Alexander den Store
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Detalje fra mosaik fra Pompei fra 1. århundrede f.Kr.
Alexander den Store (gr.:Μέγας Αλέξανδρος, født sidst i juli, 356 f.Kr., død 10. juni 323 f.Kr.) var konge af Makedonien. De græske bystater var allerede blevet samlet under Alexanders far, Filip 2. af Makedonien, og Alexander den Store kunne erobre Persien, Egypten og en række andre kongedømmer. Han nåede helt frem til det nordlige Indien. Erobringerne medførte en hurtig spredning af græsk kultur til flere kontinenter.
Allerede som dreng deltog Alexander i Filips kampe for at få magten i Grækenland, men kom siden i strid med faderen, der havde tilsidesat Alexanders mor som dronning. Efter mordet på Filip i 336 tog Alexander omgående kongemagten, befæstede sit herredømme i Grækenland og knuste bl.a. bystaten Theben fuldkommen, da den satte sig imod ham.
Størsteparten af Alexanders regering – fra 334 – var opfyldt af hans store felttog mod Persien. I tre slag (Granikos 334, Issos 333 og Gaugamela 331) slog makedonerne under Alexanders ledelse de persiske hovedhære, hvorefter riget brød sammen og den sidste persiske konge myrdedes under flugten. I pauserne mellem fremrykningerne foretog Alexander også erobringer på andre fronter, bl.a. af Fønikien under stor blodsudgydelse (332) og af Egypten (332-31). Efter den endelige sejr over perserne udnævntes Alexander til storkonge og arbejdede for at fæstne sin magt. Han fortsatte dog felttoget til det nordlige Indien, hvor et truende mytteri tvang ham til at afbryde videre fremrykning. Tilbage i Persien bragte han orden i administration og styre og kvalte et begyndende mytteri blandt sine egne soldater. Under planlægningen af en ny ekspedition døde han pludselig, måske af overdrevent drikkeri eller feber.
På højden omfattede Alexanders rige - foruden Grækenland – det nuværende Egypten, Syrien, Libanon, Israel, Jordan, Tyrkiet, Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan. Som enehersker gjorde han meget for at passe ind i de forskellige kulturer og lade sig hylde som gudefyrste af de lokale folkeslag – om dette skyldtes et forsøg på at skabe tværkulturelt sammenhold om herskeren eller blot var udtryk for egen magtlyst, er ikke klart. Desuden tog han i vidt omfang lokale officerer og stormænd i sin tjeneste, hvis de viste sig loyale. Hans kurs var ikke populær hos hans makedonske landsmænd, som følte at han svigtede sin baggrund. Endelig gennemførte han en hektisk aktivitet mht. bygrundlæggelser.
Efter Alexanders død brød riget forholdsvis hurtigt sammen under stridigheder mellem forskellige makedonske generaler der alle ville være hans arvtagere.
Alexander synes at have været en dristig og energisk hærfører der nåede store resultater, men viste sig også hensynsløs i krig og despotisk over for sine undersåtter, efterhånden som hans magt øgedes.
[redigér] Se også
- Filmen Alexander af Oliver Stone
Og den nye film Alexander.
[redigér] Kilder og litteratur
- Flavius Arrianos: Alexandros’ Bedrifter samt om Indien og Nearchos’ Kystfart, oversat og oplyst ved Anmærkninger af M. Cl. Gertz. Kbh. 1913-15. (Antik hovedkilde til Alexanders liv)
- Charles Mercer: Alexander den Store. Kbh. 1964. (Populærhistorisk skildring)
- Bengt Liljegren: Alexander den Store. Kbh. 2005.
