Anarkisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||||||||||||||
|
Anarkisme (gr. ἀναρχία anarkhia "anarki, fravær af et styre") er den lære, der hævder, at intet menneske skal herske over et andet menneske. En tilhænger af anarkismen kaldes anarkist.
Den anarkistiske utopi, anarkiet, er grundlæggende visionen om et anti-autoritært samfund, hvor ethvert individ har mulighed for at leve og udvikle sig selvstyret, selvorganiseret og frit. Hvordan anarkiet i praksis kunne udfolde sig, er der i tidens løb blevet givet mange bud på.
Den traditionelle anarkisme modsætter sig eksistensen af stater og kapitalisme (eller ethvert økonomisk system baseret på (privat) ejendomsret), som den først og fremmest ser som grundlaget for et autoritært samfund. Dog kendetegnes anarkismen også ved dens radikale kritik af alle former for hierarkisk organisering og undertrykkende og diskriminerende behandling.
En nyere strømning mener, at anarkismen også er den yderste konsekvens af liberalismen, da anarkismen netop tillader det enkelte menneske maksimal frihed. Af samme grund findes der også liberalistiske anarkister, omend den anarkistiske hovedstrømning som regel er antikapitalistisk. Her skal dog særligt hovedstrømningen beskrives. Nederst er en lille indledning til diskussionen mellem denne såkaldte anarko-kapitalisme og den traditionelle anarkisme. Se i øvrigt også anarko-kapitalisme.
Det anarkistiske "fravær af styre" er ikke lig kaos, selvom ordet anarki af og til bruges i sådanne sammenhænge.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oprindelse
Der er mange enkelte forløbere for den moderne anarkisme, blandt andet i det antikke Grækenland, der foregriber nogle tanker om anarki, men det man kan kalde den moderne anarkisme opstod i den revolutionære arbejderbevægelse. Da de europæiske og nordamerikanske samfund gennem det 19. århundrede omdannedes til kapitalistiske og industrialiserede samfund, måtte mange bønder flytte ind i byerne for at kunne forsørge sig.
Her solgte de deres arbejdskraft på fabrikker til fabriksejeren, også kaldet kapitalisten, mod betaling og blev dermed til lønarbejdere. Arbejderne var på denne tid uorganiserede og arbejdede – og som regel også levede - under særligt dårlige forhold. Dette var baggrunden for at anarkismen blev til en bevægelse med sit centrum i den industrielle produktionssfære.
I områder der på denne tid var mindre industrialiserede betød det også opkomsten af store, anarkistiske landarbejderbevægelser. Se fx Makhnobevægelsen i Ukraine.
[redigér] Anarkismen i praksis
Anarkister adskiller sig fra mange andre bevægelser gennem deres praksis. Et kernebegreb i den anarkistiske praksis er ’’direkte aktion’’. Direkte aktion vil sige at opnå sine mål direkte, i stedet for kun at øve indflydelse på andre. Anarkister gør dog brug af begge. Den direkte aktion blev til at starte med særligt brugt i faglige kampe. Men blev også udvidet til bolig-kampen mv. og ved i praksis at ændre sine leveforhold til det man ønskede.
[redigér] Anarkismen i det 20. århundrede
Den anarkistiske bevægelse har overvejende gennem det 20. århundrede oplevet et tilbagefald, ligesom andre samfundskritiske grupper generelt. Ikke i Danmark, men i andre lande formåede den anarkistiske bevægelse at forankre sig i arbejderbevægelsen og har stadig en vis magt i visse dele af arbejderbevægelsen (se Syndikalisme).
Overordnet er den anarkistiske bevægelse i dag ikke synlig gennem arbejderkamp, men lægger kræfter og har lagt kræfter i en række andre politiske områder. Her skal hovedsageligt lægges vægt på anarkismen i Danmark. Den kronologiske beskrivelse giver ikke et fuldstændigt billede af anarkismen i Danmark, men forsøger at vise, i hvilke bevægelser anarkister har haft indflydelse og fået større opmærksomhed.
[redigér] 68'-oprøret
Den første gang efter 2. Verdenskrig, hvor anarkister får betydning, også i Danmark, er gennem ungdomsoprøret i og omkring 1968. Der blev dannet mange autonome, anarkistiske grupper og der blev også dannet en koordinationsorganisation ved navnet "Den anarkistiske Føderation i Danmark". Ungdomsoprøret bestod dog på ingen måde kun af anarkister, men de fleste havde dog en samfundsutopi, der på visse punkter svarer til anarkismen, og forsøgte også at leve livet på en sådan måde.
Under ungdomsoprøret og i de efterfølgende kommuner/kollektiver, der blev dannet, forsøgtes hovedsageligt at gøre op med forældrenes borgerlige moral, med de nye isolerede boformer, som fx parcelhuskvarterer, med den hierarkiske organisering på uddannelsessteder og i familierne (se Patriarkat), men også på storpolitisk niveau ved antimilitaristiske aktiviteter mod Vietnamkrigen.
Endnu idag eksisterer Christiania, som også var et forsøg på at skabe et andet samfund på bydelsniveau. Christiania undergår dog nu en såkaldt normalisering. På Christiania eksisterede der kollektiv ejendomsret til jorden og beslutningsprocesserne var nært demokratiske. Man søgte at skabe en bydel, der er et leveværdigt sted for alle. Samtidig ser man også på Christiania mange selvorganiserede aktiviteter, såsom fællesmøder og kulturelle aktiviteter m.m.
[redigér] 1980’erne
I forbindelse med den musikalske revolution gennem el-guitarens opståen m.v., opstår også punken og punkerne. Punken er i højere grad anarkistisk præget end fx 68'erne. Punken var i sin oprindelige form ikke-kommerciel og byggede derimod på DIY-princippet.
Sideløbende med punkerne opstod også boligbevægelsen (se BZ) og den autonome bevægelse, hvor mange punkere i øvrigt også var aktive. Boligbevægelsens mål var at overtage tomtstående huse som direkte aktion mod bolignøden. Disse huse blev enten indrettet som med alternative boformer og blev også ofte udgangspunkt for politisk, social og kulturel aktivitet i lokalområdet. Nogle huse blev også for en nat eller i det mindste uden offentlighedens kendskab besat. Det betegner man normalt som at slumstorme. Det eneste hus som består i dag er Ungdomshuset på Nørrebro i København, der efter flere besættelser blev givet af Københavns Kommune til en ikke nærmere defineret gruppe af brugere. Siden har det været et samlingspunkt for ikke-kommerciel kultur og politisk aktivisme blandt københavnske anarkister og venstreradikale generelt.
Boligbevægelsen var en del af den autonome bevægelse. Den autonome bevægelse var i højere grad politisk og forsøgte at finde et nyt udgangspunkt for teori og praksis, men førte det også ud i livet. De autonome grupper beskæftigede sig hovedsageligt med international solidaritet i forbindelse med repressionen mod de tyske, som terroristisk betegnede, grupper, som fx Rote Armee Fraktion (populær under navnet "Bahder-Meinhof-banden"), i forbindelse med USA's aggressive adfærd i udlandet og i forbindelse med den palæstinensiske intifada. Da EU gennem 80'erne og 90'erne udvider sin magt i forhold til nationalstaterne, kommer det også til at spille en vigtig rolle. Den autonome bevægelses med dens anarkistiske grupper finder så småt sin ende efter gadekampene på Nørrebro, København, d. 18. maj 1993.
[redigér] Anarkisme i Danmark i dag
Anarkismen har aldrig som enestående kraft fået fodfæste i Danmark, og dette præger også billedet i det nye årtusinde. Således er den organiserede anarkisme meget spredt. Der eksisterede en gruppe/netværk med navnet "Den anarkistiske Føderation" i starten af det nye årtusinde, men er idag ikke længere aktiv. I København er de anarkistiske aktiviteter særligt samlet i og omkring Ungdomshus-miljøet. Og der findes også mindre anarkistiske grupper rundt omkring i landet. Anarkister i Danmark mødes normalt til kampe om fristedet Ungdomshuset, til aktioner mod G8-topmøderne og deltager ellers i aktioner og aktiviteter med venstreorienterede grupper eller andre mennesker, som de kan finde fælles fodslag med.
Det er også vigtigt at nævne de mange autonome grupper, der har udgivet anarkistiske tidsskrifter. Et succesfuldt tidsskrift var det Aalborg-baserede "Sabot", men det udgives dog ikke mere.
[redigér] Teori
[redigér] Kritikken af det autoritære samfund og samliv
Da anarkismen søger et grundlæggende opgør med det nuværende samfund og menneskers samliv er kritikken naturligvis også omfattende og udvikler sig stadigt. For nogle anarkister tager kritikken udganspunkt et sted, for andre anarkister et andet sted. De traditionelle anarkistiske teorier tager særligt udgangspunkt i økonomi og politik, mens meget få eller sig i periferien befindende forfattere beskæftigede sig med andre temaer. Visse prominente anarkister, som fx Proudhon, kritiseres derfor bl.a. for en antisemitisk holdning i forhold til hans kapitalismekritik og en sexistisk holdning overfor kvinder. I dag vil det derimod være uomgåeligt for en anarkist ikke afvise fx racisme, sexisme og homofobi.
[redigér] Økonomisk kritik
I dag modsætter de fleste anarkister sig kapitalismen, såvel som andre økonomiske systemer gennem de i hvert fald sidste 2000 år. Et grundlæggende kendetegn for alle disse var ejendomsretten. Således kritiserer anarkister særligt ejendomsretten i en bestemt form eller i alle dens former. Ejendomsretten, særligt den til produktionsmidlerne (jord, maskiner osv.), påstås at føre til en koncentration af magt hos dem, der besidder disse midler, fordi produktionsmidlerne koncentreres på færres hænder, hvilket vil føre til at det overvejende flertal må leve på mindretallets betingelser.
I produktionen gav denne magt sig før den moderne tid udtryk i stavnsbånd, livegenskab og daglejeri; i den moderne tid, kapitalismen, ved at flertallet må sælge sin arbejdskraft til det mindretal, der besidder produktionsmidlerne. Dette kapitalismens specielle kendetegn kaldes også lønarbejde.
Mange misforstår ofte ideen om ejendomsrettens afskaffelse. Disse tillægger således anarkister ideen om "kaos", hvor mennesker har fri mulighed for at stjæle fra andre og gøre andre skade efter forgodtbefindende. Med ejendomsrettens afskaffelse ser anarkister dog først og fremmest muligheden for at skabe et frit samfund, fordi individer (ofte sammen med andre) først da har mulighed for på den ene side at være kreativ og producere goder frit og på den anden side at kunne forbruge goder (fx mad og drikke) frit - altså efter egne behov.
[redigér] Politisk kritik
Alle anarkister modsætter sig eksistensen af stater. Visse fokuserer på staten som forsvarer af den økonomiske undertrykkelse gennem ejendomsretten. Andre modsætter sig mere generelt staten, fordi den gennem sine love er det klareste udtryk for, at nogle bestemmer over andre i samfundet - og dermed at samfundet er autoritært.
[redigér] Anarkistiske retninger
Der findes et utal af forskellige anarkistiske retninger, der afviger teoretisk fra hinanden på visse punkter. De vigtigste af dem figurerer i nedenstående liste:
- Anarko-kommunisme
- Mutualisme
- Kollektivistisk anarkisme
- Individualistisk anarkisme
- Grøn anarkisme
- Anarko-primitivisme
- Anarko-syndikalisme
- Kristen anarkisme
- Anarka-feminisme
[redigér] Anarkisme i forhold til liberalisme
Den gren af liberalismen som nærmer sig anarkismen kaldes i dag ofte libertarianismen eller anarko-kapitalisme. I modsætning til de traditionelle anarkister går den liberale anarkisme stærkt ind for den private ejendomsret, som ses som grundlæggende for enhver 'ret'. Den rene anarko-kapitalisme modsætter sig eksistensen af en stat og overlader til frivillige sammenslutninger og private vagtværn at håndhæve den private ejendomsret, medens de såkaldte minarkister går ind for en minimal natvægterstat til at håndhæve den.
Mange nutidige libertarianister føler, at de er de amerikanske individualistiske anarkisters efterfølgere, som de blot mener ikke havde den økonomiske viden til at kalde sig selv for libertarianister.
Hvor libertarianismen ligger tæt på en anarkistisk tankegang, så ville det være en fejl at sammenblande den almindelige liberalisme med anarkismen, da liberalismen for det første bygger på helt andre analyser og opfattelser af samfundet. For det andet fordi liberalisme historisk set blev udviklet i modsætning til ideologier som monarkismen, der byggede på særlige privilegier til visse mennesker. Almindelig liberalisme ønsker ikke bare at sikre frie transaktioner i og imellem samfund, men også lighed imellem menneskers udgangspositioner. Dette fører til, at staten under liberalistisk ledelse let kan vokse sig endda ganske stor, fordi den også skal kompensere de mennesker, der uheldigvis er født ind i ufordelagtige betingelser (fx i et handicap eller i en socialt belastet familie).
[redigér] Litteraturhenvisninger
- Stirner, Max: ’’Den eneste og hans ejendom’’, ISBN 87-986359-2-1
- Proudhon, Joseph-Pierre: ’’What is Property?’’ (Hvad er ejendom?), ISBN 0521405556
- Kropotkin, Pjotr: ’’Gensidig hjælp’’, ISBN 87-90820-02-9
- Kropotkin, Pjotr: ’’Staten – dens historiske rolle’’, ISBN 87-7496-781-9
- Kropotkin, Pjotr: ’’The Conquest of Bread’’ (Erobringen af brødet), ISBN 0521459907
- Bakunin, Mikhail: ’’Autoritet eller selvforvaltning’’, ISBN 87-418-4821-7
- Bakunin, Mikhail: ’’Gud og staten’’, ISBN 87-87489-13-9
[redigér] Eksterne henvisninger
- Anarchopedia - begyndelsen på en dansk-sproget anarkistisk encyklopædi
- Anarcho.dk - Anarkistisk portal - debatforum m.m.
- Anarkister.dk - Anarkistisk gruppe - større udvalg af anarkistiske tekster
- En dybdegående anarkistisk FAQ på engelsk
- Sabot - Hjemmeside og arkiv for det nu opløste anarkistiske tidsskrift Sabot
