Muhammed

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Muhammed og englen Gabriel i en persisk miniature fra det 14. århundrede


Religion
Abrahamitiske religioner
jødedom - islam
kristendom Denne artikel er del af serien Islam
Religiøse dogmer
Trosbekendelsen Bøn · Faste · Halal · Haram Pilgrimsrejsen til Mekka · Velgørenhed
Centrale personer
Muhammed · Ali · Abu Bakr Muhammeds følgesvende Ahl Al-Bayt · Imamer Islams profeter · Mahdi
Skrifter og love
Koran · Hadith · Sira Fiqh · Sharia
Retninger
Sunni · Shi'a · Sufisme Religiøse retninger inden for islam
Sociopolitiske aspekter
Byer · Arkitektur Kunst · Kalender Islamiske religiøse ledere Imamate · Kalifat Islam og kvinder Politisk islam · Jihad
Se også
Islamiske begreber Islams historie Kritik af islam Indeks over artikler der handler om islam

Muhammed (570 - 632) (arabisk مُحَمَّد Muḥammad) er grundlægger af religionen islam, hvor han regnes for den sidste og mest betydende profet, hvorfor han også omtales som Profeternes Segl.

[redigér] Liv og gerning

Muhammed blev født i Mekka i en velstående familie af Quraish-stammen, som på det tidspunkt havde magten over byen, hvor de fungerede som vogtere af Ka‘abaen. Muhammeds far, Abd-Allah ibn Abd-al-Muttalib, døde, før Muhammed blev født, så Muhammed blev opdraget af sin bedstefar, Abd al-Muttalib. Da Muhammed var seks, døde også hans moder, Aminah bint Wahab og to år senere hans bedstefar. Muhammed fik derfor sin onkel, Abu Talib, som værge.

Mekka var en stor handelsby, ikke mindst på grund af Ka‘abaen, og købmænd fra mange forskellige stammer havde deres gang i byen, særligt i pilgrimstiden, hvor de kunne rejse uden fare for stammeuroligheder. Muhammed slog ofte følge med sin onkel på handelsrejser, særligt til Syrien, og blev derfor allerede i en tidlig alder berejst og bekendt med fremmede lande og sæder.

I dette miljø voksede Muhammed op og lærte købmandskunsten, og som 25-årig begyndte han at arbejde for Khadidjah, en fyrreårig meget rig enke. Khadidjah blev så imponeret over Muhammeds færdigheder, at hun i 595 friede til ham. De blev efterfølgende gift, og ifølge overleveringerne fik Muhammed med Khadidjah en søn (der dog døde som spæd) og fire døtre (ifølge shia var sønnen og de tre af døtrene dog alene Khadidjahs fra et tidligere ægteskab). Efter Khadidjah's død, giftede Muhammed sig igen, og da han var ca. 53 år gammel bad han om at få tilladelse til at gifte sig med Aisha, en 6 år gammel pige, der var datter af Abu Bakr, bror til Muhammed, altså Profetens niece. Da han bad om tilladelsen sagde Abu Bakr: "Jamen jeg er din bror" og Muhammed svarede ham: "Du er min bror i Allahs religion, og det tilladt for mig at gifte mig med Aisha". Samme fremgangsmåde anvendte Muhammed når han ikke brød sig om pigen, f.eks da Muhammed blev spurgt om han ville gifte sig med Hamza, svarede han:" Nej, hun er min niece". [Sahih Bukhari 7.18], [Sahih Bukhari V.7, B.62, N.37]

Med tiden udviklede Muhammed et i stigende grad eftertænksomt sind og han tilbragte ofter nætterne med meditation og tavs eftertænksomhed i en grotte (i muslimsk tradition kaldet hira) på et bjerg nord for Mekka. En sådan nat, da han var omkring fyrre år, fik han ifølge muslimsk tradition en åbenbaring, idet englen Gabriel viste sig for ham og dikterede de første fem vers af sura 96 (al-‘Alaq) i Koranen. Skræmt vendte Muhammed tilbage til Khadidjah, der førte ham til sin slægtning, den lærde Waraqah ibn Nawfal, der var en kristen munk. Han hørte Muhammeds beretning, udlagde den for ham og fortalte ham, at englen, han havde set, var den samme engel, som Gud i sin tid havde sendt til Moses. Få dage efter dette møde døde Waraqah.

Herefter var der en betydelig periode uden åbenbaringer, indtil Muhammed modtog surat ad-Dhuha. Herefter modtog Muhammed regelmæssigt åbenbaringer i resten af sit liv, og på basis af disse begyndte han at forkynde islam.

I 622 emigrerer Muhammed og hans tilhængere til byen Medina hvor han opretter den religiøse menighed umma. Her var han både politisk, militær og religiøs leder. I 630 vender Muhammed tilbage til Mekka og har på dette tidspunkt magten i hele Arabien.

[redigér] Eftermæle

I dag ser over en milliard muslimer verden over op til Muhammed som det forbilledlige menneske par excellence, om end han kun er et menneske og derfor nok bør emuleres, men ikke tilbedes. Hele sit liv igennem understregede han således, at han bare var en budbringer - et helt almindeligt menneske, der var blevet udvalgt af Allah som profet. Muhammed beskrives i biografierne, de såkaldte siraer, og i hadith-beretningerne, som en ædel, tålmodig og ydmyg skikkelse, der bar mange fornærmelser, gengældte ondt med godt og forbandelser med velsignelser. I stærk kontrast hertil står en udbredt moderne vestlig opfattelse af Muhammed som en nidkær krigsfyrste - et billede, som mange muslimer slet ikke kan genkende.

Flere muslimske traditioner (dog som regel ikke shiismen) regner det for forkert at afbilde Muhammed eller islams profeter generelt; herunder også Jesus, Moses osv. Dette forbud grunder sig ikke som sådan på Koranen (der blot som Bibelen forbyder, at man afbilder Gud), men snarere i en række hadith-traditioner, hvori Muhammed generelt forbyder, at man gør sig billeder af levende væsener. Den bagvedliggende tanke er, som med forbuddet mod gudebilleder, at man risikerer at forledes til at tilbede billeder eller personer i stedet for Allah, hvilket strider mod den muslimske monoteisme [1]. Tilsvarende ikonoklastiske traditioner kendes inden for kristendommen, men vandt aldrig større udbredelse.