Det Moderne Gennembrud
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den litterære periode Det Moderne Gennembrud henregnes til slutningen af 1800-tallet, omtrent perioden 1870-1890. Betegnelsen anvendes især om litteraturen i Skandinavien, der i denne periode fik et gennembrud i resten af Europa.
[redigér] Kendetegn ved Det Moderne Gennembrud
Forfatterne i Det Moderne Gennembrud gjorde oprør mod de gamle traditioner, blandt andet den litterære periode Romantikken, og blandt de karakteristiske træk ved perioden kan nævnes et internationalt perspektiv, frihed i forhold til seksualitet og religion samt interesse i de videnskabelige landvindinger som darwinismen.
Et andet vigtigt aspekt var, at kønsproblematikken tages under seriøs behandling samt ikke mindst, at nogle kvindelige forfattere viste sig på det litterære parnas, hvilket kun undtagelsesvis havde været tilfældet tidligere.
Sammenfattende kan man tale om fokus på realisme i litteraturen.
[redigér] Forfattere i Det Moderne Gennembrud
Af kendte forfattere i Det Moderne Gennembrud kan blandt andet nævnes:
- Danmark:
- Georg Brandes
- J.P. Jacobsen
- Henrik Pontoppidan
- Herman Bang
- Amalie Skram (hun var egentlig norsk, men aktiv i Danmark)
- Norge:
- Henrik Ibsen
- Bjørnstjerne Bjørnson
- Alexander Kielland
- Jonas Lie
- Arne Garborg
- Hans Jæger
- Sverige:
- August Strindberg
- Victoria Benedictsson
[redigér] Forløb
Startskuddet til Det Moderne Gennembrud tilskrives normalt Georg Brandes, der i 1869 oversatte den kontroversielle Kvindernes Underkuelse af John Stuart Mill til dansk, og som i de følgende år gav en lang række forelæsninger på Københavns Universitet og efterfølgende over det meste af Europa med kritik af Romantikken. Han skrev også artikler og bøger om emnet, og især er Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, som udkom i flere bind fra 1872 af betydning som teoretisk basis for periodens litteratur.
En række af de øvrige forfattere fra perioden havde internationale kontakter, og mange af dem boede i en periode i udlandet. Således var der større nordiske kunstnerkolonier i byer som Paris, Berlin og Rom, og nogle af forfatterne udgav litteratur direkte på et af de store sprog. Under alle omstændigheder blev værker af mange af forfatterne hurtigt oversat, og bevægelsen fik dermed sit store gennembrud.
I århundredets sidste tiår blev bevægelsen til dels afløst af symbolismen med udgangspunkt i flere forfatteres interesse for spirituelle/religiøse emner. Men realismen i Det Moderne Gennembrud var kommet for at blive, og den kan genfindes hos forfattere som Selma Lagerlöf, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø i de følgende år.
