ankom på årsdagen for de 95 teser. I løbet af året havde han vundet megen støtte hos fyrsterne. Han klagede over kardinalen til paven. Dermed var det hele for alvor sat i bevægelse.

Paven selv engagerede sig nu direkte i spørgsmålet med bullen Cum Postquam (8. november 1518). Her udlagde han den katolske afladslære, indrømmede ganske vist misforhold inden for afladshandelen, men modsagde ellers direkte Luthers principielle standpunkter. Snart efter, den 28. november 1518, appellerede Luther til et almindeligt kirkemøde. Luther opfattede situationen som truende, og kort tid efter tilbød han at gå i eksil for ikke at sætte kurfyrsten og Sachsen i et dilemma. Men kurfyrst Frederik den Vise bestemte sig for at holde sin hånd over ham (18. december 1518). Også den pavelige udsending Karl von Miltitz engagerede sig i dialog med Luther i 1519 uden at det førte til noget varigt resultat.

[redigér] Debatten i Leipzig og dens virkninger (1519–1520)

Teologen Johannes Eck (1486–1543)^[14] i Ingolstadt havde beskæftiget sig med Luthers teologi siden 1517 og var en af de første, som indså, at de 95 teser pegede ud over deres direkte sigte: En korrektion af afladspraksisen. De stillede i virkeligheden spørgsmål ved afladens væsen, ved pavens myndighed til at give aflad, og endelig ved den sakramentale struktur af kirken selv.

Ved en debat i Leipzig mod Andreas Karlstadt og Luther (27. juni–16. juli 1519) forsvarede Eck kirkens lære. Det drejede sig ikke længere om aflad, men om pavens magt, om kirkemødernes ufejlbarlighed og om sakramenterne principielt. Luther forkastede, at pavens overhøjhed (primat) er begrundet i Bibelen (Mat 16,18)^[15] og hævdede, at de almindelige kirkemøder kunne tage fejl, f.eks. i sagen mod Jan Hus ved koncilet i Konstanz. Opfattelsen af, hvem der kom bedst fra debatten, var delt. Ecks argumenter bidrog sikkert til at fremskynde en skarpere afvisning af grundlæggende dele af katolsk lære fra Luthers side. Men efter disputatsen var Sachsens hertug Georg entydigt i den katolske lejr. Eck blev også hyldet som den sejrende part af teologerne i Leipzig, som overøste ham med udmærkelser.

[redigér] Luthers holdning til paven skærpes

Hvad gælder Luthers indstilling til paveembedet er det uklart, om omslaget virkelig kom efter disputatsen. Før disputatsen skrev Luther ganske vist (3. marts 1519) i et brev til pave Leo 10., at "for Gud og hans skabning vidner jeg, at jeg ikke har ønsket, ej heller nu ønsker, at rokke ved eller undergrave den Romerske Kirkes eller Deres Helligheds myndighed". Men lidt senere skrev han, at han var "usikker på om paven er Antikrist eller hans apostel". Og i februar takkede han Scheurl for det krasse kampskrift mod paven, som han havde tilsendt ham ("Julius' og St. Peters dialog") med ordene, at han var meget fristet til at oversætte det til folkesproget for folkets skyld. Men i alle fald - efter disputatsen gav Luther uden omsvøb udtryk for, at paven var Antikrist, Kristi onde modstander, som førte menneskene ud i elendighed, fordi han havde sat sig selv i Kristi sted og dermed udfordret Guds vrede. Med tiden forstærkedes disse forestillinger hos Luther: Paven blev for ham Antikrist i egen person.^[16]

[redigér] Fra bullen Exsurge Domine til bandlysningen (1520–1521)

Den romerske proces mod Luther var standset på grund af valget af en ny kejser og blev ikke genoptaget i Rom før i begyndelsen af 1520. Johannes Eck rejste selv til Rom for at få gang i sagen. Den 15. juni 1520 kom så bullen Exsurge Domine fra pave Leo 10. Den fordømte 41 læresætninger fra Martin Luthers skrifter og krævede, at han skulle trække dem tilbage inden 60 dage eller risikere ekskommunikation. Bullen repræsenterede den første officielle stillingtagen fra Pavestolen til den begyndende lutherske reformation.

Paven udpegede Johannes Eck til at proklamere bullen i Tyskland. Hans ankomst sommeren 1520 udløste voldsomme mishagsytringer; mange steder var det ikke muligt for ham at forkynde bullen. Bullen havde ingen virkning på Luther ud over at befæste ham i sine standpunkter og skærpe den polemiske tone.

Efter bandtruslen udgav Luther fire skarpe programmatiske reformatoriske skrifter:

• Det politiske Til den kristne adel af den tyske nation (august 1520), hvor Luther henvender sig til kejser og rigsstænder, med en opfordring til et nationalkoncil, som skal iværksætte reformer; alle samfundslag er lige, fordi alle døbte har del i det almindelige præstedømme,
• Det dogmatiske Om kirkens babylonske fangenskab (oktober 1520, på latin), hvor Luther angriber katolsk sakramentelære og reducerer sakramenternes antal fra syv til to, eventuelt tre (dåb, nadver og skriftemål).^[17],
• Det lille evangeliske Om et kristenmenneskes frihed^[18], hvor Luther fremhæver, at Guds nåde kun kan erfares ved troen (Sola gratia, Sola fide).
• Det etiske Om de gode gerninger (december 1520), hvor han udfolder synspunkterne for den evangeliske etik i form af udlægning af De 10 bud.

[redigér] Det endelige brud

Luther fuldførte bruddet fra sin side den 10. december 1520 ved at arrangere en offentlig bogbrænding af bullen i Wittenberg. Samtidig brændte han også sine modstanderes skrifter og de kirkelige retsbøger.^[17] Man kan derfor med god ret hævde, at denne dato snarere er den egentlige reformationsdag end opslaget af teserne 31. oktober 1517. Den 3. januar 1521 blev han bandlyst i Rom ved bullen Docet Romanum Pontificem.

[redigér] Rigsdagen i Worms (1521)

Luthers popularitet i Tyskland var stærkt stigende, både blandt fyrster og i brede lag af befolkningen. Men den nye kejser Karl 5., som var blevet kronet i Aachen den 23. oktober 1520, havde til hensigt at rejse en rigssag mod ham, så snart han var blevet bandlyst af kirken. Han indkaldte derfor rigsstænderne til rigsdag i Worms. Alene efter pres fra Frederik den Vise af Sachsen gik han med til, at Luther først skulle udspørges på rigsdagen.

I marts gav kejseren Luther frit lejde til og fra Worms. Hans rejse dertil, ledsaget af tro medarbejdere som Justus Jonas, var et triumftog, og han prædikede for folket i Erfurt, Gotha og Eisenach. Luthers indtog i Worms den 16. april 1521, højtidelig ledet af den kejserlige herold, gav ikke indtryk af, at det var en slagen mand, som ankom. Den 17. og 18. april stod han frem for rigsdagen og fastholdt og forsvarede sine skrifter. ("Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller tilrådeligt at handle mod ens samvittighed. Så hjælpe mig Gud. Amen."^[19]) Kejseren holdt næste dag også en tale, hvor han beklagede, at han havde tøvet med at tage forholdsregler mod Luther. Han bekræftede Luthers frie lejde, men erklærede, at han herefter ville betragte ham som kætter og opfordrede rigsstænderne til at gøre det samme. I slutningen af april forlod Luther Worms, og blev "bortført" af hertug Frederiks folk (efter aftale) og bragt i sikkerhed på borgen Wartburg den 4. maj.

[redigér] Wormser-ediktet

Luther blev derefter erklæret fredløs ved Wormser-ediktet af kejseren. Ediktet rejste rigssag mod ham og hans tilhængere. Det indeholdt også fordømmelser af Luther og erklærede ham for kætter på grund af hans afvisning af den katolske kirkes lære, især omkring sakramenterne og af messen og hans kritik blandt andet af pavedømmet, koncilerne og en række kirkeskikke. Augustinermunken blev desuden anklaget for at opildne til strid og ødelæggelser. Ediktet blev ikke offentliggjort før på rigsdagens sidste dag, efter at mange var rejst. Forsøg på at udvirke en udlevering af Martin Luther slog fejl, fordi han allerede var i sikkerhed på Wartburg. Også på langt sigt blev det vanskeligt at gennemføre ediktet. Kejser Karl, som havde gjort gennemførelsen af ediktet til sit program, blev nu væk fra Tyskland i hele ni år. Imens kunne Luthers lære uhindret slå rod.

[redigér] I tilflugt på borgen Wartburg (1521–1522)

Luthers næsten et år lange ophold på Wartburg (fra april 1521 til marts 1522) var en ny vigtig oplevelse, borte fra klosterlivets religiøse rutiner og andre ydre forpligtelser. Han havde nu tid til egne projekter og eksistentielle og teologiske refleksioner. I forklædning som Junker Jörg rejste han af og til rundt i omegnen og blev bedre kendt med den almindelige tyskers vilkår og ikke mindst sprogbrug.

Allerede i foråret 1521 havde en enkelt præst giftet sig. Luther havde rost ham for det, skønt det stred mod rigets love. Mens Luther holdt sig i skjul, rullede reformationen videre. Stadig flere ordensfolk forlod deres klostre. I januar 1522 gav ledelsen for augustiner-eremitterne i Weimar tilladelse til, at alle medlemmer kunne træde ud af ordenen, og snart var deres tyske provins helt opløst. Nu blev det til en regulær klosterflugt, og mange steder lukkede hele klostre deres porte.

[redigér] Luther-bibelen

Det var på Wartburg, Luther begyndte sit store oversættelsesarbejde af Bibelen på tysk. Med hjælp fra Melanchthon, Spalatin og andre fuldførte han sin oversættelse af Det Nye Testamente fra græsk til tysk i 1522 – det meste af arbejdet havde han gjort på kun elleve uger under opholdet på Wartburg på grundlag af Erasmus' udgave (1516) af Det Nye Testamente på det originale græsk. "Luther-bibelens" sproglige kvaliteter kom til at betyde meget for udformningen af et tysk fællessprog.^[20] og er blevet kaldt "en sproglig genial personlig præstation" (Josef Lortz). Den sproglige kraft og oversætterens berømmelse gjorde, at den snart blev vidt udbredt. Førsteudgaven, den såkaldte september-udgave ("Septembertestament")^[21], blev solgt så hurtigt, at en ny udgave måtte trykkes allerede i december.

Selv om oversættelsen fra et filologisk synspunkt var uden sidestykke i tysk sproghistorie, idet den med ét slag skabte grundlaget for højtysk ("Hochdeutsch"), indeholdt den teologisk tendentiøse fejl, som gjorde det nødvendigt med senere reviderede udgaver. Foruden at være en bibeloversættelse var den et angrebsvåben mod den gamle kirke og indeholdt også illustrationer, som gjorde nar af pavedømmet. Oversættelsen af Det Gamle Testamente tog længere tid og var ikke færdig før i 1534.

[redigér] Wartburg-postillen

Mens han var på Wartburg, udarbejdede Luther også en "Kirkepostil", kendt som "Wartburg-postillen". En postil er en samling prædikener over alle kirkeårets evangelietekster og epistler, som præsterne i nødstilfælde kunne læse op fra prædikestolen under gudstjenesten eller bruge i deres prædikenforberedelse. Wartburg-postillen, som Luther udarbejdede på opfordring af kurfyrst Frederik den Vise, udkom i to dele: prædikenerne til advent (Adventspostillen 1522) og jul (Julepostillen 1522). Først i 1525 fik Luther tid til at fortsætte arbejdet med prædikener frem til og med langfredag (Fastepostillen 1525). Med kollegers bistand udkom prædikenerne til resten af året i 1526 (Denne del kaldes ”Roths Sommerpostil” efter redaktøren).

[redigér] Nye kampskrifter

Samtidig forfattede han også små lejligheds- eller kampskrifter, som f.eks. Om munkeløftet, hvor han kritiserede katolsk lære og katolske skikke, og også det, som personligt stod ham særligt nær: Munkestanden, cølibatet, messeofferet, den præstelige tjeneste, osv. Hans svar på kritik fra f.eks. Latomus af Leuven, Hieronymus Emser og fra det teologiske fakultet ved universitetet i Paris, har ofte en grov karakter, hvor de får tørt på. Hans kommentar til den nyudsendte pavelige skærtorsdagsbullen "In coena Domini" på folkeligt tysk spiller på utilsløret folkelig humor og krydser også grænserne for, hvad man opfattede som religiøst anstændigt. Den ligefremme form og tone i disse skrifter, som takket være bogtrykkerkunsten fik hurtig spredning, bidrog til at skærpe den almindelige atmosfære, men Luther forsvarer sin stil bla. i indledningen Om den trælbundne vilje.

[redigér] Billedstormen i Wittenberg og bruddet med Andreas Karlstadt (1522)

I december 1521 kom det til tumulter i Wittenberg, hvor billedstormere som Andreas Karlstadt og andre påberåbte sig en særlig inspiration fra Helligånden. De bekæmpede barnedåben og anstiftede vidtgående uro. På anmodning fra Melanchthon forlod Luther sit eksil på Wartburg i marts 1522 for at genoprette ro og orden. Han rettede massiv kritik mod Karlstadt og erklærede en række af reformerne for ugyldige eller forhastede. Karlstadt svarede med et skarpt skrift mod Luther, og dermed var de gamle meningsforskelligheder mellem de to (som i udgangspunktet ikke havde været af teologisk, men snarere af strategisk art) vokset til noget mere uigenkaldeligt. I 1523 vendte Karlstadt ryggen til Luther og Wittenberg, og i 1524 fik Luther ham fordrevet fra Sachsen.

Luther fik fuldt op at gøre med "sværmerne" i Wittenberg. Til dem havde Thomas Müntzer sluttet sig. Disse sværmere påberåbte sig, at Gud ikke bare har åbenbart sig ved "Skriften alene" (Sola scriptura), men lige så meget gennem det "indre lys", det "åndelige ord". Under bondekrigen blev den teologiske strid yderligere skærpet.

[redigér] Bondekrigen og fyrstereformationen (1524-1525)

Bondekrigen (1524–25) havde primært økonomiske og sociale årsager, men tidspunktet og omfanget af udbruddet var delvis en følge af Luthers forkyndelse. Mange bønder var af den opfattelse, at Luthers skarpe kritik af kirkelig øvrighed og hans forkyndelse om samfundslagenes ligeværd og frihed indebar, at han også støttede angreb på den sociale orden, fordi en række af de lokale fyrster også indtog kirkelige embeder.

Opstandene brød ud sent i 1524 og greb om sig særligt i Schwaben, Franken, Elsass og Thüringen. Efterhånden som Thomas Müntzer blev en fremtrædende lederskikkelse, udviklede oprøret sig til en regulær krig. Den anabaptistiske bevægelse (gendøberne, af deres modstandere kaldt "sværmerne") fik dermed øget vind i sejlene. Til at begynde med virkede det, som om Luther støttede bønderne, fordi han fordømte mange af de trykkende ordninger, de led under. Men som krigen udviklede sig, og det kom til voldelige sammenstød i områder i Luthers hjemegn, så han for sig, at stat, kirke, ejendom og familie stod i fare. Luther var oprigtigt bange for, at evangeliets religiøse frihed totalt ville blive opslugt og kvalt af en social frihed, at evangeliets indre frihed blev ændret til et politisk program.

Småfyrsterne forenede nu deres kræfter, og Luther støttede dem i deres forehavende om at slå oprøret ned. Den 6. maj 1525 opfordrede han fyrsterne i skriftet "Mod bøndernes myrdende og røvende bander" til at gøre deres pligt og slå oprørerne ned som gale hunde: "Stik, slå, dræb ... Dør du, så er du salig! En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord ...".

Disse ord betragtede mange af oprørerne som forræderi. Andre opgav straks, da de forstod, at de ikke havde støtte hverken fra kirken eller fra kirkens hovedmodstander. I juni 1525 var oprøret knust.

Bondehæren blev tilintetgjort, og dette blev også et vendepunkt i reformationens historie. Bønderne var skuffede over Luther; mange vendte tilbage til den gamle kirke eller flygtede ind i sekter eller gendøberbevægelser. Luther mistede meget af sin popularitet i befolkningen.

Tilknytningen til de lokale fyrster førte imidlertid til den såkaldte "fyrstereformation". Reformationen blev forordnet ovenfra. Den kirkelige magt blev overført til fyrsterne. Dermed havde man egentlig også prisgivet den "åndelige kirke", som Luther havde kæmpet for. Blandt de første fyrster, som indførte reformationen "ovenfra" på denne måde, var landgreve Philipp 1. af Hessen og den tyske ordens stormester Albrecht af Preussen, som på Luthers råd fik Preussen omdannet til et hertugdømme og indrettede en luthersk landskirke der.

Udviklingen blev meget forskellig, alt efter hvilke områder og byer, det gjaldt. Den videre udbredelse af reformationen var begyndt, men tingene skete ikke længere spontant.

[redigér] Bruddet med Erasmus om viljens frihed (1525)

I disse første år havde reformationen en del støtte fra mange humanister, hvoaf den mest indflydelsesrige, Erasmus af Rotterdam, tøvede med at tage stilling. Men i 1524 blev det åbenlyst, at Erasmus definitivt sagde nej tak. I sit værk De libero arbitrio (1524 – Om den frie vilje), analyserede han det, som han opfattede som Luthers overdrivelser om den menneskelige friheds begrænsninger. Luther tog dette ilde op og svarede med De Servo Arbitrio (1525 - Om den trælbundne vilje), hvor han ikke bare angreb Erasmus' værk, men også Erasmus personligt.

[redigér] Ægteskabet med Katharina von Bora (1525)

Den 27. juni 1525 giftede Luther sig med den tidligere nonne Katharina von Bora, som sammen med elleve andre nonner var rømmet fra deres kloster Marienthron i Nimbschen sydøst for Leipzig i april 1523. Luther hjalp dem, som havde brug for hans hjælp, til at finde ægtemænd. Katharinas foretrukne, studenten Jerome Paumgartner, kunne ikke indgå ægteskab med hende, sandsynligvis på grund af modstand fra sin familie. Luther prøvede da at gifte hende bort med en omtrent 60 år gammel præst, dr. Caspar Glatz, næsten fyrre år ældre end hende. Katarina nægtede; hvis hun ikke blev gift enten med en Nikolas von Amsdorf (46 år) eller Martin Luther (41 år), agtede hun at leve ugift resten af livet.

Ægteparret fik seks børn: Johannes (Hans) (7. juni 1526 - 28. oktober 1575) blev kansler hos Hertug Albrecht af Preußen. Elisabeth (10. december 1527 - 1528) døde 8 måneder gammel. Magdalene (4. maj 1529), døde i sin fars arme (20. september 1542). Hendes død var særlig svær at bære for Luther og hans hustru. Martin (9. november 1531 - 3. maj 1565) blev teolog. Paul (28. januar 1533 - 8. marts 1593) blev kursachsisk livlæge og fik seks børn. Den mandlige linje efter Luther fortsatte gennem ham og sluttede i 1793. Margarethe (17. december 1534 - 1570); der er nulevende efterkommere af Martin Luther, som stammer fra hende.

[redigér] Konsolidering af reformationen (1526-1530)

I de følgende år tog den nye kirke form i Sachsen. Luthers gudstjenesteordning blev indført i 1526 (Deutsche Messe und Ordnung des Gottesdienstes). Fra oktober 1528 til januar 1530 var han engageret i kirkevisitationer, som gav den saksiske kirke sin form. Han arbejdede også videre på sin bibeloversættelse og var en fremragende salmedigter.

[redigér] Bruddet med Zwingli (1529)

I 1529 kom det endelige brud mellem den saksiske (lutherske) reformation og de svejtsisk/sydtyske reformatorer. På rigsdagen i Speyer 1529 blev det endelig vedtaget at iværksætte Wormser-ediktet. Da fremlagde de nytroende stænder for første gang en åben protest mod religiøs tvang. De kaldte sig nu "protestanter". Landgreve Philipp 1. af Hessen ønskede at bilægge uenighederne blandt reformatorerne og indkaldte til religionssamtaler i Marburg i oktober. Projektet strandede på uenigheden mellem Luther og Zwingli om nadveren, hvor Luther holdt fast på Kristi reelle og legemlige nærvær i nadverens brød og vin, mens Zwingli ville forstå det symbolsk. "De har en anden ånd end os", sagde Luther ved bruddet.

[redigér] Luthers Lille og Store Katekismus (1529–1530)

Under sine rejser rundt til menighederne for at vurdere folkets religiøse opdragelse indså Luther, at forholdene var elendige. "Almindelige mennesker, særlig i landsbyerne, har overhovedet ikke nogen kundskab om kristen lære" (forord til Den Lille Katekismus). Derfor udarbejdede han sin Lille og sin Store Katekismus, udgivet i 1529 og 1530.

[redigér] Augsburgske bekendelse, Rigsdagen i Augsburg (1530)

Bruddet med zwinglianerne indebar, at de saksiske (lutherske) og sydtyske stænder fremstod med hver sin bekendelse under rigsdagen i Augsburg 1530. Den saksiske augburgske bekendelse (Confessio Augustana) var udarbejdet af Luther og hans dygtigste teologiske medarbejder og ven Philip Melanchthon. Den blev oplæst på rigsdagen den 25. juni 1530 og fremlagde den nye lære så upolemisk som muligt. Man nedtonede forskellene til den katolske lære og fastholdt alene den reelle uenighed i de helt centrale spørgsmål.

Den bandlyste Luther kunne ikke selv være til stede på rigsdagen, men fulgte nøje med fra borgen Koburg, hvor han pr. brev var i kontakt med sine tilhængere. Han frarådede at give yderligere indrømmelse til de svejtsiske protestanter og katolikkerne. "Jeg bryder mig slet ikke om, at vi forhandler om enhed i læren, for det er umuligt, så længe paven ikke vil give afkald på sit pavedømme ... Håber vi nu, at omvende paven til sandheden?", skrev han til den saksiske kurfyrste, som var i Augsburg. Man fulgte i stor udstrækning Luthers råd fra Koburg. Landgreve Philipp 1. af Hessen forlod Augsburg i protest; Melanchthon var mere usikker. Forhandlingerne brød sammen. Rigsdagen blev afsluttet 23. september 1530 med et skrift, hvor man krævede at protestanterne inden 15. april 1531 skulle give deres tilslutning til den katolske lære på de punkter, som stadig stod åbne. De protestantiske stænder protesterede igen.

[redigér] Luther fastholder sin kurs

Også i de følgende år holdt Luther igen og frygtede, at "eftergivenhed" kunne true den evangeliske friheds fremtid. I denne ånd forfattede han i 1537 de schmalkaldiske artikler (efter Schmalkalden-forbundet, et forsvarsforbund oprettet af protestantiske fyrster og byer i 1531), i 1541 afviste han mæglingsforslag fra Regensburg, og i 1545 protestantisk deltagelse på Tridentiner-koncilet.

[redigér] Philipp 1. af Hessens "dobbeltægteskab"

At Luther var bevidst om betydningen af at holde sig gode venner med de reformatoriske fyrster viser hans håndtering af Philipp 1. af Hessens ønske i 1539 om at lade sig skille for at gifte sig med sin elskerinde. Luther var så meget imod en skilsmisse, at han hellere så, at fyrsten indgik et dobbeltægteskab (bigami). Luther mente ganske vist ikke, at man kunne gøre flerkoneri til en almen gyldig regel, men han mente på den anden side heller ikke, at han kunne forbyde fyrsten dette. Det var tilladt i Moseloven og ikke udtrykkelig forbudt i evangelierne. Ægteskabet fandt sted i marts 1540.

[redigér] Kampskrifterne fra Wittenberg skærpes

Bortset fra kortere rejser, særlig til kurfyrstens hof i Torgau og i 1539 til Leipzig, hvor hertug Henrik indførte reformationen, opholdt Luther sig det meste af tiden i Wittenberg, hvor han blev opsøgt og rådspurgt af mange. Samtidig blev hans fysiske plager mere og mere påtrængende: maveproblemer, nyresten, hals- og ørebetændelser, hjerteproblemer, leddegigt, sår på benene. Han plagedes også af depressioner, og under et pestudbrud i området havde han stærke forventninger om sit snarlige endeligt.

Til trods for sine lidelser fortsatte Luther med at prædike, forfatte traktater og skrifter, og vandt sig selv en plads som en af Tysklands mest populære og produktive forfattere. Forfatterskabet vidner om store humørsvingninger, hans polemik mod Henrik 8. af England og senere mod Heinrich von Braunschweig er blandt det skarpeste, han har skrevet.

Luthers udfald var ikke begrænset til personer, som åbenlyst stod reformationen fjernt; han kunne ytre sig meget intolerant både om "sakramentarianere" (et navn han gav tilhængerne af Zwingli) og "sværmere" (gendøbere som reformatoren Thomas Müntzer).

[redigér] Luther og jøderne

Luthers antijødiske indstilling fremstår i fuld styrke i den senere fase af hans liv. Den må ikke opfattes som "antisemitisme" (som er racemæssigt funderet), den korrekte betegnelse vil være "anti-judaisme" (som er religiøst motiveret). Den tidlige Luther lagde ikke sådanne holdninger for dagen. I 1523 lagde han i skriftet Daß Jesus ein Geborner Jude Sei vægt på, at Jesus tilhørte det jødiske folk, afviste vold mod jøderne og skrev, at den sociale isolation, de var påtvunget, var en hindring for, at de skulle "forbedre" sig, dvs. tage den kristne tro. Han håbede, at den kirkelige reform ville bevæge dem til omvendelse. Det skete imidlertid ikke.

Samtidig følte han sig misbrugt af jøder, som han personligt havde hjulpet til opholdstilladelse i landet. Nogle af disse udtalte sig negativt og hånende om kristendommen og drev mission for den jødiske tro. Mod disse missionerende jøder, som misbrugte den lutherske gæstfrihed, skrev han tre voldsomme kampskrifter: Brief wider die Sabbather an einen guten Freund (1538), Von den jüden und iren lügen (1543) og Vom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi (1544). Senere blev nogle af disse Luther-citater misbrugt i den nationalsocialistiske propaganda^[22], hvori man undlod at nævne, at Luther i sin sidste prædiken sagde, at det var jødernes omvendelse og ikke udryddelse, han opfordrede til.

[redigér] Et sidste angreb på pavedømmet

I februar 1537, da han havde så store nyrestenssmerter, at han troede, han skulle dø, skrev han nærmest som et sidste ønske til de protestantiske fyrster, at de måtte være standhaftige i deres kritik af paven. Blandt andet skrev han på vers "Levende var jeg din pest, når jeg dør, bliver jeg din død, pave". ("Pestis eram vivus, moriens ero mors tua, papa"). Han håbede blot at leve indtil pinse, så han kunne nå at færdiggøre et nyt skrift mod paven. Men han skulle leve næsten ti år til, og i 1545 blev han færdig med sit kraftigste antipavelige skrift: "Wider das Papsttum vom Teufel gestiftet" ("Mod pavedømmet indstiftet af djævelen"). Sproget er blandt det voldsomste fra Luthers pen. Han fik Lucas Cranach til at dekorere skriftet med politiske tegninger mod Rom og paven.

[redigér] Luthers død (1546)

Det sidste Luther udrettede før sin død var et forsoningsværk. Det gjaldt en strid mellem de to grever i Mansfeld, Albrecht og Gebhard. I den hensigt rejste han dertil (23. januar 1546). Under rejsen blev han syg og var svag, da han blev indlagt på herberget i Eisenach. Til trods for svækkelsen holdt han fire prædikener. Den 17. februar forblev han i sengen, og dagen efter den 18. februar 1546 døde han i sin fødeby.

Båren blev bragt tilbage til Wittenberg den 20. februar, og begravelsen fandt sted i Slotskirken.^[23] Johannes Bugenhagen holdt gravtalen. På kobberpladen over hans grav står der, at han blev 63 år, to måneder og ti dage gammel. Denne oplysning er imidlertid fejlagtig og skyldes måske en sammenblanding med datoerne fra Melanchthon, som ligger begravet ved siden af. I virkeligheden blev Martin Luther 62 år, 3 måneder og 8 dage gammel.

[redigér] Martin Luthers værker

Fra Martin Luther er talrige skrifter overleveret. Der findes også et stort antal prædikener, breve og taler foruden en stor mængde salmer.

• D. Martin Luthers Werke, Kritische Gesamtausgabe («Weimarer Lutherausgabe»), 120 bd., 1883 ff. (nyudgave 2000-2007), ISBN 3740009454

• Martin Luther. Skrifter i udvalg, København 1981-96. Bind 1-9. Credo Forlag
  1. Om et kristenmenneskes frihed. - Luthers fortale til sine skrifter. - Fortalen til Romerbrevet. - Om bodens sakramente. 1981.
  2. Store Galaterbrevskommentar I. Oversat af Helge Haystrup. 1981.
  3. Om kirkens babyloniske fangenskab. Oversat af Ivar Engel Jensen. 1982.
  4. Store Galaterbrevskommentar II. Oversat af Helge Haystrup. 1984.
  5. Troens artikler. Prædikener af Luther. 1985.
  6. Troen og livet. Prædikener, sermoner og teserækker af Luther. 1992.
  7. Troens evangelium - Ord og sakrament. 1994.
  8. Mod Latomus - Om synd og nåde. Oversættelse, indledning og noter af Asger Chr. Højlund. 1995.
  9. Den Store katekismus. Oversættelse, indledning og noter ved Leif Grane. 1996.

• Luthers skrifter i udvalg. 1980-83. Bind 1-5. Aros Forlag.
  1. De reformatoriske hovedskrifter. Redigeret af Niels Nøjgaard.
  2. Skrifterne om kirke og gudstjeneste. Redigeret af Regin Prenter.
  3. Bibelfortolkning og prædikener. Redigeret af E. Thestrup Pedersen.
  4. Evangelium og samfundsliv. Redigeret af Torben Christensen.
  5. Om den trælbundne vilje. Redigeret af Steffen Kjeldgaard-Pedersen.

[redigér] Kilder og noter

[redigér] Litteratur

• Grane, Leif (1983). Evangeliet for folket : drøm og virkelighed i Martin Luthers liv. København : Gad. 284 sider. DK5=27.16 (99.4 Luther, Martin). ISBN 87-12-24250-0
• Lindhardt, Jan (1983). Martin Luther : erkendelse og formidling i renæssancen. . DK5=99.4 Luther, Martin. ISBN 87-418-5244-3 (del af disputats)

[redigér] Eksterne henvisninger

• To danske sider der supplerer hinanden: LutherDansk.dk – MartinLuther.dk (LutherDansk.dk hævdes at være Internettets største samling af Luther-tekster til gratis brug. Med tekster på dansk, engelsk, svensk, norsk, tysk, latin og mange andre sprog).
• Tyske sider: Luther.de – MartinLuther.de

Nyere tid 2. Reformation (1500 til 1700)
Reformationen:	Afladshandel | Bibeloversættelse | Billedforbud | Den tyske bondekrig | Jean Calvin | Confessio Augustana | Cølibat | Luthers 95 teser | Martin Luther | Nådesbegreb | Den augsburgske religionsfred | Hans Tausen | Ulrich Zwingli
Trediveårskrigen:	Den bøhmiske opstand | Christian 4. | Gustav Adolf | Den Katolske Liga (Tyskland) | Den protestantiske union | Restitutionsediktet | Richelieu | Simplicius Simplicissimus | Tilly | Vinterkongen | Wallenstein | Den westfalske fred
Se også: Andre indgange til historien