Bandeord

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et bandeord er et ord eller en vending, der generelt anses eller ansås som fornærmende, grov eller vulgær. I hvor høj grad, dette gør sig gældende, afhænger af modtagere, tidspunktet for ytringen og meget mere. I visse situationer (fra Folketingets talerstol eller på besøg hos Dronningen) vil enhver brug af bandeord altid anses som dårlig smag, hvis ikke direkte fornærmende, mens det i andre situationer vil være socialt acceptabelt at anvende disse ord. Bandeords funktion er at rette opmærksomhed mod ikke bare det, der bliver sagt, men også måden, det siges på^[1].

På oldnordisk betød verbet "at bande" både "at forbande" og "at bandlyse, forbyde", og ordet har da også etymologisk set samme rødder som det engelske "to ban". I en bibelsk forståelse har det at bande snarere være forbundet med en overtrædelse af formaningen i 2. Mosebog om, at man ikke må tage Guds navn forfængeligt.

Tiden har forandret, hvilke ord, der opfattes som "slemme" bandeord, og hvilke, der opfattes som acceptable, eller i al fald mindre slemme. Dette har været medvirkende til at skabe diskussioner på tværs af generationer om, hvilke ord, der er uacceptable i det offentlige rum ^[2]

Indholdsfortegnelse 1 Historiske bandeord og tabuer 2 Tre kategorier af bandeord 3 Hvem bander mest? 4 Hvornår bander forskellige folk? 5 Kilder og henvisninger

[redigér] Historiske bandeord og tabuer

Historisk har mange bandeord haft karakter af tabuer, og mange bandeord fra de ældste tider er derfor i dag ukendte. Som et eksempel er ordet bjørn ikke dyrets egentlige navn, men betyder slet og ret den brune. Bjørnen var et stærkt dyr, og brugen af dyrets egentlige navn var derfor tabubelagt. (Ordet har efter al sandsynlighed været nærmere beslægtet med det det indoeuropæiske ursos)^[3].

Kraftordet pokker er en ældre nydansk udgave af sygdommen kopper, en omskrivning for at undgå at nævne tabubelagte sygdomme.

[redigér] Tre kategorier af bandeord

Bandeord kan i nyere tid opdeles i tre brede kategorier, religiøse bandeord, bandeord funderet i sygdomme og bandeord koncentreret om kropslige funktioner. De religiøse bandeord udgør den største gruppe på dansk, og flere af dem har aner tilbage fra Danmarks katolske fortid.

Mange af de traditionelle danske bandeord er blevet opfattet som så stødende, at man har omskrevet dem for at mildne deres betydning. Et eksempel kan være såmænd, der formentlig er opstået som en sammentrækning af eden ved alle helgener og som alle ved. I dag kan såmænd næppe betegnes som et bandeord, men i det før-reformatoriske Danmark er såmænd blevet betragtet som en væsentlig ed.

Bandeord hvori fanden og helvede indgår stammer fra reformation. Eder som fanden æde mig er over tiden blevet omskrevet og nedslidt til fandeme eller bare fa'me. Fanden gale mig er tilsvarende blevet nedslidt og omskrevet til fandengalme^[4]. Eksempler på mere direkte omskrivninger er brugen af Søren som en omskrivning af Satan og omkskrivninger af Gud til du gode eller grød (som i ved den søde grød).

Bandeord, der spiller på sygdom, er ofte omskrevet på en måde, der minder om de religiøse bandeords omskrivninger. kraftstejleme, kræften lægge mig på en stejle eller kraftknusme, kræften knuse mig.

Bandeordene, der fokuserer på de kropslige funktioner spiller især på seksuallivet og afføringen. Disse ord bruges på dansk ofte som præfiks for almindelige ord, for eksempel pissekedeligt, røvdårligt eller lorteland. Især denne gruppe af bandeord har været underlagt en kraftig påvirkning fra engelsksprogede lande, og ord som fuck, shit, ho og mange flere er låneord. De traditionelle danske bandeord har i langt mindre grad end de engelske været fokuseret på selve seksualakten og i langt højere grad på afføringen. Brugen af luder som skælds- eller bandeord er også udtryk for, at danske ord anvendes i en angloficeret kontekst.

[redigér] Hvem bander mest?

Det er en almindelig antagelse, at unge mennesker bander mere end ældre mennesker. Men en undersøgelse foretaget af Dansk Sprognævn viser, at det ikke er tilfældet. Til gengæld bander unge mennesker anderledes end ældre mennesker, med 56% bandeord af den religiøse type og de resterende 44% af kropsfunktions-typen. De midaldrendes og de ældres bandeord er altovervejende af den religiøse type (hhv. 92% og 95%).

Topscoreren blandt de unges bandeord er s'gu, efterfulgt af fækale bandeord som skide og ikke en skid. På tredjepladsen hos de unge kommer bandeord, hvor Fanden indgår, og på fjerdepladsen kommer ord af fækal og seksuel karakter, herunder en række amerikanske bandeord.

Blandt de midaldrende er s'gu også det mest populære bandeord, efterfulgt af religiøse bandeord beslægtet med Gud. På tredjepladsen kommer bandeord forbundet med Søren.

Blandt de ældre er førstepladsen religiøse udtryk, gudskelov og herregud, omskrivninger af Søren kommer ind på andenpladsen og s'gu kommer ind på en tredjeplads.

[redigér] Hvornår bander forskellige folk?

Der er ikke stor forskel på, hvor meget, de forskellige generationer bander. Til gengæld er der en klar tendens til, at unge bander mest, når de taler med andre unge, i gennemsnit tre gange så meget, som når de taler med midaldrende og ældre. De midaldrende lægger også en dæmper på sig selv, når de taler med de ældre, til gengæld bander de væsentligt mere, når de taler med unge. De ældre bander lige meget, når de taler med deres jævnaldrende, og når de taler med midaldrende, men også de bander væsentligt mere, når de taler med unge. Til gengæld ændres typen af bandeord ikke meget, når man taler med mennesker af andre aldre.

[redigér] Kilder og henvisninger

Teksten er i nogen grad baseret på Nyt fra sprognævnet, 2005/2 juni

1. ↑ Politikens Slangordbog 2001, s. 6 f
2. ↑ Hanne Vibeke-Holsts indlæg i Politiken 13. november 2004, Du er en fucking sexist, Niarn, kan ses som et eksempel på denne diskussion
3. ↑ Erik Thau-Knudsen:Vampyr og tabu
4. ↑ Verbet "gale" er et fællesgermansk ord, der betyder "synge" eller "forhekse ved hjælp af sang".