Enhjørning
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Enhjørningen er et af de mere kendte fabeldyr. Den fremstilles normalt som en hvid hest, men med et hvidt (og ofte snoet) horn i panden. Tidligere havde enhjørninger ofte gedeskæg, løvehale og klove (i stedet for hove). Enhjørningen regnes for et ædelt og venligtsindet dyr, men den er tillige sky og lader sig sjældent finde eller tæmme.
[redigér] Enhjørninger i historien
I Bibelen nævnes ofte et dyr kaldet re‘em, hvilket undertiden er blevet oversat som "enhjørning", men det vides ikke med sikkerhed, hvilken slags dyr dette ord henviser til.
I antikken regnede man enhjørninger for del af naturens almindelige fauna, men man mente, at de primært levede i Indien, hvilket flere antikke forfattere beskriver, bl.a. Aristoteles og Plinius.
I middelalderen regnede man ligeledes enhjørninger for faktisk eksisterende væsener, og de blev da også beskrevet i flere bestiarier. Man tilskrev deres horn evne til at helbrede og uskadeliggøre gifte af enhver slags, ligesom det også fortaltes, at disse sky væsener kun ville lade sig tæmme af en jomfru, hvorfor man da også kunne udsætte kvinder, hvis jomfruelighed var omstridt, for en enhjørningeprøve. Marco Polo beretter forbavset om enhjørninger, han har set på sine rejser, at de var "... næppe mindre end elefanter. De har en bøffels hår og fødder som en elefant. De har ét eneste sort horn midt i panden ... De har et hoved som et vildsvin ... De tilbringer helst tiden med at rulle sig i mudder og slim. De er overmåde grimme at se på. De er overhovedet ikke, som vi beskriver dem, når vi fortæller, at de lader sig fange af jomfruer ...". Det var rimeligvis næsehorn og ikke enhjørninger, Marco Polo var stødt på.
Den danske lærde og samler Ole Worm [1] har vist, at i hvert fald nogle af de bevarede middelalderlige "enhjørningehorn" var narhvaltænder. Sådanne blev undertiden drevet på land i Norge af Golfstrømmen.
[redigér] Se også
- Stjernebilledet med navnet Enhjørningen
