Sønderborg
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sønderborg (tysk: Sonderburg, sønderjysk: Synneborre) er en dansk by på begge sider af Als Sund, som er vokset op omkring borgen, som blev anlagt lidt før år 1200. Søfart var et vigtigt erhverv fra 1500-tallet indtil nutiden hvor landtransporten har overtaget.
Byen har 26.959 indbyggere (2004) og er en blanding af gamle og nye bygninger. Før i tiden hed jyllandssiden "Den Hellige side". Skulle man over broen, betaltes der bropenge undtagen om søndagen, hvor der var kirkegang. Folkevandringen hver søndag gjorde, at jyllandssiden i folkemunde fik navnet "Den Hellige side". To broer fører trafikken fra Jylland over til Als, Kong Christian den X's Bro fra 1930 midt i byen og den nye højbro fra 1981 Alssundbroen.
|
|
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Erhvervslivet
Sønderborg-området har et dynamisk erhvervsmiljø inden for højteknologi, maskin-, levnedsmiddel-og tekstilindustri og har mange uddannelsessteder og kollegier.
[redigér] Historie
- 1170 På en lille holm i Als Sunds sydlige udløb grundlagde Valdemar 1. den Store i et forsvarsværk for at forhindre vendernes plyndringer
- 1256 Sønderborg nævnes første gang på skrift 15. juli, da hertug Valdemar Abelsøn fra borgen skrev et brev til munkene i Løgumkloster. I nærheden af borgen opstod efterhånden byen Sønderborg. De første indbyggere var bygningshåndværkere, købmænd og folk fra oplandet. Rosengade og Slotsgade var med de oprindelige bygninger de første gader i Sønderborg
- 1461 Sønderborg bys privilegier bekræftes af Christian 1.
- 1488 For første gang omtales en borgmester i Sønderborg.
- 1490 Ved Sønderjyllands første deling kommer Sønderborg under det kongelige len.
- 1532-49 Christian 2. er i fangenskab på Sønderborg Slot.
- 1559 Dronning Dorothea, Christian 3.'s enke, overtager byen og slottet som en del af sit enkegods.
- 1571 Ved dronning Dorotheas død overtager hertug Hans den Yngre besiddelsen af Sønderborg. Hertug Hans var en rigtig renæssancefyrste. Han havde ord for at være en hård negl, og han gjorde alt for at tilegne sig så meget jordegods som muligt på Als og Sundeved.
- 1582 Sønderborgs skibe får toldfrihed på egne varer, når de sejler gennem Øresund.
- 1591 Hertug Hans den Yngre giver byen købstadsrettigheder.
- 1620 Den sorte død rammer byen
- 1657 Byen besættes af svenskerne. Karl Gustav-krigen - 1657-1660
- 1658 Danske, polske og brandenburgske tropper erobrer Sønderborg.
- 1667 Hertug Christian Adolf erklæres fallit og må afstå Sønderborg by og len til den danske krone
- 1675 Den augustenborgske hertug, Ernst Günther, bliver guvernør over Als og Sundeved.
- 1710 Byens skibsfart ligger stille, og handlen er helt ophørt på grund af Den Store Nordiske Krig.
- 1764 Kongen overlader Sønderborg by og len til hertug Frederik Christian 1. af Augustenborg.
- 1770 103 skibe er hjemmehørende i byen.
- 1848-50 Under Treårskrigen er byen hele tiden i dansk besiddelse, og der oprettes lazaretter
- 1857 Pontonbroen, Frederik VII’s Bro, forbinder Als og Sundeved
- 1861 Den danske hær anlægger en skanserække på Dybbølsiden fra Vemmingbund til Als Sund. På Sønderborg Slot indrettes kaserne.
- 1864 Byen beskydes af preussisk artilleri den 2.-3. april, og store dele af centrum bliver beskadiget eller ødelagt og mange civile mistede livet. Byen og hele øen indtages af de preussiske tropper den 29. juni. Det danske bystyre afsættes
- 1867 Sønderborg bliver en tysk by efter indlemmelse af Hertugdømmerne i kongeriget Preussen. Der indrettes preussisk infanterikaserne på Sønderborg Slot
- 1890 havde Sønderborg 5.120 indbyggere
- 1901 Statsbanegården på Sundevedsiden opføres, og banerne til Tinglev og Padborg forbinder byen med den tyske længdebane.
- 1905-07 Marinestationen og skibsartilleriskolen opføres, og her arbejder 1.500.
- 1918 Ved det tyske sammenbrud oprettes – som i mange andre tyske byer den 6 november i Sønderborg et soldaterråd med den karismatiske Bruno Topf som leder. Rådet skulle fungere demokratisk, men Bruno Topf tiltog sig hurtigt for megen magt og blev derfor afsat allerede den 9. november. En historisk myte har siden gjort Bruno Topf til præsident over "Republikken Als", men det er givetvis en misforståelse. Overalt i Tyskland udråbtes den tyske republik, og det er sandsynligvis det, Bruno Topf gjorde på Als
- 1920 Ved folkeafstemningen i 1920 kom Sønderborg tilbage til Danmark, selvom 56% af de stemmeberettigede stemte for at blive i Tyskland. En stor del af middelklassen i Sønderborg kom fra Tyskland, f.eks. mange embedsmænd
- 1930 Pontonbroen afløses af en fast vej- og jernbanebro, Christian X’s Bro
- 1933 Amtsbanen nedlægges. Der anlægges normalspor over broen til Mommark
- 1942 Besættelsesmagten overtager Sønderborg Kaserne.
- 1946 Deutsche Privatschule oprettes på Ringridervej.
- 1951 JF-fabrikken der producerer landbrugmaskiner grundlægges
- 1962 Mommarkbanen lukkes og dermed ophører togtrafikken gennem Jernbanegade
- 1969 Lufthavnen på Kær halvø tages i brug.
- 1970 Indlemmelse af de to nabokommuner Ulkebøl og Dybbøl
- 1998 Syddansk Universitet overtager Handelshøjskole Syd/Ingeniørhøjskole Syd. Socialdemokraterne mister flertallet i bystyret efter 54 års styre.
- 2004 De syv Alssund-kommuner beslutter i december at indgå i Ny Sønderborg kommune fra 1. januar 2007
- 2005 undertegnede Gerhard Schröder og Anders Fogh Rasmussen på 50-årsdagen for København-Bonn-erklæringerne en ny aftale i riddersalen på Sønderborg Slot
- 2006 Indvielsen af storbyggeriet ALSION med en filial af Syddansk Universitet, en forskerpark og koncertsal til Sønderjyllands Symfoniorkester
[redigér] Seværdigheder
Museet på Sønderborg Slot har interesante historiske samlinger. På købmandsmuseet Kastaniehuset udstilles der gamle kolonialvarer, redskaber og kunst og bla. vin og tobak fra tiden 1940 til 1960. Det tyske mindretals museum på Rønhaveplads belyser mindretallets historie efter ca. 1850. Der er kunst- og kulturhistoriske samlinger til belysning af identitet, hverdagsliv krigsdeltagelse 1939-45, retsopgøret, samt den positive udvikling efter 1955.
2 km vest for byen ligger mindeparken med skanserne og mindestuen på Dybbøl Mølle med tegninger, fotos, uniformer og våben fra krigene i 1848 og 1864 og udstilling om møllens historie samt om krigergravene i hele Nordslesvig. I nærheden af møllen ligger Historiecenter Dybbøl Banke, der skildrer den 2. Slesvigske Krigs hændelser ved Dybbøl, Sønderborg og Sundeved.
Skt. Mariekirke hed fra 1541, Skt. Jørgenskirken og var oprindelig kirke for hospitalet Skt. Jørgensgården. Efter Reformationen blev den sognekirke og i starten af 1957 fik den sit nuværende navn Skt. Marie kirken. Følg havnepromenaden i nærheden af kirken og stierne gennem Slotsparken og paralelt med Als Sund helt ud til Sønderskoven.
1888 blev Sønderborgs Kredsringriderforening oprettet og lige siden har man hvert år holdt ringriderfesten i Sønderborg. I nutiden er den årlige ringridning blevet til en folkefest i juli med deltagelse af ca. 500 ryttere og 40.000 gæster. Riddertraditionen med ringridning fra middelalderen har holdt sig i det sønderjyske. I al sin enkelhed går ringridning ud på i fuld galop med en lanse at fange en ring, der er ophængt i en galge. Samspillet mellem hest og rytter kan stadig fascinere, ligesom dengang de rustningsklædte riddere red til rings foran Sønderborg Slot.
[redigér] Skoler og uddannelsesinstitutioner
Sønderborg har mange uddannelser at vælge imellem, og der er et godt samspil mellem uddannelses-institutionerne og erhvervslivet. Et særligt kendetegn ved uddannelsesmiljøet i Sønderborg-området er det tætte samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne i udlandet. På en del af uddannelserne er der mulighed for at læse et semester i udlandet.
[redigér] Sønderborgs folkeskoler
- Ahlmann-Skolen Skolen på Kongevej blev indviet i 1907. Den fungerede indtil 1925 som tysk skole. 1937 fik den navnet Ahlmann-Skolen.
- Dybbøl-Skolen Der er 850 elever, fordelt på Dybbøl-Skolen og Bülow-Skolen.
- Humlehøj-Skolen Skolen, der er opført i 1973, har omkring 400 elever fra 1. – 9. klasse, heraf ca. 1/3 med flerkulturel baggrund.
Skolen har 728 elever
- Ulkebøl-Skole Ulkebøl Skole, der ligger i udkanten af Sønderborg, er den ældste af kommunens 5 folkeskoler. Skolen er 3-sporet med 58 lærere, og ca. 800 elever
[redigér] Privatskoler
- Privatskolen Als Skolen er ikke orienteret i nogen bestemt ideologisk retning, men vedkender sig kulturfællesskab med den danske folkekirke.
- Den tyske Privatskole er tosproglig og fører eleverne ind i den tyske og danske kultur
- Dybbøl Efterskole henvender sig til elever, der har modtaget specialundervisning, og som stadig er interesseret i boglig undervisning.
- Idrætshøjskolen Sønderborg
[redigér] Gymnasier og de videregående uddannelsesinstitutioner i Sønderborg
- Handelshøjskole Ingeniørhøjskole, Universitet er en del af Syddansk Universitet
- VUC Sønderborgs kursister er voksne i alle aldre og fra alle dele af samfundet.
- Sønderborg Gymnasium og HF tilbyder sprog og de naturvidenskabelige fag på højeste faglige niveau og finder det naturligt, at også musik, idræt og billedkunst kan tilbydes på dette niveau
- Amtsgymnasiet i Sønderborg lægger stor vægt på at være et sted, hvor alle trives og kan lære i en venlig, arbejdsom og engageret atmosfære
- Sønderborg Handelsskole gennemfører HG, HH, hovedforløb og efteruddannelser for både unge og lidt ældre fra hele landet.
- EUC syd tilbyder omkring 75 lange og korte erhvervsuddannelser, Teknisk og Internationalt Gymnasium (htx og IGS), akademi- og internationale uddannelser
- Den Sønderjyske Sygeplejeskole Sygeplejerskeuddannelsen varer 3 år og 6 måneder og består af 7 semestre
- Hærens Sergentskole er ansvarlig for uddannelse af hærens mellemledere på alle niveauer uanset om det vedrører grund- eller videreuddannelse