Nakkefestival
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Nakkefestival er en lille dansk non-profit musikfestival beliggende i Odsherred i det nordvestlige Sjælland. Endskønt festivalen strengt taget ligger indenfor Rørvigs grænser, er den opkaldt efter den lille landsby Nakke, der ligger tættere på festivalpladsen end selve Rørvig by. Nakkefestival afholdes på boldbanerne bag Rørvighallen med Rørvig Sognegård og Rørvig Friskole som naboer.
Festivalen startede tilbage i 1996 som en forvokset havefest for små 50 mennesker arrangeret af elever fra Rørvig Friskole. Siden da er festivalen vokset til at huse omkring 600-800 betalende gæster plus frivillige og optrædende.
Nakkefestival har sit musikalske fokus på undergrundsmusikken; på spirende talenter og kunstnere, hvis musik lever og pulserer udenfor mainstreams søgelys. Genremæssigt favnes der bredt med fokus på rytmisk musik. Da Nakkefestival genremæssigt således har et fokus, der minder om Roskilde Festivals, er den til tider blevet kaldt undergrundens Roskilde, og som sådan må den da også betragtes som en af landets vigtigste festivaler for undergrundsmusik.
Denne musik-artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
[redigér] Trivia
- I Politikens tillæg I Byen, fredag d. 26. maj 2006, blev Nakkefestival kåret som Danmarks 7. vigtigste musikfestival. Listen lød i sin helhed: 1. Roskilde Festival, 2. Copenhagen Jazz Festival, 3. Danmarks Smukkeste Festival, 4. Spot Festival, 5. Langelandsfestival, 6. Nibe - den lille fede, 7. Nakkefestival, 8. Vesterbro Festival, 9. Vig Festival, 10. Public Service.