Sluse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En sluse er en indretning i en å, elv, flod eller kanal, som kan hæve og sænke både og andre fartøjer fra et vandniveau til et andet, hvorved disse kan forcere højdedrag, mindre vandfald og dæmninger uden at måtte benytte lange omveje, tunneller eller akvædukter.
I hver ende af en sluse er der en sluseport, hvilket er en smal port. Når en båd skal op ad et vandløb med en sluse, sejler den ind i slusen gennem den nederste port. Denne lukkes, og slusen fyldes med vand fra det øvre vandniveau. Når slusen er fyldt, åbnes den øvre port, og båden kan sejle ud på den anden side. Tilsvarende for både på vej ned, men da vil vandet i slusen tømmes ud i den side, som er lavest før den nedre port åbnes. Slusekammeret fyldes og tømmes gennem rør i bunden, som er tilkoblet begge niveauer i elven eller kanalen. Dette forhindrer, at fartøjet støder mod portene på grund af den strøm, som fyldning eller tømning ellers ville give anledning til. Enkelte steder kan stigningen være så stor, at der er bygget flere sluser efter hinanden, hvilket danner en trappe.
Nutidens slusesystem antages at være opfundet i Europa i middelalderen. De tidligste sluser opstod dog som følge af, at man havde dæmmet elve op for at gøre dem dybe nok til bådfart. Elvene ville da bestå af dybt vand i forskellige niveauer. Ved dæmningerne måtte bådene hæves eller sænkes. Primitive slusesystemer, der blandt andet blev brugt i Kina, bestod ganske enkelt af en port i dæmningen, som blev åbnet en kort stund, mens båden ved hjælp af tove blev trukket mod strømmen eller omvendt. Metoden var imidlertid farlig, og mange både gik tabt ved operationen på grund af den stærke strøm, som opstod, når man åbnede portene.
Et problem med sluser i kanaler er, at de dræner den øvre del af kanalen, når vandet slippes ud i den nedre del. Man må sørge for, at kanalen fyldes i samme hastighed, som den tømmes. Ofte gøres dette ved tilløb fra åer eller elve, men andre steder pumpes vandet fra den nedre del af en sluse op i den øvre. Enkelte sluser opererer ved, at de gemmer vandet, som tømmes ud ved sænkning, og pumper det ind igen ved hævning. Nogle sluser bruger derved næsten ikke noget vand fra den øvre del af kanalen.
Verdens største sluse er Berendrecht-slusen i Antwerpen, Belgien. Den er 500 meter lang, 68 meter bred og har fire porte, så man kan spare vand ved kun at benytte nogle dele af slusens længde, når dette er tilstrækkeligt.