Vridsløsemagle
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vridsløsemagle er en landsby i Høje-Taastrup Kommune i Københavns Amt. Nærmeste nabobyer er Ledøje mod nord, Sengeløse mod vest, Risby mod øst og Herstedvester mod østsydøst.
Byens navn er sammensat af de gamle ord writh (vridning) og løsa (engdrag) og hentyder til, at byen ligger i en dalbugtning, hvor der er gode græsningsmuligheder. Magle er et gammelt udtryk for "stor" og blev hægtet på navnet for at undgå forveksling med Vridsløselille.
[redigér] Historie
Arkæologiske udgravninger har vist, at byen har ligget på stedet siden 900-tallet. Området er præget af flere gravhøje, bl.a. findes Ole Rømers Høj i udkanten af byen.
I 1700-tallet var der 12 gårde og 24 huse i Vridsløsemagle. Indtil omring år 1800 var det ikke almindeligt, at bønderne ejede den jord, de dyrkede - eller for den sags skyld de huse, de boede i. De var nødt til at fæste (dss. leje) dem af ejerne - og i Vridsløsemagle var det godset Cathrineberg, Københavns Universitet, Kongen, Vartov Hospital og Bartholin-familien.
Bartholin-familien havde tilknytning til Københavns Universitet og var i 1600-tallet en af Københavns fremtrædende slægter. Familien havde landstedet Pilenborg i Vridsløsemagle, der således var hjemsted for både fæstebønder og universitetsprofessorer. En af dem var astronomen Ole Rømer, der var gift ind i Bartholin-familien af flere omgange, og som i 1704 oprettede sit lille observatorium Observatorium Tusculanum i Vridsløsemagles udkant.
En stor brand hærgede byen i 1781, men allerede året før var dyrkningsfællesskabet blevet ophævet, og det betød, at de nedbrændte gårde nu kunne opføres på deres egen jord uden for byen. Det er karakteristisk for byen i dag, at kun to gårde forblev i landsbyen, som dermed er præget af mange fine landsbyhuse.
[redigér] Seværdigheder
Ud over den lille charmerende bymidte byder Vridsløsemagle især på to seværdigheder;
- Det udgravede Observatorium Tusculanum i en lille lund nord for byen, og
- Kroppedal Museum (tidl. Ole Rømer Museet), der har skiftende udstillinger om arkæologi og astronomi - især centreret omkring Ole Rømer.