Frederik 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Fakta om Frederik 1.

Født	7. oktober 1471
Fødested	Haderslevhus
Død	10. april 1533
Begravet	Slesvig Domkirke
Regeret	Danmark 1523-1533 Norge 1523-1533
Valgsprog	Mit håb er Gud alene
Far	Christian 1.
Mor	Dorothea af Brandenburg
Ægtefælle	Anna af Brandenburg Sophie af Pommern
Børn	Med Anna: Prins Christian Samt yderligere et barn Med Sophie: Hans den Ældre af Slesvig-Holsten, 1521-1580 Elisabeth, 1524-1586 Adolf, 1526-1586 Dorothea, 1528-1575 Frederik, 1529-56

Frederik 1. var den anden (og yngste) søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. Han var konge af Danmark og Norge fra 1523-1533. Han voksede op i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

I 1490 foranledigede Christian 1.'s enke Dorothea, at hertugdømmet blev delt mellem hendes sønner Hans og Frederik, således at Hans fik den segebergske del og Frederik, som fik lov til at vælge først, den gottorpske del. For ikke at bryde en aftale om, at hertugdømmerne skulle forblive udelt, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem sammen. Fra 1490-1523 regerede hertug Frederik på Gottorp og bragte både fred og stigende velstand til hertugdømmet. Da Christian 2.'s trone begyndte at vakle under ham, indgik Frederik en alliance med utilfredse medlemmer af den danske adel. Den 8. marts 1523 erklærede hertug Frederik kongen Christian 2. krig, og allerede 18 dage senere hyldedes Frederik som konge i Viborg. Da Christian 2. forlod Danmark den 13. april, underskrev Frederik sin håndfæstning med adelen, og lod sig hylde som Frederik 1. af Danmark og Norge.

Christian 2. og hans dronning Elisabeth forlod København ombord på orlogsskibet Løven og flygtede til Holland. Det var en sorgens dag for Københavns indbyggere og Danmarks almue og borgerskab. Voldene og stranden var efter sigende fulde af bedrøvede mennesker, som fulgte deres bortsejlende konge med øjnene. Christian 2.'s love blev erklæret for fordærvelige og hans lovbøger blev brændt på bålet.

Frederik 1.'s regeringsperiode var præget af uro blandt borgere og bønder, der ønskede at få Christian 2. genindsat som konge. I årene 1524 og 1525 var der tilløb til oprør i Jylland og Skåne. Christian 2.'s statholder på Gotland, Søren Norby gik i land i det vestlige Blekinge i et desperat forsøg på at få genindsat Christian 2. på Danmarks trone, og det lykkedes at samle ikke mindre end 8.000 mand, som indledte en belejring af Helsingborg Slot.

Frederik 1.’s holstenske hærfører Johan Rantzau med en hær på 900 knægte og 400 ryttere samt artilleri forenede sig dog med den danske adelshær samt et kontingent svenske tropper. Disse knuste den utrænede bondehær i to blodige slag ved Lund den 28. april og ved Bunketofte på Helsingborgsletten den 4. maj 1525. I slaget ved Lund blev bønderne forfulgt helt ind i byens domkirke, og 60 borgere, som havde søgt tilflugt i domkirken, blev slæbt ud og slagtet af soldaterne. Bondehærens tab blev sat til cirka 3.000 døde.

I 1532 lykkedes det Frederik at lokke Christian 2. til Danmark under løfte om frit lejde. Kongen brød løftet og satte den tidligere monark i fængsel på Sønderborg Slot. I 1549 blev den nu 68-årige Christian 2. overført til Kalundborg Slot, hvor han opholdt sig til sin død i 1559.

I størstedelen af sin regeringsperiode opholdt Frederik sig på Gottorp Slot. Han kom kun til Danmark, når det var absolut nødvendigt, og Norge besøgte han aldrig. På trods af den strenge håndfæstning lykkedes det Frederik at få stor politisk indflydelse. I nogle tilfælde truede han med at fraskrive sig tronen til fordel for den landflygtige Christian 2. Ganske virkningsfuldt.

På trods af at han i håndfæstningen havde lovet at værne om den katolske kirke, indførte Frederik 1. reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Eksempelvis udnævnte han Hans Tausen, hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, til sin kapellan. I 1526 gennemførte Frederik 1., at bisperne fremover skulle vælges i Danmark.

Frederik 1. døde på Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke. Han var gift med kurfyrsten af Brandenburgs datter, den 15-årige hertuginde Anna. Hun døde i en alder af 27 år. De fik to børn, hvoraf det ene blev den senere kong Christian 3.. I sit efterfølgende ægteskab, med Sophie af Pommern, fik han yderligere fem børn.