Paul Ricoeur
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Paul Ricoeur (27. februar 1913 i Valence - 20. maj 2005 i Chatenay) var fransk filosof. Han er bedst kendt for sit forsøg på at kombinere fænomenologisk beskrivelse med hermeneutisk fortolkning.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Ricoeurs unge år blev præget af to forhold : For det første blev han født i en troende, protestantisk familie, hvilket betød, at han tilhørte et religiøst mindretal i Frankrig. For det andet døde hans far ved fronten under 1. verdenskrig, da Ricoeur kun var to år gammel. Derfor blev han opdraget hos en tante i Rennes, hvor han levede af en lille pension som forældreløst krigsbarn. Ricoeur var en læsende, intellektuelt tidligt udviklet dreng, hvis hang til studier blev forøget af familiens protestantiske krav om bibellæsning.
[redigér] Uddannelse
Ricoeur fik sin eksamen fra universitetet i Rennes 1933 og begyndte studierne på Sorbonne i Paris i 1934. I 1935 fik han det næstbedste resultat i landet, og det pegede på en lys fremtid trods hans provinsielle tilhørsforhold.
- 1933-1934: Lærer ved gymnasiet i Saint-Brieuc
- 1935-1936: Lærer ved gymnasiet i Colmar
- 1937-1939: Lærer ved gymnasiet i Lorient
2. verdenskrig afbrød Ricoeurs karriere, da han blev indkaldt til krigstjeneste ved den franske mobilisering i 1939. Hans enhed blev fanget under den tyske invasion af Frankrig, og han tilbragte krigen som krigsfange. I fangelejren mødte han andre intellektuelle som Mikel Dufrenne, der organiserede højtlæsninger og undervisning på så højt et niveau, at lejren blev anerkendt af Vichy-regeringen som et institut, der kunne give videnskabelig uddannelse. I denne periode læste han Karl Jaspers, der påvirkede ham meget. Han begyndte også at oversætte Edmund Husserls Ideen zu einer reinen Phänomenologie und phänomenologischen Philosophie.
[redigér] Videnskabeligt arbejde
Efter krigen var Ricoeur forsker ved Le Centre national de la recherche scientifique [[1945-1948 og besad derefter et professorat i filosofiens historie ved universitetet i Strasbourg fra 1948 til 1956. Det blev en periode, hvor han offentliggjorde mange værker. I 1950 tog han doktorgraden på grundlag af to afhandlinger, dels en mindre, som var en oversættelse og kommentar til 1. bind af Husserls Ideen, og dels en større, der senere blev udgivet som Le Volontaire et l'Involontaire (Det frivillige og det ufrivillige). På grundlag af hans videnskabelige arbejde fik Ricoeur ry for at være ekspert i fænomenologi, som var blevet en meget populær, filosofisk retning i efterkrigstidens Frankrig. I 1947 blev han medlem af redaktionen på tidsskriftet Esprit.
I 1956 fik Ricoeur stilling ved Sorbonne som professor i almen filosofi. Udnævnelsen gav stødet til hans anerkendelse som en af Frankrigs mest fremtrædende filosoffer. Det var i denne periode, at han skrev de to værker, Essai sur Freud og La symbolique du mal, som underbyggede hans position.
Fra 1965 til 1970 var Ricoeur professor i filosofi ved det nyoprettede universitet i Nanterre. Stedet var planlagt som et eksperiment i progressiv undervisning, og Ricoeur håbede, at det ville give ham mulighed for at slippe væk fra den kvælende atmosfære ved det traditionsbundne Sorbonne og skabe et universitet efter egne forestillinger. Desværre blev netop Nanterre centrum for studenterprotesterne i majopstanden 1968, og Ricoeur blev latterliggjort som "den gamle klovn" og betragtet som et redskab for den franske regering.
Da han nåede bunden af sin popularitet og var mest utilfreds med sit liv, fik han arbejde ved universitetet i Chicago i 1970, hvor han blev indtil 1985. En følge af det blev, at Ricoeur fik et kendskab til amerikansk filosofi og samfundsvidenskab, der gjorde ham til en af de få, som var lige godt hjemme i fransk, tysk og engelsk intellektuel debat. Resultatet blev to af hans mest afgørende og varige værker: La métaphore vive og de tre bind af Temps et récit. Bygget på en diskussion om fortællingens identitet og hans vedvarende interesse for jeg'et kunne Ricoeur udgive hovedværket "Soi-même comme un autre."
Med Temps et récit vendte Ricoeur hjem til Frankrig som en intellektuel superstar.
I 2004 modtog han John W. Kluge prisen for de humane videnskaber.
Paul Ricoeur sov ind den 20. maj 2005 i sit hjem i Chatenay Malabry vest for Paris. Den franske premierminister, Jean Pierre Raffarin, erklærede, at 'den europæiske, humanistiske tradition sørger over tabet af én af sine mest talentfulde bærere'.
[redigér] Bibliografi
- Karl Jaspers et la philosophie de l’existence, 1947 (genudgivet 2000)
- Gabriel Marcel et Karl Jaspers: Philosophie du mystère et philosophie du paradoxe, 1948
- Philosophie de la volonté, 1950-1960
- bind 1: Le volontaire et l'involontaire, 1950 (genudgivet 1988)
- bind 2: Finitude et Culpabilité. I. L'homme faillible, 1960
- bind 3: Finitude et Culpabilité. II. La symbolique du mal, 1960
- Histoire et vérité, Seuil, 1955 (tredje udgave 1990)
- Platon et Aristote. Etre, essence et substance chez Platon et Aristote, 1960
- De l'interprétation. Essai sur Freud, 1965 (genudgivet i 1995)
- Le conflit des interprétations. Essais d'herméneutique, 1969
- La métaphore vive, 1975
- Interpretation Theory : Discourse and the Surplus of Meaning, 1976
- La sémantique de l'action, 1977
- The Contribution of French Historiography to the Theory of History, 1980
- Temps et récit, 1983-1985
- Bind 1: L’intrigue et le récit historique, 1983 (genudgivet 1991)
- Bind 2: La Configuration du temps dans le récit de fiction, 1984 (genudgivet 1991)
- Bind 3: Le Temps raconté, 1985 (genudgivet 1991)
- À l’école de la phénoménologie, 1986 (genudgivet 2004)
- Du texte à l'action. Essai d’herméneutique II, 1986
- Soi-même comme un autre, 1990 (genudgivet 1996)
- Lectures I. Autour du politique, 1991
- Lectures II. La Contrée des philosophes, 1992
- Lectures III. Aux Frontières de la philosophie, 1994
- Éthique et responsabilité, 1994
- Le juste, 1995
- Réflexion faite. Autobiographie intellectuelle, 1995
- La critique et la conviction, 1995
- Le Mal. Un Défi à la philosophie et à la théologie, 1996
- L'idéologie et l'utopie, 1996
- Ce qui nous fait penser. La nature et la règle, 1998.
- Penser la Bible, 1998
- La Mémoire, l'histoire, l'oubli, 2000
- Le Juste II, 2001
- L’Herméneutique biblique, 2001
- Parcours de la reconnaissance, 2004
- Sur la traduction, 2004
[redigér] Litteratur
- Charles E. Reagan: Paul Ricoeur: His Life and Work, 1998, ISBN 0226706036
- Francois Dosse: Paul Ricoeur: Les Sens d'une Vie, 1997, ISBN 2707127299
