Markusevangeliet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Det Nye Testamente

Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

Apostlenes Gerninger

Romerbrevet

1. Korintherbrev

2. Korintherbrev

Galaterbrevet

Efeserbrevet

Filipperbrevet

Kolossenserbrevet

1. Thessalonikerbrev

2. Thessalonikerbrev

1. Timotheusbrev

2. Timotheusbrev

Titusbrevet

Filemonbrevet

Hebræerbrevet

Jakobsbrevet

1. Petersbrev

2. Petersbrev

1. Johannesbrev

2. Johannesbrev

3. Johannesbrev

Judasbrevet

Åbenbaringen

Markusevangeliet er den anden bog i Det Nye Testamente. Sammen med Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet regnes det til de såkaldte synoptiske evangelier. Ifølge overleveringen var den ukendte skribent, som den kirkelige tradition benævner "Markus" discipel af Peter. Det menes at være den Markus, der er refereres til i 1.Petersbrev 5,13 som "…min søn, Markus…". Markusevangeliet forkortes Mark.

[redigér] Datering

Markusevangeliet er så vidt vides det ældste af de 4 evangelier. Normalt dateres det til omkring år 60 - 70. En passage i evangeliet rykker dog den datering lidt: Mark. 13,1-2: ”…»Mester se hvilke sten og hvilke bygninger!« og Jesus sagde til ham: »Ser du disse store bygninger? – der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned”. Dette er et forvarsel om Jerusalems ødelæggelse. Hvis Markus kendte til den, placerer det evangeliets oprindelse til efter år 70. Ødelæggelsen af templet beskrives noget mere nøjagtigt i Matthæusevangeliet, som man derfor regner med er skrevet nogle år efter Markusevangeliet, man mener altså at Markusevangeliet er skrevet lige omkring det tidspunkt hvor templet blev ødelagt.

[redigér] Indhold

Markusevangeliet formodes at være det første af evangelierne. Det er samtidig det korteste; dets indhold svarer kun til ca. 60 % af Matthæusevangeliets, og kun meget lidt af materialet fra Markusevangeliet går ikke igen i Matthæusevangeliet. Derfor mente man i den tidlige kirke, at Markusevangeliet bare var en forkortet udgave af Matthæusevangeliet. Det er derfor Markusevangeliet kommer efter Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente. Markusevangeliet må have været kendt af forfatterne til både Matthæus- og Lukasevangeliet. Mange historier går igen, og selvom både Matthæus- og Lukasevangeliet til tider har alternative udgaver af de samme fortællinger, er ét af dem altid enige med Markusevangeliet. Det er således aldrig i Markusevangeliet, man finder den afvigende historie.

Markus' eget redaktionelle bidrag består ikke mindst i arrangering af tidligere overleveringer som 'sandwich-fortællinger', hvor mellem-historien leverer nøglen til helheden og udpeger den teologiske pointe.

Markusevangeliet indeholder i modsætning til de 2 andre synoptiske evangelier ikke noget om Jesus' fødsel eller opvækst. Heller ikke Bjergprædikenen eller Fadervor er inkluderet. Slutningen af Markusevangeliet er ikke den originale. Man ved fra de ældste fundene skrifter, at stykket fra 16,9 til slutningen er tilføjet senere. Det vides dog ikke hvem, der har tilføjet den nye slutning. Det betyder at Markusevangeliet oprindeligt heller ikke har indeholdt noget om Jesus’ opstandelse. Oprindeligt har evangeliet sluttet med ordene: »Og de gik ud og flygtede bort fra graven, thi de skælvede og var helt ude af sig selv; Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«. (Mark. 16,8)

Markus indleder sit evangelium med ordene: ”Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn”. Flere steder i evangeliet bekendes det igen, at Jesus er Guds søn. Det lader altså til, at det er vigtigt for Markus at vise, at Jesus vitterligt er Messias.

[redigér] Karakteristik

Markusevangeliet er det mest 'minimalistiske' af de 4 evangelieskrifter i Det Nye Testamente. Skriftproget er levende, men en anelse ubehjælpsomt - skribenten var med andre ord en god fortæller, men en dårlig forfatter. Det er skrevet til troende kristne, der ved hvem Jesus er, men mangler klarhed over, hvad han betyder - at han er den lidende Menneskesøn - og hvad det implicerer for dem selv. Formålet er at lade tilhøreren til beretningen deltage i den gradvise og voksende afsløring af, hvem Jesus er.

Markus foretrækker "Menneskesønnen" som titel for Kristus, fremfor "Guds søn". "Synd" nævnes ikke, kun "synder" (i flertal) - og kun to steder. Lokaliteter er betydningsfulde - 'på bjerget' betegner disciplene, de udvalgte få kristne, i fortrolig insider-samtale med Jesus - 'ved søen' betegner offentlig fremtræden.

Jesus fremstilles som lærer, og tro er knyttet til forståelse (og omvendt viser manglende tro sig i mangel på forståelse af Jesu ord). Mangel på tro afsløres dog især overfor nødvendigheden af Jesu lidelse, i den fatale blindhed og uforstand, der vel at mærke optræder både hos disciplene og de religiøse ledere blandt jøderne.

Markus vil gøre op med et triumfalistisk syn på Kristus. I samtidens kultur bød to muligheder for tolkning sig til: dels hellenske forestillinger om "det guddommelige menneske", dels judaistiske forestillinger om "Davids søn" med tilhørende apokalyptiske forventninger. Begge betonede Verdensfrelseren som sejrherre og erobrer. Markusevangeliet modsiger dette med en klar markering af Frelserens lidelse og død - 'kors-teologi'. At dette ikke var nogen selvfølge, viser sig i Markus' fortællemåde. Et centralt motiv i hans evangelieskrift er den såkaldte 'Menneskesøn-hemmelighed' og disciplenes manglende forståelse. De er to sider af samme sag: hemmeligheden angår især karakteren af Jesu messianske sendelse, som disciplene ikke er klar til at forstå før efter hans opstandelse.

'Hemmelighed' er den danske gengivelse af græsk 'mysterion', der hos Markus betegner en gåde, mennesker ikke kan løse på egen hånd, men som kræver guddommelig åbenbaring. I Markusevangeliet optræder 5 hemmelighedsmotiver: - Den kristologiske hemmelighed (at Jesus er Guds søn) - Menneskesøn-hemmeligheden (at Menneskesønnen må lide) - Gudsrigets hemmelighed (at Gudsriget ikke kun er fremtid, men også nutid) - Lignelsernes hemmelighed (at de skal skjule sandheden for udenforstående) - Miraklernes hemmelighed (at helbredelser kun forstås efter Jesu korsfæstelse og opstandelse).