Synkopetiden
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Synkopetiden - yngre urnordisk - sproghistorisk betegnelse for perioden 500-700 i slutningen af urnordisk hvor det norrøne sprog undergik en udtaleforvandling: synkopen.
Mange tryksvage mellemvokaler forsvandt - urnordiske trestavelsesord blev til oldnordiske tostavelsesord.
De forsvundne vokaler efterlod sig en slags aftryk i udtalen af den foregående vokal, der var lidt forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse små forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle lidt obskure bøjningsmønstre, hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: et barn - flere børn. Moderne islandsk er stadig fuldt af disse bøjninger.
Islændingene har i øvrigt fortrudt synkopen og har puttet en masse u'er ind der hvor de syntes der var for mange konsonanter i oldislandsk. F.eks. er det oldislandske Baldr (guden Balder) på moderne islandsk blevet til Baldur. Disse u-er udtales som en ret neutral, y- eller ø-agtig lyd. De svarer ikke til de urnordiske mellemvokaler som forsvandt i synkopetiden.
| Efterfulgte: | Det danske sprogs udvikling | Efterfulgtes af: |
| Urnordisk 200-500 |
Norrønt 700-1350 |
