Fyrværkeri
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fyrværkeri er afbrænding af kemiske forbindelser med henblik på at skabe forskellige lydeffekter (fx heksehyl, kinesere og kanonslag) eller lyseffekter (fx fontæner, sole og raketter).
Til frembringelse af lyseffekter benyttes metaller eller metalsalte som alt efter deres art giver forskellige farver (natrium: gul, kalium: violet, lithium: rød, barium: grøn) eller gnister (magnesium, jern).
For at frembringe lydeffekter kan man indkapsle krudtet (som da ved en eksplosionsagtig forbrænding udløser et brag) eller dirigere forbrændingsgasserne gennem en dyse (hvorved forskelige hyle- eller fløjtetoner opnås).