Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 27, 2006
Fra Wikipedia, den frie encyklopedi
Eremitageslottet (ofte blot Eremitagen) ligger, på det højeste punkt på Eremitagesletten, i Jægersborg Dyrehave nord for København.
Eremitagen har aldrig været tænkt til residens, men blot som et sted hvor kongen under sine parforcejagter kunne holde taffel. I både det nuværende slot og forgængeren fandtes der tidligere en "taffelmaskine", der kunne hejse bordet op fra kælderen til spisestuen, således at kongen og hans gæster kunne indtage middagen uden tjenere, eller "en ermitage" (i ensomhed), deraf navnet på slottet.
Området omkring slottet var blevet indhegnet af Christian 5., som Jægerborg Dyrehave, så han kunne gå på jagt i området. Indhegningen medførte, at befolkningen i området blev tvangsforflyttet. Blandt andet blev landsbyen Stokkerup nedlagt, så der i dag kun er byens gadekær tilbage nedenfor slottet.
Før Eremitageslottet blev bygget var det meningen, at arkitekten Lauritz de Thurah skulle have restaureret forgængeren, Hubertushuset. Dette var blevet opført i 1694 af Ole Rømer og arkitekt Hans van Steenwinckel 3. på tomten fra en af de nedlagte gårde i Stokkerup og blev brugt af Christian 5. under hans parforcejagter. Imidlertidig fandt de Thurah, at slottet i 1734 var så medtaget at han udførte tegninger for et nyt jagtslot og fik godkendt dem. Slottet blev opført 1734-36 under Christian 6. Christian 6. kom imidlertidig ikke til at bruge slottet ret meget, bl.a. fordi han også ophævede parforcejagten. Da hans søn, Frederik V, som 23-årig bliver konge genoplives parforcejagten og den medfølgende festivitas på slottet. Den livlige aktivitet fortsætter under Christian VII, mens Struensee havde den reelle magt i kongeriget. Efter Struensees henrettelse sænkede stilheden sig over Eremitagen, og bygningerne forfaldt stille og roligt...