Den Franske Skole
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den Franske Skole, (Frederiksberg Alle 74) der under krigen blev ramt af britiske bomber, hed rigtigt Jeanne d'Arc Skolen. Den katolske pigeskole var opført af Sankt Joseph Søstrene og taget i brug i 1924. Den internationale skole, der havde mange både udenlandske og protestantiske elever, rummede desuden et pensionat, hvor knap 40 skolepiger kunne bo fast. Skolen havde tilknyttet børnehave med tre stuer, der også modtog drenge. Børnehaven byggede på Maria Montessoris principper.
Ved bombardementet 21. marts 1945 befandt der sig 529 personer på skolen. Heraf var 482 børn, 34 katolske søstre og 8 civile lærerinder. Ud over dette var der 5 udefra kommende voksne.