Hø
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
De fleste forbinder hø med tørret græs, men overordnet er det urteagtige planter, der er høstet og tørret. Når høet er slået i rette tid og tørret grundigt før lagring, er det et glimrende vinterfoder for kreaturer. Ofte vil høet for størstedelen bestå af forskellige græsser, men dyrenes ædelyst bliver større, når andelen af bredbladede urter øges. Hvis græsset er blevet tærsket, hedder restproduktet frøgræshalm i stedet for hø.
Det var opfindelsen af leen, der satte gang i brugen af enghø som foderafgrøde. Før den tid havde man brugt løvhø, altså afskårne grene med fastsiddende, grønne blade. Det var - og er stadig - et udmærket foder, som dyrene gerne æder, men det var besværligt at høste, og det fyldte meget under opbevaringen. På Öland og Gotland kan man stadig se den naturtype (løveng), der opstår, når man høster løvhø.
Høet skal helst slås kort før Skt.Hans, dvs. lige før græssernes blomster "skrider" (springer ud). Netop på det tidspunkt er indholdet af mineraler, vitaminer og kulhydrater højest. Derefter skal høet tørres ned under 15% vandindhold hurtigst muligt for at hindre mugdannelse. Desuden vil høet tabe ret betydelige dele af foderværdien, hvis det bliver vasket igennem af regn. Det er grunden til, at man satte høet op i vandafvisende stakke.
Fysikeren Freeman Dyson angav i 1999 høet som den vigtigste opfindelse i det seneste 2000 år, da han mente det havde stor betydning for udviklingen af nordlige bycivilisationer, så som Wien, Paris, London, Berlin, Moskva og New York[1].
Da hø er meget arbejdskrævende at fremstille under kølige, nordiske forhold, har man mange steder opgivet fremstillingen og er i stedet gået over til at bruge ensilering som konserveringsmetode for grovfoder.
[redigér] Reference
- ↑ John Brockman (redaktør), De største opfindelser fra de sidste 2000 år, Gyldendal, 1999, ISBN 87-00-39584-6.
