IC3
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
IC3 er navnet på DSB's intercity togsæt, der består af 3 vogne og blev leveret i årene 1989-98. Toget er et dieseldrevet togsæt bestående af tre vogne (MFA-FF-MFB) og blev leveret af ABB Scandia, Randers (i dag en del af Bombardier).
Forreste og bagerste vogn (MFA og MFB) er forsynet med førerrum, dørpartier, toiletter mv. foruden passagerafdeling. Midtervognen (FF) har kun passagerafdeling og adgang til denne sker derfor via MFA og MFB. Motorer og anden udrustning befinder sig under passagerafdelingerne så der er fri gennemgang i hele togets længde.
Et karakteristisk træk er gumminæserne på frontene. Når to togsæt er sammenkoblet kan der dannes passage mellem dem i det førerbordet i respektive togsæt simpelthen drejes til side og gemmes bag en foldevæg. Tilsvarende gumminæser findes på IR4, privatbanernes IC2 og Øresundstogene og er desuden eksporteret til Belgien.
Der er leveret 92 IC3 til DSB og yderligere 4 er købt brugt fra Sverige så der i dag er 96 IC3. De er nummereret som følger i det de tre vogne i hver sæt altid har løbenumre fælles:
- MFA 5001-5096
- FF 5401-5496
- MFB 5201-5296
Alle IC3 er adopteret af danske byer (og enkelte udenlandske) der har opkaldt dem efter lokale afdøde kendte personer. Ofte har togsættenes indvendige udsmykning relation til denne person.
Konceptet med et selvkørende 3 vogns togsæt viste sig at være en god eksportartikel og er siden solgt til Sverige og Israel. Fire af de svenske tog blev i 2003 solgt til DSB mens resten kom til Israel.
En unik specialitet er at IC3-togene og IR4-togene kan sammenkobles og fremføres i en samlet togstamme med både aktiv diesel og el-traktion. Så vidt vides findes der ingen andre togtyper i verden, hvor det er muligt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Strækninger
Toget benyttes primært som intercity og intercitylyn på de fire strækninger fra København over Odense til:
- Middelfart - Esbjerg
- Fredericia - Vejle - Herning - Struer - evt. også Thisted.
- Fredericia - Vejle - Århus - Aalborg - evt. også Frederikshavn
Desuden køres EuroCity:
- København - Ringsted - Nykøbing Falster - Rødby - Puttgarden - Lübeck - Hamburg.
Efter åbning af Øresundsforbindelsen åbnede man en rute fra København til Ystad med færgeforbindelse til Rønne. Denne trafikeres i dag af Øresundstog.
[redigér] Tekniske data
Leverandør: | ABB Scandia |
Levering: | 1989 - 1998 |
Drivkraft: | 4 dieselmotorer à 294 kW |
Transmission: | Mekanisk |
Bremsesystem: | Trykluftbremse og magnetskinnebremse |
Maksimal hastighed: | 180 km/t |
Maksimal acceleration: | 1,0 m/s2 |
Længde over koblinger: | 58,80 m |
Bredde/højde: | 3,10 m/3,85 m |
Akselafstand: | 17,73 + 2,50/2,70 m |
Gulvhøjde: | 1,30 m |
Vognkassemateriale | Aluminium |
Tjenestevægt: | 97,0 t |
Varmesystem: | Klimaanlæg |
Antal siddepladser: | 1. kl: 16, 2. kl: 122 + klapsæder: 6 |
Maksimal togstørrelse: | 5 togsæt |
Sikkerhedssystem: | ATC 7/17 togsæt med svensk/tysk ATC |