Cubakrisen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Cubakrisen er en betegnelse for de dage i oktober 1962, hvor USA og Sovjetunionen var på randen af en atomkrig. Krisen var kulminationen på den kolde krig, og det tætteste verden nogensinde har været på en krig mellem de to atommagter.
Krisen opstod, da Sovjetunionen påbegyndte opstillingen af en række raketanlæg til fremførsel af mellemdistance-raketter. Fuldt operationsdygtige ville disse raketter kunne nå Washington D.C. og en række andre strategiske mål i USA. Krisen stod på fra den 16. oktober 1962, hvor de sovjetiske missilinstallationer på Cuba blev opdaget, og 13 dage frem til den 28. oktober 1962, da den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov bekendtgjorde, at installationerne på Cuba ville blive demonteret.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Forhistorie
I 1952 tog Fulgencío Batista magten i Cuba ved et næsten ublodigt militærkup. Batista påbegyndte derefter sit voldsregime i Cuba. Batistas diktatoriske og undertrykkende styreform gjorde ham upopulær blandt den fattige del af befolkningen og førte til oprettelsen af en revolutionær bevægelse mod regeringen. I spidsen for revolutionen stod det cubanske kommunistpartis leder Fidel Castro, der tog magten efter afsættelsen af Fulgencío Batista i 1959.
Fidel Castro indledte hurtigt et samarbejde med det kommunistiske Sovjetunionen. En række reformer, og ekspropriering af landbrugsjord og værdier, der tilhørte amerikanske firmaer, fik USA til at ændre holdning til landet. Cuba var totalt afhængig af indtægterne fra landets sukkerrørsproduktion, der var verdens største. USA var på det tidspunkt Cubas største aftager af sukkerrør, men USA afbrød sine handelsforbindelser med Cuba, der nu var tvunget til at søge nu nye alliancepartnere. Sovjetunionen, der ingen allierede havde på den vestlige halvkugle, så straks en strategisk mulighed i det lille land. Fidel Castro og Nikita Khrusjtjov indgik en handelstraktat, der indbefattede et lån fra Sovjetunionen til Cuba.
USA, der var bekymret over den nye alliance, planlagde og understøttede invasionen i Svinebugten i april 1961. Invasionsstyrkerne bestod af 1.500 amerikansk trænede eksilcubanere, der ønskede at vælte Fidel Castro. Invasionen slog dog fejl, og blev i stedet en stor propagandasejr for Cuba.
Cubanerne frygtede en ny invasion, og bad derfor Sovjetunionen om militær bistand. Cuba var vigtig for Sovjetunionen. Både pga. Cubas strategiske placering kun 140 km syd for Florida, men også pga. den enorme propagandamæssige værdi landet havde under den kolde krig.
[redigér] Opstilling af missiler
I 1961 opstillede USA, igennem NATO, 15 mellemdistance Jupiter-missiler (mellemdistance missiler til fremførsel af atomvåben) nær den tyrkiske by Izmir. Disse missiler kunne nå byer i hele det vestlige Sovjetunionen.
Nikita Khrusjtjov godkendte planerne om opstillingen af de sovjetiske missiler på Cuba i maj 1962. I juli sejlede seks skibe fra Sovjetunionen med kurs mod Cuba. Ombord på nogle af disse skibe befandt sig militært materiale. Selvom USA havde efterretninger, der pegede i retning af, hvad Sovjetunionen havde i tankerne, fik skibene lov at sejle uhindret til Cuba. Den amerikanske præsident, John F. Kennedy, troede, at Sovjetunionen ikke ville skride til sådan en handling, og den amerikanske administration var blevet forsikret af sovjetiske diplomater om, at der ikke befandt sig sovjetiske missiler på Cuba, og at Sovjetunionen ikke havde nogen planer om at opstille sådanne.
I august 1962 fotograferede et amerikansk spionfly en række luft-til-jord missiler under opførelse på Cuba. Den 8. september ankom den første sending SS-4 Sandal missiler til Havanna. Et SS-4 Sandal missil (på russisk R-12 Dvina) var i stand til at fremføre atomvåben i megaton-klassen. Den 16. september ankom anden sending SS-4 missiler til Cuba, hvor sovjettiske eksperter konstruerede i alt 9 missil-installationer: 6 til SS-4 missiler og 3 til SS-5 missiler, der var i stand til at nå mål 4,000 km væk.
[redigér] Cubakrisens udvikling
Der findes ikke meget intern sovjetisk information om hvad, der var årsag til, at Sovjetunionen handlede som den gjorde. Denne artikel redegør derfor kun for udviklingen i sagen i USA.
De russiske missilinstallationer blev først opdaget den 14. oktober, da et amerikansk U-2 fly fotograferede en SS-4 installation i nærheden af San Cristobal. Billederne blev forelagt John F. Kennedy den 16. oktober. Missilerne på Cuba ville være i stand til at nå mål 2.000 km væk på bare 20 minutter. De udgjorde dermed en trussel mod Washington DC og omkring halvdelen af USA's atom-baser.
Efter at Kennedy var blevet klar over situationens alvor, nedsatte han en speciel taskforce, senere kendt som Sikkerhedrådets Eksekutivkomité (ExComm - The Executive Committee of the National Security Council), der udover ham selv og hans bror, justitsminister Robert F. Kennedy, bestod af en række ministre og seniorrådgivere. Fra da af blev alle beslutninger vedrørende Cubakrisen taget i dette organ. ExComm mødtes første gang om morgenen den 16. oktober, og mødtes herefter med jævne mellemrum hele vejen igennem krisen.
[redigér] Løsningsforslag
Et forslag om øjeblikkeligt at bombe de kendte missil-installationer blev diskuteret, men imidlertid forkastet. Amerikanerne kunne ikke være sikre på, om de kendte til alle installationer, og et luftangreb mod dem man kendte, kunne udløse et atomart gengældelsesangreb. Det ville på den anden side være et udtryk for intolerance for Sovjetunionens tiltag i Cuba at gennemføre et luftangreb mod Cuba. Et andet forslag om at gå diplomatiets vej ved at appellere til FN blev forkastet: Det ville tage alt for lang tid at få FN til at nå til enighed, og en eventuel FN resolution gav ingen garantier for, at Sovjetunionen ville demontere missilerne. De diplomatiske muligheder i sagen blev allerede forkastet den første dag, ExComm mødtes. De så USA's eneste muligheder som værende militære.
En tredje mulighed, der blev fremlagt i ExComm, var en henvendelse til Fidel Castro. Der var dog flere komplikationer i forbindelse med det. For det første kunne man på ingen måde være sikker på, at forsøget ville lykkes, og man havde desuden et mindre gunstigt forhold til Fidel Castro efter hans nationalisering af amerikanske virksomheder i Cuba og invasionen i Svinebugten. Kennedy var også selv af den opfattelse, at konflikten omkring raketopstillingen i Cuba udelukkende skulle opfattes som et amerikansk-sovjetisk anliggende, så Castro skulle altså ikke involvereres. Denne mulighed blev af disse årsager også forkastet tidligt.
En række militærkyndige gik ind for en øjeblikkelig invasion af Cuba. Det blev af en af komitéens deltagere udtrykt sådan: "Invadér, og fjern Castro fra Cuba". Med Svinebugtsaffæren in mente var risikoen for denne aktions fiasko noget, man måtte tage i betragtning. Man ønskede desuden at påføre civilbefolkningen i Cuba så lidt skade som muligt, hvilket denne løsning heller ikke tog højde for.
Det sidste forslag var en flådeblokade af landet rettet mod sovjetiske skibe med militære formål. Omkring denne diskuterede man blandt andet tidsfaktoren som værende svagheden i handlingen. En blokade gav mulighed for et sovjetisk modtræk, og gav desuden mulighed for videre forberedelser af mellemdistanceraketter i Cuba.
Blokadeløsningen og luftangrebet var de to muligheder, man i sidste ende traf valget imellem. Den endelige beslutning faldt på blokadeløsningen, idet man frygtede konsekvenserne af et luftangreb, der blev opfattet som en "ubegrænset" aktion, der ville kunne bruges til at retfærdiggøre en sovjetisk modaktion, f.eks i Berlin.
En plan for invasion af Cuba blev sideløbende udarbejdet, og amerikanske tropper blev samlet i Florida. De amerikanske efterretninger var dog fejlbehæftede: Amerikanerne regnede med, at der befandt sig ca. 10.000 sovjetiske tropper på Cuba, sammen med omtrent 100.000 cubanske. I virkeligheden befandt der sig 43.000 sovjetiske og 270.000 cubanske tropper på øen. Ydermere vidste amerikanerne ikke, at der allerede befandt sig 12 taktiske atomvåben på øen, der kunne sættes ind mod en amerikansk invasion. En invasion kunne derfor have ført til en katastrofe for amerikanerne.
[redigér] Blokaden
Mellem den 16. oktober og den 19. oktober blev i alt 4 operationelle installationer fotograferet af de amerikanske spionfly. Disse oplysninger blev dog holdt hemmelige indtil den 22. oktober, hvor Kennedy i en tv-tale afslørede, at amerikanerne havde fundet de russiske missilinstallationer. Selv USA's tætteste allierede, England, fik først oplysningerne aftenen før talen. Indtil da havde oplysningerne kun været kendt af de 14 ExComm-medlemmer. I talen gjorde Kennedy det klart, at et angreb med atommissiler fra Cuba ville blive betragtet som en angreb fra Sovjetunionen, og ville blive gengældt som et sådant. Kennedy erklærede også, at Cuba ville blive sat i "karantæne", for at undgå yderligere sovjetisk oprustning. Karantænen indebar, at USA oprettede en flådeblokade af al skibstrafik til og fra Cuba. Blokaden strakte sig 926 km rundt om Cuba i internationalt farvand. Blokaden blev kaldt for en karantæne for ikke at komme i konflikt med international lov, som forbyder, at man blokerer et andet land. En blokade ville betyde det samme som en regulær krigserklæring, og Kennedy ville med ordvalget understrege, at USA og Cuba endnu ikke var i krig.
Dagen efter Kennedys tale begyndte den amerikanske blokade af Cuba. 450 krigsskibe, 100 fly eskadriller og 200.000 soldater blev sendt mod Cuba[Kilde mangler]. Samtidig blev alle civile borgere på den amerikanske flådebase Guantanamo Bay (der ligger i Cuba) sendt til USA.
Der var et juridisk problem forbundet med blokaden: Juridisk var det intet ulovligt ved de sovjetiske missil-installationer. De udgjorde klart en trussel mod USA, men lignende missiler stod opstillet rundt om i Europa, og udgjorde en lignende trussel mod Sovjetunionen. Udover de omtalte 15 Jupiter-missiler i Tyrkiet, var der opstillet 60 atomraketter ved Nottingham i England og 30 i Italien. Udover det juridiske problem gav blokaden også anledning til bekymring om, hvordan Sovjetunionen ville reagere på den. Man frygtede, det ville eskalere situationen. Trods disse bekymringer fik USA en, for Kennedy overraskende, massiv støtte til kursen fra Europa.
[redigér] Kulminationen
Den 23. og 24. oktober sendte Nikita Khrusjtjov breve til Kennedy, hvori han hævdede, at de sovjetiske missiler udelukkende tjente et fredeligt formål.
Den 25. oktober blev der afholdt en ekstraordinær forsamling i FN's Sikkerhedsråd omkring situationen på Cuba. Efter en ophedet debat, hvor de sovjetiske diplomater nægtede at svare på de amerikanske beskyldninger, fremlagde den amerikanske ambassadør, Adlai Stevenson de amerikanske luftfotos, der afslørede de cubanske missilinstallationer.
Den 26. oktober tilbød Sovjetunionen at fjerne missilerne, såfremt USA ville garantere aldrig igen at invadere eller støtte invasioner af Cuba.
Den 27. oktober fremlagde Sovjetunionen et nyt forslag, hvori det, udover de tidligere krav, forlangtes, at USA fjernede deres missiler i Tyrkiet. Dette forslag blev transmitteret direkte i sovjetisk radio.
[redigér] Afslutningen
Krisen toppede den 27. oktober, da en amerikansk pilot blev skudt ned over Cuba, og en anden amerikansk pilot nær var blevet tilbageholdt, da han kom på afveje ind over Sibirien. Denne hændelse indtraf, fordi den amerikanske chef for luftvåbnet ikke havde efterfulgt Kennedys ordre om at indstille al overflyvning af området. Samtidigt nærmede sovjetiske handelsskibe sig karantænezonen, og 2 af dem nægtede at vende om.
Præsident Kennedy var tvunget til at reagere. Senere den dag ville en konfrontation mellem de amerikanske krigsskibe, og de sovjetiske fragtskibe være uundgåelig. Kennedy accepterede nu officielt det første sovjetiske aftaletilbud og lod, som om han aldrig havde modtaget det andet. Samtidig blev Robert Kennedy sendt til den sovjetiske ambassadør i USA, Anatoly Dobrynin, som USA tidligere havde haft gode relationer til, for at forhandle en aftale på plads i hemmelighed.
Amerikanerne kunne ikke officielt gå med til at fjerne deres missiler i Tyrkiet, som Sovjetunionen krævede det. Det ville ligne et nederlag. Men Robert Kennedy lod Anatoly Dobrynin forstå, at disse missiler kunne fjernes i løbet af 4-5 måneder, hvis Sovjetunionen fjernede deres missiler på Cuba. Parterne nåede til enighed om en aftale, der indebar en demontering af missilerne i Tyrkiet. Officielt skulle det dog hedde, at missilerne var forældede, og derfor blev demonteret. Sovjetunionen kunne ikke offentliggøre den reelle årsag til missilernes nedtagning, da USA derved ville anse aftalen for brudt. Aftalen blev forelagt Khrusjtjov, der fik frist til at bestemme sig indtil næste dag. Derefter, lod Robert F. Kennedy forstå, ville en militær konfrontation være uundgåelig. Khrusjtjov accepterede aftalen, de sovjetiske skibe vendte efterfølgende om, og den 28. oktober erklærede Khrusjtjov, at han havde beordret de sovjetiske missiler på Cuba demonteret. Den 20. november ophævede Kennedy blokaden af Cuba, efter alle sovjetiske missiler var blevet taget ned.
[redigér] Efterspil
Krisen betød på mange måder en opblødning i forholdet mellem USA og Sovjetunionen. I 1963 blev der etableret en direkte telefonlinie mellem Moskva og Washington, den såkaldte røde linje. En sådan linje skulle forhindre fejlinformationer i en lignende kritisk situation. Før denne linje blev oprettet, tog det ca. 4 timer at sende en besked mellem Kreml og Det Hvide Hus. Krisens afslutning førte også til en aftale mellem England, Sovjetunionen og USA om at stoppe med at foretage atomprøvesprængninger i atmosfæren. De to hovedpersoner, Khrusjtjov og Kennedy, ønskede en afspænding i forholdet mellem de 2 lande, men alle deres gode intentioner blev desværre ikke til noget. Kennedy blev som bekendt skudt den 21. november 1963, og Nikita Khrusjtjov blev afsat i 1964, tildels pga. af Cubakrisen, der havde fået ham til at fremstå som en svag leder, der måtte bøje sig for amerikanernes pres i en situation, han selv havde skabt. Den efterfølgende sovjetiske ledelse genoptog den sovjetiske oprustning, som derefter fortsatte.
