Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 34, 2006
Fra Wikipedia, den frie encyklopedi
Den Jyske Skovhave er et arboret i Rold Skov. Skovhaven blev i hemmelighed grundlagt i årene 1886-1902, hvor den forstbotanisk interesserede skovrider Hintz ledede Buderupholm Statsskovdistrikt. På det tidspunkt var det blevet muligt at købe frø fra nordvestamerikanske granarter som tsuga, douglas og sitka. Hintz benyttede enhver lejlighed til at plante disse nye trætyper, trods direkte forbud fra sine foresatte i datidens Skovstyrelse. I de første år gravede han endda de spæde træer op med rod og gemte dem, når der kom inspektioner fra Århus.
Det er disse træer, som i dag er blevet til mere end 100-årige kæmper - blandt andet har Den Jyske Skovhave Danmarks største træ, målt i volumen: en grandis, som Hintz plantede i 1896. Træet er i dag 43,5 m højt og indeholder over 32 kubikmeter træ.
Skovrider Hintz’s initiativ blev i 1940’erne videreført af den nye statsskovrider Jens Hvass. Han så hurtigt de små klynger med store, fremmedartede træer, og ideen var skabt: gennem de næste 30 år tilplantede Hvass området med over 100 forskellige træer og buske fra hele den nordlige halvkugle. Også skovrider Hvass så i årevis bort fra formaninger fra sine foresatte, og som årene gik, forstummede protesterne. Ved indvielsen i 1970 sagde den daværende skovdirektør, at hele projektet var gennemført uden ledelsens vidende, men der var alligevel stor ros til de “uregerlige” skovridere.