Tycho Brahe Planetarium
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tycho Brahe Planetarium ligger i København ved den sydlige ende af Skt. Jørgens Sø. Det er opkaldt efter den danske astronom Tycho Brahe.
Planetariet er bygget på den grund hvor spillestedet Saltlageret lå før. Bygningen er tegnet af arkitekt Knud Munk. Grundstenen blev lagt 22. februar 1988, og 1. november 1989 slog planetariet dørene op for publikum. Det er opført for midler doneret af Bodil og Helge Petersen til Urania fonden, som stod for byggeriet.
Planetariet har en IMAX-projektor og en stjerneprojektor, der er i stand til at vise mere end 4000 stjerner samtidigt for op til 240 besøgende. Dertil kommer en række projektorer, der viser Jorden, Solen og planeterne. Udover visning af IMAX-film og stjernehimlen, vises der også 3D-forestillinger, computergrafik og andre visuelle forestillinger, der kan drage nytte af det 823 kvadratmeter store lærred.
Udover IMAX-biografen har Planetariet også en permanent udstilling om astronomi og rumforskning.
4 gange om året udgiver Planetariet sit tidsskrift Aktuel Astronomi, som indeholder nyheder om astronomi og rumforskning og artikler om den aktuelle stjernehimmel.
Planetariet er en stor turistattraktion i København, og allerede i april 1991 havde det haft sin gæst nr. 1.000.000.