Ringridning
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ringridning er oprindelig en rideturnering fra middelalderen, hvor ringridning var en både populær og frygtet underholdning i de europæiske konge og fyrstedømmer. Frygtet fordi ringridning indgik i de barske ridder-kampe, ofte med livet eller førligheden som indsats
Det var Christian III og hans søn Frederik II, der i 1500-tallet indførte og ændrede ridderkampen til en fredelig rytterdyst. Ved Christian den fjerdes kroning i 1596 blev der arrangeret ringridninger over flere dage og med deltagelse fra Europas kongehuse og fyrstedømmer. Christian IV var selv en ivrig ringrider og deltog i ringridninger både i Danmark, England og Tyskland. Fra begyndelsen af 1800-tallet er der beretninger om, at ringridning indgik i landsbyfester. I 1845 havde hertug Christian August af Augustenborg og hans gemalinde sølvbryllup. I festlighederne indgik en storslået ringridning med deltagelse af 450 ryttere fra hele Als.
Siden hen tog den art ringridning vi kender i dag form, som i al sin enkelhed går ud på at rytteren med sin hest i fuld galop med en lanse skal forsøge at træffe en ring, der er ophængt i en galge. For at blive noteret for at have taget ringen, skal man med lansen rive ringen ud af låsen. Ringen skal forblive på lansen indtil de to galopspring efter galgen er afsluttet.
Ringen er fra 11 mm til 32 mm stor, og lansen kan have en længde fra 50 til 160 cm. Turneringen bliver, typisk, afviklet i 2 runder. I en runde har hver deltager et antal forsøg. Det kan være f.eks. 12 eller 24 ture gennem galgen.
Ringridningstraditionen er bevaret i Slesvig-Holsten og Sønderjylland. I Sønderjylland starter ringridningen i juni i de mindre byer og kulminerer så i de store ringriderstævner i Sønderborg og Aabenraa i juli. Her dyster ca. 400 heste og ryttere om titlen som ringriderkonge. Folkefesten varer fire dage med ringridning, tivoli, øl og dansetelte.
