2. Slesvigske Krig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
2. Slesvigske Krig blev udkæmpet mellem på den ene side Preussen og Østrig og på den anden Danmark 1. februar - 20. juli 1864. Krigen førte til, at Danmark mistede Sønderjylland helt op til Kongeåen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Ved kong Frederik 7.'s død skulle prins Christian ifølge Londonaftalen efterfølge ham som både konge af Danmark og hertug af Slesvig og Holsten. I Danmark var i mellemtiden opstået en plan om at opgive Holsten med dens helt tyske befolkning og i stedet knytte Slesvig tættere til riget. Kort før Frederik 7.'s død i november 1863 vedtog rigsdagen en fælles grundlov for Danmark og Slesvig.
Denne helstatspolitik vakte stærk modstand blandt den tyske befolkning i Slesvig og i hele det tyske område. I den tyske forbundsdag i Frankfurt taltes om at befri hertugdømmerne for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem. Ministerpræsident Otto von Bismarck i Preussen var imidlertid ikke interesseret i at styrke det tyske forbund med endnu en stat; han allierede sig derfor med Østrig for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling.
Bismarcks første træk var at lade forbundsdagen vedtage, at Holsten skulle besættes af forbundsstyrker, hvilket skete i julen 1863. Derefter fik Danmark den 16. januar 1864 et ultimatum som krævede, at novemberforfatningen skulle ophæves inden 48 timer. Da Danmark afviste kravet, gik preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig. I mange lande støttede opinionen Danmark, men ingen regering støttede med andet end ord, og Danmark måtte kæmpe alene.
[redigér] Tidslinje
[redigér] Hovedkampene
Hovedkampene i krigen varede fra østrigerne og preusserne overskred Ejderen 1. februar kl. 7 morgen til våbenhvilen, der begyndte 12. maj, efter slaget ved Helgoland 9. maj.
[redigér] Hæren
Krigen begyndte 1. februar 1864. Østrigske og preussiske tropper gik med 57.000 mand over Ejderen - og dermed var krigen mod Danmark i gang. Danskerne havde 4 sårede, 7 fangne og 3 savnede efter dette første sammenstød. De angribende østrigere og preussere led ingen tab.
De danske forposter trak sig tilbage til Dannevirke-stillingen, som man i den danske, folkelige bevidsthed betragtede som nærmest uindtagelig. Denne helt forældede befæstning kunne ikke holdes, fordi fjenden i den hårde vinter kunne passere vestenom Dannevirke over de tilfrosne sumpstrækninger. Derfor valgte den danske hær den 5. februar under kaotiske omstændigheder at trække sig tilbage til den befæstede stilling ved Dybbøl. Efter to måneders svært bombardement og gravning af skyttegrave frem mod de danske skanser angreb og indtog preusserne Dybbøl den 18. april. Herefter var Fredericia danskernes eneste bastion i Jylland, hvorfra man kunne gennemføre modangreb. Men krigsministeren befalede 25. april Fredericias kommandant, general N.C. Lunding, at rømme byen, selvom befæstningen var langt stærkere end Dybbøls oprindelige skanser. Modvilligt lod Lunding de sidste danske soldater forlade Fredericia og sejle til Fyn 28. april. Preusserne og østrigerne besatte størstedelen af Jylland.
[redigér] Flåden
Som i Treårskrigen var det flådens opgave at forhindre landsætning på Øerne og at blokere de tyske Østersø- og Vesterhavshavne. Den preussiske flåde var endnu i sin vorden. De danske skibe kunne uhindret stoppe handelen til de tyske byer og opbringe tyske handelsskibe. Et preussisk forsøg på at forjage flåden fra farvandet omkring Rügen blev afvist. Den østrigske flåde med base i Trieste sendte to fregatter til Vesterhavet for at hæve blokaden af Hamburg. Den danske eskadre sejrede over den østrigske, der var forstærket med tre preussiske kanonbåde, den 9 maj 1864 ud for Helgoland.
[redigér] Forhandlingerne i London
De neutrale stormagter pressede Danmark til at gå med til at drøfte en deling af Slesvig under forhandlinger i London under ledelse af den engelske udenrigsminister, lord Russel. Der var repræsentanter for de krigsførende lande, Danmark, Preussen og Østrig, samt for det tyske forbund, Frankrig, Sverige-Norge. Englands forslag var en deling af Slesvig langs Dannevirke, og muligvis ville England endda sætte magt bag. Preusserne foreslog først en deling ved linien Åbenrå-Tønder og senere en deling tæt på grænsen efter genforeningen i 1920 nord om Flensborg og Tønder. Men de danske forhandlere ville efter instrukser hjemmefra kun afgive den sydligste spids af Slesvig. Denne stædighed trods det nylige nederlag skyldtes til dels, at Christian IX ville have barndomshjemmet Louisenlund syd for Slesvig by med på den danske side. Frankrig foreslog en folkeafstemning om sagen, men den danske delegationsleder udtalte: "Jeg kan ikke engang samtyke i at tage forslaget ad referandum". På grund af den danske letsindige og virkelighedsfjerne halsstarrighed brød forhandlingerne sammen. Det blev vel modtaget i den danske befolkning, at forhandlingerne om delingen af Slesvig var brudt sammen.
[redigér] Afsluttende kampe
Efter våbenhvilens ophør begyndte Preusserne kl. 2 nat 29. juni at sejle soldater over til Als. Det moderne panserskib Rolf Krake lå på dette tidspunkt i Augustenborg Fjord. Rolf Krake sejlede ud i Alssund, åbnede ild mod preusserne og bragte landgangen til ophør i tre kvarter. Men skibschefen, admiral H.P. Rothe, syntes, at skyderiet på Als trak sydpå, hvad der tydede på, det danske forsvar af Als var opgivet. For at deltage i evakueringen af de danske styrker befalede han Rolf Krake tilbage i Augustenborg Fjord, hvorved preusserne kunne genoptage landgangen og endda lægge en pontonbro over Alssund. Efter krigen blev admiral Rothe stillet for en krigsret men frikendt. Nord for Sønderborg satte 5. regiment ind med et modangreb, og 18. regiment kæmpede mod de fremrykkende preussere ved Kjær by. Men det standsede ikke preusserne. Den 3. juli under en patrulje fra Aalborg med soldater fra 1. regiment og 16 dragoner overraskede oberstløjtnant C. Beck en preussisk styrke i landsbyen Lundby. Danskerne angreb i formation med 16. geledder bag hinanden, hvad der var ureglementeret og tåbeligt ifm. angreb. Preusserne vandt efter 3 sårede, medens danskernes døde og sårede var 93 mand. Den preussiske general von Falckenberg gjorde en udflugt med en lille styrke og skrev sig 14. juli ind i kirkebogen i Skagen.
[redigér] Resultatet af krigen
Der sluttedes våbenstilstand den 20. juli, og ved en fredskonference i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Holsten, Lauenburg og Slesvig, så det danske monarkis grænse rykkede helt op til Kongeåen.
