Ebooks, Audobooks and Classical Music from Liber Liber
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z





Web - Amazon

We provide Linux to the World


We support WINRAR [What is this] - [Download .exe file(s) for Windows]

CLASSICISTRANIERI HOME PAGE - YOUTUBE CHANNEL
SITEMAP
Audiobooks by Valerio Di Stefano: Single Download - Complete Download [TAR] [WIM] [ZIP] [RAR] - Alphabetical Download  [TAR] [WIM] [ZIP] [RAR] - Download Instructions

Make a donation: IBAN: IT36M0708677020000000008016 - BIC/SWIFT:  ICRAITRRU60 - VALERIO DI STEFANO or
Privacy Policy Cookie Policy Terms and Conditions
Napoleon 1. af Frankrig - Wikipedia

Napoleon 1. af Frankrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Napoleon Bonaparte
Forstør
Napoleon Bonaparte
Jacques-Louis David - Bonaparte i Store Sankt Bernhard-passet
Forstør
Jacques-Louis David - Bonaparte i Store Sankt Bernhard-passet

Napoléon Bonaparte (15. august 1769 - 5. maj 1821) var Frankrigs diktator fra 1799 og Frankrigs kejser under navnet Napoléon I fra den 18. maj, 1804 - 6. april, 1814 og igen 18. marts - 22. juni 1815. Han erobrede og regerede også det meste af det vestlige og centrale Europa. Undertiden uofficielt benævnt "Napoleon den Store".


Indholdsfortegnelse

[redigér] Ungdom og karriere

Napoleon blev født på Korsika som Napoleone Bonaparte i en lavadelig familie af italiensk afstamning. Skønt han ikke var ældste søn blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han uddannedes på franske militærskoler, identificerede sig med den franske sag og afviste deltagelse i korsikanske frihedsbestræbelser. Under revolutionen sluttede han sig, mest af praktiske grunde, til jakobinerne og gjorde hurtigt karriere som general; han fik sit militære gennembrud ved sin indsats under Toulons generobring 1793. Jakobinernes fald 1794 bragte ham en overgang i unåde, men 1796 blev han leder af Italiens-hæren med hjælp fra overdirektøren Barras, hvis fhv. elskerinde Joséphine de Beauharnais han samtidig giftede sig med. Gennem de to felttog til hhv. Italien 1796-97 og Egypten-Syrien 1798-99 skabte han sig en position som landets mest succesfulde general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han også frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med Østrig. Det andet felttog endte, efter begyndende sejre, i fiasko, men skabte også sensation om hans navn. Ved sit statskup i efteråret 1799 (Brumairekuppet) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.

[redigér] Førstekonsulen

Napoleons styre som førstekonsul cementerede hans magt. Udadtil gennemførte han sejrrigt en krig mod den såkaldte anden koalition, og 1802-03 herskede endog en kortvarig fred med England. Indadtil arbejdede han med stor energi og skabte orden og disciplin efter omvæltningerne. Organiseringen af landets provinser blev konsekvent gennemført; der oprettedes en række eliteskoler og militærakademier, som skulle uddanne en loyal embeds- og officersstand, og endelig indførtes den store lovsamling Code Civil (også kaldet Code Napoléon) 1804. Lovene beskyttede bøndernes nye ejendom og accepterede lighed for loven, men forringede både arbejderes og kvinders rettigheder. Samtidig forsonede han sig med kirken (1801) og anerkendte katolicismen som landets religion, ligesom han gav landflygtige adelige fuld ret til at vende tilbage og arbejde i hans tjeneste. Styret fungerede i øvrigt som et effektivt diktatur med censur og politistatsmetoder, men større ændringer legitimeredes af "folkeafstemninger". I disse år nød han sandsynligvis stor opbakning fra befolkningen, dels på grund af den indre ro, dels fordi landet ikke berørtes direkte af krig. Blandt Napoleons nærmeste medarbejdere var udenrigsministeren Talleyrand og politiministeren Fouché, hvis navne er knyttet til hans styre. Efter handelsstridigheder brød krigen med England atter ud 1803, og et stigende behov for mere formel magt førte til, at Napoleon 1804 opgav sin officielt republikanske rolle og indførte kejserdømmet...

[redigér] Kejserdømmet til 1812

2. december 1804 lod Napoleon sig udnævne til kejser, vel hovedsagelig for at sikre magten for sin slægt og for at skaffe sig mere prestige over for udlandet. Hans status som monark pegede desuden tilbage til det romerske rige og derved på kravet om et imperium. Hele hans regeringstid blev præget af krigen. Da han ikke kunne gennemføre en invasion i England satsede han på landkrig. 1805 foretog han et sejrrigt fremstød mod den Tredje Koalition, slog den østrigsk-russiske hær ved Austerlitz (december 1805), tvang Østrig ud af koalitionen og opløste året efter det Tysk-romerske Rige. Krigen mod Rusland fortsatte endnu et par år, hvor Preussen også trådte ind på allieret side 1806, men næsten omgående blev overvundet og besat. Ved freden i Tilsit 1807 trådte Rusland ud af koalitionen og accepterede Napoleons dominans mod ikke selv at afstå noget; Preussen måtte foretage store afståelser, og hele Tyskland blev reelt en vasalstat af Frankrig. Den franske flådemagt var imens gået tabt i søslaget ved Trafalgar 1805, og Napoleon prøvede derfor at blokere England til kapitulation ved fastlandsspærringen fra 1807, der skulle udelukke landet fra al handel med kontinentet. Det medførte en udvidelse af krigen for at få alle med, hvorunder Napoleon besatte Spanien og Portugal 1807-08, men dette resulterede i åbent oprør, og fra 1808 rasede en blodig og hensynsløs krig i Spanien, hvor England hurtigt intervenerede. Napoleon kørte fast her, men beholdt overtaget på andre fronter. En østrigsk genindtræden i krigen 1809 førte til ny fransk sejr, og 1810 nåede Napoleon sin største sociale succes, da han blev den østrigske kejsers svigersøn. I Tyskland gærede så småt et oprør mod hans styre, men endnu o. 1810 havde han stort set styr på situationen. I hele sin regeringstid oprettede han flere steder lydstater og "uafhængige" provinser som reelt var under fransk kontrol. Han indsatte familie og medkæmpere som regenter, således broderen Joseph Bonaparte i først Napoli, hvor han afløstes af svogeren Murat og derefter i Spanien, og broderen Jérome Bonaparte i "Kongeriget Westfalen".

[redigér] Fald og fangenskab

Det blev forholdet til Rusland, der blev begyndelsen til enden for Napoleon. Russerne havde ikke haft økonomisk fordel af fastlandsspærringen og begyndte at distancere sig fra ham, indtil de til sidst fremtvang et brud 1812. Samme år foretog han et stort felttog til Rusland, hvor han besatte Moskva, men russerne afbrændte byen og ødelagde forsyningsmulighederne, således at han måtte føre hæren tilbage, hvorunder størstedelen af den gik tabt af kulde og sult (kun ca. 85.000 af 610.000 mand kom hjem). Dette blev signalet til åbent oprør i Tyskland, og skønt han vandt flere store sejre, blev han omsider besejret ved Leipzig 1813, hvorefter hans herredømme brød sammen. De allierede invaderede Frankrig, hær og politikere faldt fra, og april 1814 blev han tvunget til at abdicere og tog herefter ophold på Elba, hvor han styrede som en slags lokalfyrste. 1815 forsøgte han et come-back som kejser, gik i land i Sydfrankrig og satte sig i spidsen for de tropper, der var blevet sendt af sted for at fange ham. På kort tid lykkedes det ham at sikre sig magten i Frankrig (regeringsperioden kaldes de 100 dage), at opstille en ny hær og at indlede kampen mod de samlede, europæiske magter. Ved Slaget ved Waterloo led hans hær det endelige nederlag i juni, han blev fanget på ny og døde i 1821 som deporteret på øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Der har, især i de senere år været vedholdende rygter om, at han blev myrdet på initiativ af den franske regering. Påstande om arsenikforgiftning har været fremført, men er hver gang blevet afvist som usikre og utilfredsstillende. Den officielle dødsårsag var kræft. 1840 overførtes hans lig til Frankrig, hvor hans sarkofag nu findes i Invalidekirken.

[redigér] Bedømmelsen

Napoleon er én af nyere tids mest omdiskuterede politiske skikkelser, af sine tilhængere hyldet som militærgeni og nationalhelt, af modstandere fordømt som magtmenneske og diktator. Der hersker næppe tvivl om, at han er blandt verdenshistoriens største generaler, på linje med Alexander den Store, Hannibal og Julius Cæsar. Hans styrke lå i hans talent for lynkrig, hvor modstanderen overraskedes og uskadeliggjordes ved afgørende slag, ligesom han udviklede anvendelsen af ildvåben i kamp. Han viste også personligt mod og havde en glimrende evne til at virke som soldaternes ven. Også som administrator og statsleder var han praktisk og dygtig, selv om hans styrke nok mere lå på det militære felt. Derimod er meningerne langt mere delte om hans person og politiske mål. Han har ofte været fremstillet som "revolutionens søn" og set som en progressiv skikkelse, som videreførte de revolutionære resultater. Dette billede er formentlig kun delvis rigtigt. Hans herredømme betød en effektivisering af det franske statsstyre efter flere års kaos og magtkampe, men næppe en demokratisering. Der var praktiske årsager til de fleste revolutionære resultater, han bevarede, såsom behovet for at binde bønderne til statsmagten ved at sikre deres jordejendom eller at skaffe bedre officerer gennem hurtigere avancementer. Derimod blev f. eks. både arbejderklassen og kvinderne stillet juridisk ringere under hans styre. Han lod både kirke og den loyale del af adelen genvinde dele af deres indflydelse, så længe de tjente ham. Hans krigspolitik bidrog til at overanstrenge Frankrig, og han synes i ringe grad at have vist interesse for de tab, den påførte. Han kunne nok til tider vise sig storsindet, men i andre tilfælde foretog han brutale overgreb på lokalbefolkningerne, når de ikke ville adlyde, både i Italien, Syrien og Spanien. Når hans styre alligevel fik så stor betydning, skyldes det snarere, at revolutionære idéer blev udbredt til de forskellige besatte lande - enten han selv fulgte dem eller ej - og derved slog rod. Napoleonsdyrkelsen, som han selv bidrog til med en effektiv propaganda, holdt sig imidlertid længe i Frankrig og blev bl.a. forudsætningen for nevøen Napoleon 3.s magtovertagelse 1851. Først efter 1870 mistede den noget af sin kraft.

[redigér] Familieforhold

Napoléon Bonaparte var fra 1796-1809 gift med Louíse de Mán og fra 1810 med Maria Louisè af Tyskland. Med sidstnævnte havde han sit eneste officielle barn, sønnen Napoleon 2. (kaldet "kongen af Rom").

Hans brødre var Josef Bonaparte, konge af Napoli og senere Spanien, Lucien Bonaparte, Louis Bonaparte, konge af Holland (fader til Napoleon III), og Jerome Bonaparte, konge af Westfalen, stamfader til den nuværende Bonaparteslægt. Af hans tre søstre var Maria gift med den italienske officer Felix Bacciochi, Caroline med marskal Joachim Murat og Pauline først med genenal Leclerc, senere med fyrst Borghese.

[redigér] Napoleons væsentligste slag

Lodi (1796), Rivoli (1797), Arcole (1797), Pyramiderne (1798), Palæstina (1799), Marengo (1800), Hohenlinden (1800), Austerlitz (1805), Jena (1806), Eylau (1807), Friedland (1807), Wagram (1809), Borodino (1812), Bautzen (1813), Gross-Görschen (1813), Dresden (1813), Leipzig (1813), Ligny (1815), Waterloo (1815) .

[redigér] Litteratur

Litteraturen om Napoleon 1. er overvældende stor. Her er kun anført enkelte mere relevante værker, hovedsagelig på dansk.

Eugen Tarlé: Napoleon. da. 1800, ny udg. 1980.
Pieter Geyl: Napoleon. For and Against. eng. 1810, 1810, svensk udg. Napoleon - hjälte eller tyrann? 1925.
Felix Markham: Napoleon. da. 1854.
Jean Tulard: Napoleon eller Myten om en frelserskikkelse. da. 1991.
Herman Lindqvist: Napoleon. da. 2005.

[redigér] Napoleon fremstillet på film

Et udvalg af Napoleonfremstillere og film:

Poul Reumert (Madame Sans-Gene, 1909, da. version), Albert Dieudonné (Napoleon, 1927), Charles Boyer (Maria Walewska, 1937), Marlon Brando (Desiree, 1954), Raymond Pellegrin (Napoleon, ørnen fra Korsika, 1955), Herbert Lom (Krig og fred, amr. version 1956), Vladislav Strzhelchik (Krig og fred, sovj. version 1965-67), Rod Steiger (Waterloo, 1969), Armand Assante (Napoleon and Josephine, amr. TV-serie 1987).

[redigér] Se også

[redigér] Ekstern henvisning

Efterfulgte: Franske regenter Efterfulgtes af:
Ludvig 16.
1774-1792
Ludvig 18.
1814-1824

Our "Network":

Project Gutenberg
https://gutenberg.classicistranieri.com

Encyclopaedia Britannica 1911
https://encyclopaediabritannica.classicistranieri.com

Librivox Audiobooks
https://librivox.classicistranieri.com

Linux Distributions
https://old.classicistranieri.com

Magnatune (MP3 Music)
https://magnatune.classicistranieri.com

Static Wikipedia (June 2008)
https://wikipedia.classicistranieri.com

Static Wikipedia (March 2008)
https://wikipedia2007.classicistranieri.com/mar2008/

Static Wikipedia (2007)
https://wikipedia2007.classicistranieri.com

Static Wikipedia (2006)
https://wikipedia2006.classicistranieri.com

Liber Liber
https://liberliber.classicistranieri.com

ZIM Files for Kiwix
https://zim.classicistranieri.com


Other Websites:

Bach - Goldberg Variations
https://www.goldbergvariations.org

Lazarillo de Tormes
https://www.lazarillodetormes.org

Madame Bovary
https://www.madamebovary.org

Il Fu Mattia Pascal
https://www.mattiapascal.it

The Voice in the Desert
https://www.thevoiceinthedesert.org

Confessione d'un amore fascista
https://www.amorefascista.it

Malinverno
https://www.malinverno.org

Debito formativo
https://www.debitoformativo.it

Adina Spire
https://www.adinaspire.com