Brillant (ædelsten)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En brillant er (oftest) en diamant, som (oftest) er slebet i 58 flader, facetter. Jo mere perfekt slibningen er, jo større vil det optiske lysspil være og jo højere bliver værdien. Det kan også være andre ædelstene, der er slebet på samme vis, men som oftest vil der være tale om diamanter.
[redigér] Slibningen
En brillant ligner to afstumpede pyramider, som støder sammen, således at de får fælles grundflade. Stenens indfatning griber om denne grundflde. Den øvre (fremadvendte) pyramide er afstumpet med en stor flade (brillantens tavlen). Den nedre pyramide er afstumpet med en mindre flade (brillantens kalot). Indfatningen skjuler i nogle tilfælde den nedre pyramide, men ofte er brillanten dog indfattet á jour, så også den nedre pyramide er synlig.
På siderne er den tilslebet med mange facetter – antallet er altid et multiplum af 8, og dertil kommer top og bund (tavlen og kalotten). Sidstnævnte er dog ikke altid tilstede. De bedste brillanter er slebet i 56 facetter – 32 (33) foroven og 24 (25) forneden. Almindelige brillanter har dog ofte kun 16, 24 eller 32 facetter.
Denne slibeform for ædelstene er opfundet i sidste halvdel af det 17. århundrede. Den er især velegnet for diamanter, som har en naturlig oktaederform.
Denne naturvidenskabsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |