Charlotte Amalie
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Charlotte Amalie ligger på Sankt Thomas og er hovedstad og største by i øgruppen U.S. Virgin Islands, de forhenværende Dansk-Vestindiske Øer. Byen havde i 2004 et anslået indbyggertal på 19.000.
Charlotte Amalie er opkaldt efter dronning Charlotte Amalie (1650-1714), der var gift med kong Christian 5. Navnet Sankt Thomas har også været anvendt om byen i danskertiden før 1917, og fra 1921 til 1936. Navnet Charlotte Amalie var i brug i perioden fra 1917 til 1921, og siden 1936.
I byen er der flere spor efter danskertiden, blandt andre danske gadenavne som Dronningens Gade. Den vestlige verdens næstældste synagoge (fra 1830), ligger i Crystal Gade. I byen ligger også Fort Christian.
Den dybe havn gjorde engang byen til et yndet tilholdssted for pirater, mens byens rytme i dag er præget af de store krydstogtskibe, der dagligt anløber havnen og medbringer flere tusinde turister. I 2004 blev Charlotte Amalie besøgt af 1,4 millioner krydstogtturister.
[redigér] Ekstern henvisning
- Kort over Charlotte Amalie (på engelsk)