Kongens Fald
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kongens Fald er en historisk roman af Johannes V. Jensen. Værket blev oprindelig udgivet i i tre dele: Foraarets Død (1900), Den store Sommer (1900) og Vinteren (1901).
Romanen udspiller sig i Danmark fra slutningen af 1400-tallet til midten af 1500-tallet med Christian 2. som en central person.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Resume
[redigér] Forårets død
Indledes med at hovedpersonen, studenten Mikkel Thøgersen, er på vej tilbage til København med nogle æg. Han stifter her bekendtskab med nogle lejesoldater, heriblandt junkeren Otte Iversen. De begiver sig ind mod København, hvor Mikkel for første gang træffer sammen med den unge kongesøn Christian. Mikkel viser sig her som den kommende konges diametrale modsætning: Han er stille og eftertænksom, mens kongen er udadvendt og kort for hovedet.
Mikkel Thøgersen bliver smidt ud af universitetet. Han møder Otte Iversen igen. Otte er på vej i krig mod Sverige, men inden han tager i krig udveksler han kys og lidenskab med den jødiske pige Susanna. Mikkel har været hemmeligt forelsket i denne Susanna, og da han ser Otte som skyldig i, at Susanna er endt i gabestokken for hor, beslutter han sig for hævn, som følger ham resten af hans dage. Fra dette tidspunkt er Mikkel følelsesmæssigt afstumpet.
Han tager til sin hjemegn og besøger sin far og bror. Mikkel hævner sig her mod Otte Iversen, da Mikkel voldtager Ane Mette, en pige fra egnen, som Otte er forelsket i. Otte kommer hjem fra krigen i Sverige og rider med al hast igennem landet. Da han kommer til Himmerland erfarer han, hvad der er sket. Han rider i dyb sorg tilbage til familiens herregård Moholm.
Efter Mikkels ugerning lader han sig hverve som lejesoldat. Han overlever med nød og næppe krigen mod ditmarskerne.
[redigér] Den store sommer
Handlingen er sprunget frem i tiden. Mikkel Thøgersen er nu budbringer for biskop Jens Andersen Beldenak. Han ankommer til bispegården i Odense, hvor han skal bringe en besked ud. Han får følgeskab af den unge Axel. De rider gennem Jylland, mens han snakker lystigt om forskellige ting. Han fortæller Mikkel, at han har fået et skattekort af jøden Mendel Speyer. Vi erfarer senere, at Axel er produktet af Susanne og Otte Iversens elskov tidligere i romanen. De to personer er modsætninger til hinanden. Axel er snakkesalig glad og udadvendt, mens Mikkel er stille eftertænksom, ja nærmest melankolsk. Mikkel finder ud af, at både Otte Iversen og Ane Mette er blevet gift og har begge fået børn. Mikkel rider hurtigt videre.
Igen er Mikkel budbringer for Jens Andersen Beldenak. Han har fået den korte besked Consummatum est, som han overbringer til ærkebiskop Gustav Trolle. Denne spørger Mikkel, om han ikke ønsker noget. Mikkel svarer, at han gerne vil være en del af kongens hird. Herfra er kongens og Mikkels skæbne forbundet. Herefter begynder det Stockholmske Blodbad.
Mikkel bliver syg, og Axel opsøger ham på hans dødsleje. Mikkel tilbyder at oversætte Axels skattekort, men Axel afviser. Mikkel bliver rasende, og dagen efter er han rask. Axel er også til stede i Stockholm. Han bliver gift med Sigrid, men stikker af efter få dage. Han tilbringer vinteren sammen med hedningen Kese og hans smukke datter, Magdalene. Han kommer tilbage til Danmark, hvor han gifter sig med Inge. Hun er Mikkel og Ane Mettes barn. Dette erfarer Mikkel, da han besøger Axel. Mikkel vil ikke møde Inger, men Axel indvilger i at følge Mikkel over Øresund. Mikkel slår Axel med sit sværd over knæskallerne. Den jødiske lægmand Zacharias forsøger at redde ham, men forgæves. Axel dør og bliver begravet på Gråbølle kirkegård.
Kongens popularitet er på retur, og han afsættes af de jyske stænder i Viborg. Han rejser over Lillebælt, men vender flere gange om. Han ender dog til sidst i Middelfart. Inger græder over sin mand Axels død. En nat besøger han hende, og hun bønfalder ham om at tage hende med i graven, men Axel nægter. Han går tilbage til sin grav, og hun ser ham ikke igen.
[redigér] Vinteren
Romanen springer endnu engang i tid. Mikkel kommer hjem fra en pilgrimsrejse til det hellige land. Alt virker uforandret, men der er ved at ske omvæltninger. Bønderne på egnen gør oprør, brænder herregården Moholm og dræber Otte Iversen. Ved siden af Otte ligger Steffen af Kvorne, den mand, som Ane Mette giftede sig med efter Mikkels voldtægt.
Nu er alle Ane Mettes mænd samlet, den hun holdt af (Otte), den der holdt af hende (Mikkel) og den, hun giftede sig med (Steffen). Dette er en snedig måde fra Johannes V. Jensen at se tilbage i romanen samtidig med, at den viser hvad der er sket med dem alle. Bønderne besejrer adelsmændene i et slag ved Svenstrup by. Denne krigslykke varer dog ikke ved. Bønderne besejres under skipper Clement i et slag ved Aalborg kort efter. Kongens trofaste forbundsfælle, ærkebisp Trolle, såres dødeligt, mens andre enten begår selvmord eller bliver myrdet. Kongen bliver sat i fangenskab på Sønderborg Slot, mens Mikkel bliver tjener og medfange.
Kongen og Mikkel diskuterer, om Jorden drejer om solen eller omvendt. For at få svar på dette rejser Mikkel til Lübeck, hvor der bor en mand ved navn Zacharias, som må vide besked. Han har et alter ego: Et menneske, som har fået fjernet kroppen og kun har det overdimensionerede hoved tilbage. Skabningen hedder Carolus. De aftaler, at Mikkel skal komme tilbage den næste dag for at få svaret, men Mikkel falder hen i feber. Han kommer til at røbe, hvad Zacharias gemmer i sit hus. Zacharias og Carolus bliver brændt på bålet. Mikkel vender tilbage til Sønderborg med uforrettet sag. Han er meget syg, men han bliver bedre og fortæller kongen historier om slagmarkerne i Europa. Mikkel dør dog til sidst.
[redigér] Bogens historiske ramme
Netop som romanen indledes, begynder et oprør i Sverige, og kong Hans udruster en hær, som besejrer svenskerne. Otte, en af bogens personer, kæmper i denne krig. Den næste historiske begivenhed er nederlaget i Ditmarsken i 1500. Kong Hans og hans bror Frederik af Gottorp hyrer en hær af lejesoldater ledet af junker Slentz. Mikkel Thøgersen, en anden af bogens personer, deltager i denne krig. Han overlever som én af de få. Lejesoldaterne lider en krank skæbne, og de fleste bliver dræbt. Dette nederlag skyldes udelukkende militær inkompetence og ditmarskernes brug af digerne og kendskab til terrænet. Størstedelen af hæren bliver nedslagtet, og det er et stort nederlag for den danske konge og bliver begyndelsen til enden på Danmarks stormagtsstatus.
Bogen springer herefter nogle år, hvor det formodes, at Mikkel Thøgersen kæmper som lejesoldat på Europas slagmarker. Danskerne er igen i krig med svenskerne. Christian 2. vinder i isnende kulde et slag ved Tiveden over Seksten Sparre og de svenske rebeller. Dette fejres i Stockholm, og kong Christian krones som konge af Sverige. Under disse ellers så festlige begivenheder anholdes de svenske stormænd, og blodbadet i Stockholm er en realitet. Omkring 100 svenske stormænd halshugges på Stortorvet. Dette medfører, at Kalmarunionen endeligt ophører, og Danmark og Sverige vil fra dette tidspunkt altid være to adskilte riger.
Nedslagtningen af de svenske stormænd medfører, at de jyske stænder i Viborg afsætter kongen. Det er efter dette, at kongen foretager den spektakulære sørejse mellem Snoghøj og Middelfart, hvor kongen ikke kan bestemme sig til, om han skal vende tilbage og overbevise stænderne om sit værd, eller han skal samle en hær og kræve sin ret med våbenmagt.
Kongen bliver under Grevens Fejde fængslet på Sønderborg Slot, mens grev Rantzau, også kendt som "Den sorte greve", nedslagter de danske bønder, og adelsvældet styrkes betragteligt. I stedet for den fængslede konge indsættes hans farbror som konge under navnet Frederik 2..
Carl Bloch malede i 1871 et billede af sagnet om den indespærrede Christian 2, der går rundt om et bord. I baggrunden ses en tjener og det er nærliggende at tro, at Johannes V. Jensen har haft dette billede i tankerne, da han skrev om Mikkel Thøgersen.
