Kurfyrste

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kurfyrsterne udgjorde i Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation et valgkollegium der udpegede kejseren. Deres antal blev ved den gyldne bulle i 1356 fastsat til syv, men siden øgedes antallet ad flere omgange til ni.
De i 1354 fastsatte kurfyrster var:
1) Ærkebispen af Mainz
2) Ærkebispen af Trier
3) Ærkebispen af Köln
4) Greven af Pfalz
5) Hertugen af Sachsen
6) Markgreven af Brandenburg
7) Kongen af Böhmen
I 1623 overgik det fjerde kurfyrsteskab til hertugen af Bayern, hvorfor man opfandt et ottende til greven af Pfalz i 1648. Disse to blev siden forenede. I mellemtiden blev først hertugen af Braunschweig-Lüneburg (Hannover) og landgreven af Hessen-Kassel optaget i kurfyrstekollegiet. Flere af territorierne fik efterhånden tildelt forstavelsen Kur- for at tydeliggøre deres fyrstes status.

Kurfyrsterne var selvstændige herskere, nærmest sideordnet med kejseren, der ikke havde rettigheder i deres områder. Derfor blev de kaldt "rigs-umiddelbare" (fra tysk Reichsunmittelbar).