Den kolde krig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den Kolde Krig (også kaldet Den Tredje Verdenskrig) er betegnelsen for det anspændte forhold mellem landene i NATO og Warszawapagten (særligt USA og Sovjetunionen) i perioden fra 2. Verdenskrig til Sovjetunionens opløsning i 1991.
Den kolde krig sluttede med Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
[redigér] Situationen i 1945
2. verdenskrig var lige sluttet. Det nazistiske Tyskland var endelig besejret. Nu skulle freden udformes, og der skulle samarbejdes mellem de sejrende magter, dvs. først og fremmest ’de tre store’: USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Men hurtigt viste der sig uoverensstemmelser. I Vesten opstod en voksende mistillid til de sovjetiske hensigter set i lyset af udviklingen i de sovjetisk besatte områder.
Tyskland kom til at spille en hovedrolle i den kolde krig. Tyskland blev opdelt i fire besættelseszoner, en amerikansk, en britisk, en fransk og en sovjetisk. Hurtigt dannedes der en hovedskillelinje mellem de tre vestlige zoner og den sovjetiske, så man snart kom til at tale om Vesttyskland og Østtyskland. I vest satsede man på demokrati og markedsøkonomi, mens man i øst tilstræbte et samfundssystem med forbillede i Sovjetunionen. Berlin, som lå som en enklave i den sovjetiske zone, blev opdelt på samme måde med tre vestlige sektorer og en østlig.
Også i det øvrige Europa gjorde en opdeling mellem øst og vest sig hurtigt gældende. De østeuropæiske lande, der var blevet befriet fra tyskerne af Sovjetunionen, fik hurtigt at mærke, at det var så som så med befrielsen. Der blev indsat kommunistiske regeringer, og landene blev lydstater for Sovjetunionen. Da den amerikanske politiker George Marshall i 1947 fremkom med en storstilet plan om generøse tilskud fra USA til den europæiske økonomi, vendte Sovjetunionen sig herimod og tillod heller ikke sine lydlande at modtage hjælp.
[redigér] Den kommunistiske magtovertagelse i Øst-Europa
[redigér] Gradvis udvikling af USAs rolle og politik lige efter freden i 1945
Det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948 blev en katalysator for udviklingen. I Vesten frygtede man, at der var tale om en sovjetisk plan for en trinvis overtagelse af kontrollen med de demokratiske lande i Europa, og man gik i gang med at udarbejde planer for et gensidigt forpligtende sikkerhedssystem byggende på en alliance mellem de vesteuropæiske stater og USA. Atlanterhavspagten, senere kaldt NATO, blev en realitet. Den bestod af i første omgang af USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Italien, Portugal, Norge og Danmark.
Senere udvidedes NATO med Grækenland, Tyrkiet, Spanien og Vesttyskland.
Som modvægt herimod dannedes Warszawa-pagten af Sovjetunionen og de østeuropæiske stater.
I Berlin udspandt der sig et drama i den kolde krig. I juni 1948 indledte Sovjetunionen en blokade af Vestberlin, således at der for vestmagterne kun var adgang til byen ad luftvejen. Hermed blev den berømte luftbro til Berlin en realitet. I næsten et år fik Vestberlin alle sine forsyninger ind med fly, hvilket Sovjetunionen sikkert ikke havde troet kunne lade sig gøre.
[redigér] Korea krisens begyndelse
Korea var efter Japans nederlag i august 1945 blevet delt i to. En sydlig del under amerikansk indflydelse og en nordlig under kommunistisk. I juni 1950 gik Nordkorea til angreb og nåede næsten at løbe Sydkorea over ende, inden amerikansk hjælp nåede frem. Det lykkedes amerikanerne sammen med styrker fra andre vestlige lande at standse nordkoreanerne og selv komme i offensiven, hvilket betød, at det snart var Nordkorea, som var ved at blive erobret. Kina, der i 1949 var blevet kommunistisk under Mao Tse Tung, greb nu massivt ind med store troppestyrker, og amerikanerne blev drevet tilbage til omkring den gamle grænse mellem Nord- og Sydkorea. Her gik krigen i stå, og først i 1953 blev der sluttet våbenstilstand. Formelt er der stadig krigstilstand mellem de to Korea'er.
[redigér] Stalins død og midlertidig afspænding
Der indtrådte en vis afspænding i den kolde krig i forbindelse med Josef Stalins død i marts 1953. Dog blussede uoverensstemmelserne voldsomt op fra tid til anden. I november 1956 udbrød en opstand mod det kommunistiske regime i Ungarn, en ny ungarsk regering blev dannet, og landet meldte sig ud af Warszawapagten. Det blev for meget for russerne. Sovjetisk militær nedtromlede opstanden, titusindvis af mennesker blev dræbt, og opstandens hovedmænd blev henrettet.
[redigér] Protesten i Danmark mod atomvåben
Foranlediget af frygten for at atomvåben i særdeleshed og i Danmark især, dannes i 1960 Kampagnen mod Atomvåben. Dette var starten til en folkelig protest mod atomvåben, med marcher mod atomvåben i årene 1960, 1961, 1962 og 1963.
[redigér] En gradvis spænding frem mod 70'erne
I maj 1960 blev det amerikanske spionfly U-2 skudt ned over sovjetisk territorium. Denne episoden sørget for at spolere det planlagte topmødet i Paris. Året efter byggede spændingen sig op omkring Vest-Berlins status, ved bygningen af Berlinmuren.
[redigér] Cubakrisen
Den måske alvorligste konflikt under den kolde krig var Cubakrisen i 1962, hvor en atomar konflikt mellem parterne var en nærliggende mulighed. Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov havde forsynet Fidel Castros Cuba med raketter, der udstyret med atomsprænghoveder var i stand til at nå store dele af USA. Den amerikanske præsident John F. Kennedy krævede raketterne fjernet, idet han truede med en militær konfrontation, og i nogle dage svævede verden i yderste fare for at havne i en atomkrig. Khrusjtjov valgte at trække raketterne hjem igen, idet han fik den modydelse, at de amerikanske raketter i Tyrkiet blev fjernet.
[redigér] Vietnamkrigen
[redigér] Forår i Prag
I 1968 greb Sovjetunionen igen ind over for en allieret, da man fandt de tjekkoslovakiske reformer for vidtgående. Det var især fordi, at man tillod aviser fra Vesten, der ellers var ulovlige at købe/have, og det faldt ikke i god jord, da det ville påvirke den russiske propaganda.
[redigér] Afspændingsårtiet
1970'erne bliver kaldt afspændingsårtiet. Selv om der ligger en kraftig forenkling i dette, skete det meget positivt i 70'erne. Det blev dannet en konference omkring sikkerhed og samarbejde i Europa, noget som resulterede i Helsingfors-erklæringen i 1975.
[redigér] Første halvdel af 80'erne
[redigér] Sidste halvdel af 80'erne
[redigér] Efteråret 1989
I efteråret 1989 oplevede man en revolution i Øst-Europa. De såkaldte vasall-stater løsgjorde sig på rad og række fra Sovjetunionen og hele jerntæppet revnet. Årsagerne til dette skyldtes blandt andet den lave levestandard, men også at landene ikke kunne forvente en sovjetisk indblanding.
[redigér] Bekæmpelsen af kommunismen
Den kolde krig gjorde sig gældende over hele kloden. Når Vesten støttede et land, støttede Sovjetunionen dets modstandere og vice versa. Dette fænomen gjorde sig stærkt gældende i Mellemøsten og i udviklingslandene.
