Kosovo
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kosovo er et område på Balkan som administreres af FN. Tidligere var Kosovo en del af Jugoslavien.
Området kaldes oftest Kosovo af serberne og af det internationale samfund, hvorimod det albanske befolkningsflertal kalder det Kosova (med tryk på 2' stavelse: Kosóva).
Provinsens hovedstad er Priština skrevet på serbisk og Prishtina skrevet på albansk.
[redigér] Befolkningsforholdene. Oldtiden. Albanerne har længe været i klart flertal
Flertallet af befolkningen har i mange år været albansk, men der er forskellige opfattelser af hvornår og hvorfor det er sket.
Det er en udbredt albansk opfattelse at albanerne nedstammer fra illyrerne der beboede store dele af området ved Adriaterhavet i oldtiden og før slaverne, som serberne nedstammer fra, kom til Balkan. Illyrerne er kendt fra bl.a. romerske kilder. Teorien om den illyriske afstamning er sandsynlig, men der er ikke arkæologiske eller filologiske kilder eller undersøgelser der entydigt viser dette. I middelalderen var Kosovo i en periode frem til omkring år 1400 et centralt område i det serbiske rige, og fra den tid stammer mange ortodokse kirker og klostre. Det serbiske kejserrige fik omkring midten af 1300-tallet sin største udbredelse under tsar Dusan.
I perioden efter slaget på Solsortesletten (på serbisk: Kosovo Polje), 28. juni 1389, blev området underlagt det osmanniske rige, og fyrsterne blev - mere eller mindre frivilligt - sultanens vasaller. Slaget i 1389 var formentlig uafgjort. Der deltog mange folkeslag i slaget som serbere, albanere og andre på begge sider, de fleste støttede den serbiske hærfører, fyrst Lazar, men nogle støttede sultanen. Både fyrst Lazar og sultanen, Murad I, blev dræbt under slaget.
Hvordan forholdet og fordelingen var mellem serbere og albanere i middelalderen er vanskeligt at sige, men det er sandsynligt at der skete en betydelig vægtfordeling - til gunst for albanerne - i slutningen af 1600-tallet, hvor mange serbere flygtede til Østrig-Ungarn som følge af en mislykket østrigsk-ungarsk invasion og den efterfølgende retræte mod nord.
[redigér] 1800- og 1900-tallet
I 1800-tallet opstod der en national serbisk bevægelse, der førte til dannelsen af en serbisk stat med centrum uden for Kosovo.
Efter det osmanniske riges sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet, blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, og albanerne (der formentlig udgjorde et klart befolkningsflertal) har siden da opfattet serberne som undertrykkere og været enten skeptiske eller negative over for dem.
Efter 2. Verdenskrig forblev Kosovo som en del af Serbien og indgik i Tito's Jugoslavien, og der er mange eksempler på at albanerne blev undertrykt (særligt tydeligt mens Alexandar Rankovic havde magten i Serbien - og senere under Sloboban Milošević).
Forskellige forsøg på at udvikle Kosovo økonomisk og socialt lykkedes kun delvist, og selv om der er eksempler på, at serbere og albanere har samarbejdet og har været venner med hinanden, er det tydeligt at de etniske grupper - i det store og hele - har levet hver deres liv, f.eks. er der ikke så mange eksempler på at serbere og albanere har giftet sig med hinanden.
Albanerne vedblev med at leve i klaner og patriarkalsk dominerede storfamilier og vedblev med at tale albansk, og det var kun et fåtal, der ønskede at arbejde positivt for opbygningen af det jugoslaviske samfund. Albanerne var nødt til at lære serbisk i skolen, men foretrak dog at tale albansk indbyrdes.
Nogle serbiske bønder levede som albanerne (men talte serbisk). Men man søgte - med vekslende held - at tiltrække flere serbere, både som landbrugere, som industriarbejdere og som ansatte i staten, og mange af disse serbere var skeptiske over for albanerne eller betragtede dem som andenrangs mennesker.
[redigér] Fra 1974 og frem til 1999
[redigér] Selvstyre i 1974
Der havde gennem mange året været gnidninger mellem serberne og albanerne, og det førte til at Tito m.fl. besluttede at give Kosovo en form for selvstyre, men ikke status som selvstændig republik inden for Jugoslavien. Formelt og i mange andre henseender var Kosovo fortsat en del af Serbien.
I de følgende år følte Kosovo serberne sig i stigende grad holdt væk fra politisk og anden form indflydelse, flere af dem hævdede at de blev chikaneret, og mange af dem frygtede at albanerne ville forsøge at opnå fuldstændig uafhængighed og dermed føre et serbisk kerneområde ud af Serbien.
[redigér] Ophævelsen af selvstyret 1989
I slutningen af 1980'erne tilspidsedes uoverensstemmelserne, og Kosovos parlament opgav ævred og besluttede i 1989 at anmode Serbien om at ophæve selvstyret. Afstemningen var i nogen grad manipuleret, men mange af medlemmerne følte sig givetvis også under pres fra Serbien - og af et massivt militæropbud.
I de følgende år overtog Serbien og Kosovo serberne regeringsapparatet i Kosovo. De mange albanere der var ansat blev afkrævet en loyalitetserklæring, og hvis de ikke ville underskrive den (hvad de fleste ikke ville), blev de afskediget.
På den albanske side var der forskellig opfattelse af hvordan man skulle gribe situationen an. Man enedes imidlertid efter nogen tid om at etablere et illegalt parlament, om at vælge en præsident (Ibrahim Rugova) og om at proklamere Kosovo som en selvstændig stat.
Staten blev ikke anerkendt af udlandet (bortset fra af Albanien).
[redigér] Opbygning af parallelt system
I takt med at albanerne blev skubbet væk fra stillinger i det offentlige, f.eks. på hospitalerne, i politiet og i uddannelsessystemet, opbyggede de et illegalt parallelt system med egne sundhedsklinikker og egne skoler i private hjem.
Det alternative system blev i høj grad finansieret af penge, der blev opkrævet i frivillig skat fra de mange Kosovo albanere, der opholdt sig som emigrantarbejdere forskellige steder i Europa.
[redigér] Dayton-forhandlingerne
Nogle Kosovo albanere, hvoriblandt Ibrahim Rugova, havde forhåbninger om at Kosovo-problemet ville blive inddraget under Dayton-forhandlingerne. Dayton-forhandlingerne drejede sig imidlertid om de meget vanskelige forhold i Bosnien-Hercegovina, og der var ikke plads til også at drøfte forholdene i Kosovo dér.
Ibrahim Rugovas linie, der ofte blev sammenlignet med Gandhis linie i Indien, nød en vis respekt i udlandet, men den havde ikke nogen egentlig gennemslagskraft, og tilsyneladende var Sloboban Milošević m.fl. indstillet på at leve med situationen.
[redigér] Begyndende guerillakrig
Omkring 1997 blev det tydeligt at et stigende antal Kosovo albanere, især i visse geografiske områder og især blandt de yngre, mente at tiden var inde til en militær rejsning. Nogle begik handlinger, der må karakteriseres som terroristiske, men i det store og hele forsøgte man at etablere en organiseret guerillahær under navnet UÇK.
Der var, så vidt det kan formodes, flere hensigter med guerillakrigen:
- Man ville genere serberne og udvirke at nogle af dem forlod Kosovo,
- man ville fremkalde en samling om en mere aktivistisk politik og på længere sigt en omfattende rejsning i den albanske befolkning,
- og man ville provokere serberne til at overreagere, hvilket man håbede på ville fremkalde politisk og eventuelt også militær intervention fra udlandet.
I 1998 forsøgte serberne at undertrykke guerillaerne, bl.a. ved et angreb og en massakre på Jashari-familien 5. marts 1998. Massakren virkede imidlertid modsat og medvirkede til at UÇK fik en større tilslutning og til at guerillakrigen blev udvidet hen over sommeren.
[redigér] Se også
[redigér] Våbenhvile efteråret 1998
I efteråret 1998 overbeviste den amerikanske diplomat Richard Holbrooke Sloboban Milošević om at Serbien skulle iværksætte en ensidig våbenhvile og trække tropperne tilbage. Derefter blev der indsat en overvågningsmission fra OSCE.
[redigér] Massakren i Racak. Forhandlingerne i Rambouillet
I januar 1999 fandt man flere end 40 dræbte albanere uden for landsbyen Racak. Det er ikke endeligt klartlagt, hvem der dræbte albanerne eller under hvilke omstændigheder det skete, men lederen af OSCE's overvågningsmission, amerikaneren William Walker erklærede straks efter, at han var kommet til stede, at der måtte være tale om en serbiske massakre på civile.
Massakren førte, hvad enten der var tale om manipulation eller ej, til, at USA m.fl. indkaldte til forhandlinger i Rambouillet. Forhandlingerne resulterede ikke i en aftale mellem de stridende parter, men USA m.fl. fremlagde et aftaleudkast, som den albanske side skrev under på.
[redigér] Guerillakrigen. NATO-intervention
Herefter gennemførte NATO en militær intervention i slutningen af marts 1999.
Interventionen blev gennemført på initiativ af USA og England, men med tilslutning af de øvrige NATO-lande, hvoriblandt Danmark. Interventionen var ikke i overensstemmelse med gældende international ret, som - på det tidspunkt - forudsatte, at sådanne interventioner skulle være besluttet af FN's Sikkerhedsråd.
Den militære intervention blev gennemført som en luftkrig mod militære og efterhånden også civile mål i Kosovo, Serbien og Montenegro. Blandt de civile mål var radio- og TV-stationer, partihovedkvarterer og broer. Også den kinesiske ambassade i Beograd blev bombet. Fra amerikansk side blev det hævdet at der var tale om en fejltagelse, og at man havde villet bombe et militært lager. Man måtte efterfølgende undskylde over for Kina og betale en erstatning. Nogle iagttagere mener imidlertid at der ikke var tale om et tilfældigt angreb, men om at man ville ramme militær kommunikation.
Serbien gav op i sommeren 1999, og der blev indgået en aftale, der efterfølgende blev tiltrådt af Sikkerhedsrådet med resolution 1244. Derved blev invasionen ikke formelt anerkendt, men det militære resultat blev tydeligvis accepteret.
[redigér] KFOR, UNMIK og SRSG, den Særlige Repræsentant
Straks efter blev der indsat en militær landstyrke, KFOR, til at sikre fredens opretholdelse, serbisk tilbagetrækning og afvæbning af UÇK. Endvidere blev der etableret et civilt styre, UNMIK, United Nations Mission in Kosovo, der er en FN ledet organisation, der består af komponenter fra EU, OSCE m.fl.
UNMIK ledes af en Særlig Repræsentant for FN's generalsekretær. Blandt dem der har været Særlig Repræsentant er to danskere, tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup og den nuværende, Søren Jessen-Petersen.
[redigér] Overgivelse af ansvar til lokale myndigheder
Der er siden 1999 gjort forskellige forsøg på at overdrage politisk og administrativt ansvar til lokale myndigheder. Med enkelte undtagelser har det serbiske mindretals repræsentanter dog boykottet de nye politiske og administrative organer, i nogen grad på grund af påvirkning fra Serbien.
[redigér] Præsident. Magtdelingsaftalerne
Den første præsident siden sommeren 1999 blev den albanske Ibrahim Rugova. Rugova var litteraturforsker af uddannelse og var gennem 1990-erne illegalt valgt præsident.
Valget fandt sted i 2002 efter at der først var blevet udarbejdet et sæt rammebestemmelser (a legal framework), dernæst var afholdt parlamentsvalg, og endelig efter at der var indgået en magtdelingsaftale mellem Ibrahim Rugova og hans Demokratiske Alliance og Hashim Thaçi fra det største af de partier, der var udsprunget af UÇK. Med aftalen fik Rugova præsidentposten, UÇK'erne posten som premierminister (Bajram Rexhepi).
Ved det efterfølgende parlamentsvalg blev der indgået en ny magtdelingsaftale, denne gang mellem Ibrahim Rugova og Ramush Haradinaj, fra et andet af de partier, der var udgået af UÇK.
Efter Rugovas død i januar 2006, valgtes Fatmir Sejdiu som hans efterfølger 10. februar 2006.
[redigér] De etniske forhold i dag
Der er i dag flere etniske mindretal; det største er det serbiske, og de fleste serbere i Kosovo bor nord for floden Ibar, der går gennem byen Mitrovica. Mange Kosovo serbere flygtede i 1999 og opholder sig i Serbien. Det er uklart hvor mange af dem der ønsker at vende tilbage til Kosovo.
[redigér] Drøftelser om den kommende status
FN's Sikkerhedsråd har omkring årsskiftet 2005-2006 besluttet at der skal påbegyndes drøftelser om den kommende statsretlige status. Martti Ahtisaari, tidligere præsident i Finland er udpeget af FN's generalsekretær til at forestå forhandlingerne.
Fra serbisk side fastholder man at Kosovo ifølge international ret er en del af Serbien, men man indvilger i at området skal tildeles vidtgående autonomi under fourdsætning af at det serbiske mindretal i det nordlige Kosovo får en tilsvarende autonomi og at de Kosovo serbere der er flygtet til Serbien får mulighed for at vende tilbage på betryggende vis.
Fra albansk side insisterer man på at Kosovo skal være udelt og helt selvstændigt i forhold til Serbien. Det er omkring 2005-2006 ikke tænkeligt at albanerne og serberne i Kosovo kan nå til enighed.
1. marts 2006 trådte Bajram Kosumi tilbage som premierminister. Han blev 10. marts 2006 erstattet med Agim Çeku. Det forventes at valget af Agim Çeku - der var militær chef for UÇK - vil besværliggøre forhandlingerne med Serbien om Kosovos fremtid.
Det ser samtidig ud til at [1] Kolë Berisha skal være ny Parlamentsformand efter [2] Nexhat Daçi.
[redigér] Se også
- Georg Christian Holstein. Om den habsburgske invasion i Kosovo i 1689-1690, nederlaget og retræten.
[redigér] Eksterne henvisninger
- John Wilkes: The Illyrians. Gennemgang af arkæologisk materiale om illyrerne.
- Konstantin fra Kostenec: Den serbiske Despot Stefan Lazarevics liv og levned. Oversat og kommenteret af Gunnar Svane. Stefan Lazarevic var søn af fyrst Lazar. Beretningen beskriver tiden efter slaget på Solsortesletten i 1389.
- Noel Malcolm: Kosovo. Om Kosovos ældre og nyere historie på engelsk.
- Bjørn Andersen: Fra Kosovo til Kosóva (1999). Om Kosovos historie med udgangspunkt i Malcolms beskrivelse. Om den politiske diskussion i Tito-tiden. Gennemgang af interventionsforløbet i 1999.
- Hvor uafhængig skal Kosovo/Kosova være? Hvornår? Situationen lige før statusforhandlingerne skal begyndes. Ambassadør Eide's rapport, oktober 2005. Baggrundsmateriale på dansk og engelsk
