Urnordisk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Urnordisk er sprogstadiet i de skandinaviske sprog i tiden mellem ca. 200 og 500 e.Kr. Det står dermed mellem urgermansk (ca. 2000 f.Kr. til ca. 200 e.Kr.) og synkopetiden (500-700 e.Kr.), da de tryksvage stavelser faldt bort, hvorefter nordisk blev delt i dialekterne norrønt (oldnordisk), olddansk og oldsvensk.

Man har fundet ca. 200 forskellige runeindskrifter på det urnordiske sprog fordelt over hele Skandinavien. Indskriften på guldhornene (ældre futhark), som sandsynligvis er fra 400-tallet e.Kr., er det bedst kendte eksempel på urnordisk sprog. Den lyder således:

ek HlewagastiR holtijaR horna tawido

Teksten ville på norrønt lyde omtrent sådan:

Ek Hlégestr Hyltir táða horn

Guldhornsindskriften oversættes ofte sådan:

Jeg Lægæst, fra Holt / Skovmanden / Holts søn, gjorde hornet

("R" betegner et fonem, der sandsynligvis blev udtalt som en mellemting mellem stemt "s" og et tungespidst "r". I middelalderen falder "R" sammen med "r".)

Det er stort set den samme sprogform, man møder overalt i Skandinavien på urnordiske runeindskrifter, men nogle mener at se enkelte lokale forskelle i grammatikken. Nogle af de forskelle, der findes i de nuværende nordiske sprog og dialekter, må desuden føres tilbage til urnordisk tid. Ekesmpler er:

• a-omlyd i norsk, vestsvensk og vestdansk, f.eks. *fuglaR > fogl ~ fugl. Guldhornsindskriften HoltijaR er afledt af et a-omlydt *hultaR > *holtaz.
• Østdansk jeg og svensk jag over for norsk eg, islandsk ég går tilbage til urnordisk eka over for ek. (Det er almindeligt, at e bliver til ja (dansk je) foran et oprindeligt a i den følgende stavelse.)

Urnordisk er en så gammel og arkaisk germansk dialekt, at man tidligere fra tysk side har sat spørgsmålstegn ved, om guldhornindskriften overhovedet var på nordisk. Indskriften dokumenterer ingen særnordiske lydudviklinger. På den anden side er der heller ingen sprogtræk, der skulle pege positivt i retningen af vestgermansk (og dermed tysk). Der er dog ét træk, der peger bort fra vestgermansk og dermed gør det næsten sikkert, at guldhornsindskriften er på urnordisk, nemlig det personlige pronomen ek, der på alle de vestgermanske sprog har former, der kommer af *ik (højtysk ich, nedertysk, nederlandsk ik, engelsk I).