Fri vilje

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Problemet om viljens frihed er spørgsmålet om fri vilje i virkeligheden eksisterer og potentielt kan eksistere i en mulig verden (eller er en logisk eller metafysisk selvmodsigelse). Altså:

Hvorvidt vi har en fri vilje
Hvad en sådan i så fald måtte være (om den findes eller ej)

[redigér] Determinisme kontra indeterminisme

Der er grundlæggende to positioner man kan tage til dette problem: Determinisme eller Indeterminisme. Determinisme er den holdning, at alt er forudbestemt af årsager. Den må skelnes fra fatalisme, der er en slags religiøs determinisme, idet den hævder, at alt sker ifølge en forudbestemt skæbne.

Fysisk eller logisk determinisme går ud fra, at alting må have en årsag, også vore handlinger, og dermed er vi determinerede. Verden, herunder os selv, er fuldstændig uden for vores kontrol. Dette falder godt i tråd med den klassiske fysik, men ikke med moderne kvantemekanik. Indeterminisme er den holdning, at determinismen ikke er korrekt.

[redigér] Inkompatibilisme

Samtidig kan man have to holdninger til hvorvidt fri vilje er inkompatibel med determinisme eller ej. Den holdning at de er inkompatible kaldes inkompatibilisme. Er man både determinist og inkompatibilist er man »hård determinist«, og benægter eksistensen af en fri vilje. Er man kompatibilist og determinist er man »blød determinist«.

[redigér] Etik og arv og miljø

Spørgsmålet om fri vilje lurer i baggrunden, hver gang man taler om sociale spørgsmål på en måde hvor man diskuterer om mennesker kan tilkendes eller frakendes et ansvar for deres egen situation. Mange vil mene at en person kun kan tilkendes et ansvar, hvis vedkommende har handlet ud fra en fri vilje. Andre vil mene at man godt kan tilkende et ansvar, selv om personen ikke har handlet ud fra en fri vilje.

Eksempler på sådanne spørgsmål er f.eks. homoseksualitet og kriminalitet, dvs. debatter om forbrydelse og straf.

Så vidt vides, er årsagerne til homoseksualitet delvis arvelige dispositioner, og delvis opvækstmiljøet op til en alder af ca. 5 år. Hvis det er sandt, kan man dårligt pålægge en voksen person et ansvar for sin seksuelle disposition, for uanset om den er bestemt af arv eller opvækstmiljø, er den fastlagt længe før personen blev voksen.

Tilsvarende kan man sige om kriminalitet. Når man taler om årsager til kriminalitet, vil nogle lægge vægt på opvækstmiljøet(»hård barndom«), mens andre betoner arvelige dispositioner (»onde gener«). Men uanset hvilken af disse to muligheder man lægger vægt på, betyder det at kriminaliteten er forudbestemt længe inden personen blev voksen, dvs. forbryderen har ikke handlet på basis af en fri vilje, og kan dermed dårligt pålægges et ansvar for sine handlinger. Nogle vil vælge at sige at forbrydere med »onde gener« kan pålægges et ansvar og dømmes (det er hensigtsmæssigt at uforbederlige kriminelle holdes væk fra samfundet), mens forbrydere med »hård barndom« er personer som det er synd for, og som ikke skal straffes, men genopdrages. Men ud fra et synspunkt om fri vilje er det inkonsekvent - i ingen af tilfældene kan personen »gøre for« sin kriminalitet.

Hele denne type diskussion lider af den fejl, at man antager, at alt har en (ydre) årsag. Men forudsætningen for at tale om fri vilje - og for at pålægge folk et personligt ansvar for deres handlinger - er at folk kan begå handlinger som ikke har nogen som helst ydre årsag, men sættes i gang af dem selv.

Som beskrevet i kapitlet om arv og miljø, synes dette at være muligt. Menneskers egenskaber bestemmes nemlig ikke kun af de biologiske arveanlæg og det opvækstmiljø som genetikerne kalder det fælles miljø, men også af det som genetikerne kalder det individuelle miljø. Hertil hører f.eks. personlige sym- og antipatier, tillid/mistillid og lignende, som tilsyneladende ikke har nogen ydre årsag. Humangenetikken åbner altså mulighed for, at folk i et vist omfang selv vælger deres tanker, f.eks. tanker om hvem de kan lide og ikke lide. Denne videnskabs resultater er altså ikke i konflikt med ideen om en fri vilje - på begrænsede områder.

[redigér] Fysik og viljens frihed

Ingen ved om man har viljens frihed, og indtil videre kan man hverken bevise eller modbevise det. Det er derfor en trossag.

Indtil fremkomsten af kvantemekanikken troede mange at universet var deterministisk eller endog beregnbart, men det rykkede bl.a. Niels Bohr ved, til Albert Einsteins "store skuffelse". Einstein var determinist og kunne ikke forlige sig med tanken om, at "Gud spiller med terninger", dvs. at der forekommer rene tilfældigheder. Han mente, at alt måtte have en ydre årsag, og ved en årsag forstås en fysisk virkning der ikke kan udbrede sig hurtigere end lysets hastighed. Dette spørgsmål blev ikke afgjort i Bohrs og Einsteins levetid, men senere forsøg, især forsøg udført af Alain Aspect omkring 1982, viste at Einstein havde uret. I disse forsøg kunne parvise sæt af elementarpartikler koordinere deres egenskaber under særlige forhold, hvor det var umuligt for signaler at nå fra den ene partikel frem til den anden. Konklusionen blev at en partikel kan ændre egenskaber under indflydelse af hvad der sker med en anden partikel langt borte, og gøre det "momentant", dvs. uden at der er tale om et årsags-virknings-forhold. Dermed er det i teorien også muligt, at en ændret tilstand i en partikel i et menneskes hjerne kan indtræde uden ydre påvirkning, dvs. enten spontant, eller som resultat af en momentan vekselvirkning med en partikel et helt andet sted i universet. Og dermed holder kvantefysikken i princippet en dør åben for, at der kan eksistere en fri vilje.