Koreakrigen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Koreakrigen foregik i perioden fra den 25. juni 1950 til den 27. juli 1953. Det var en væbnet konflikt imellem Nordkorea – støttet af Kina og Sovjetunionen – på den ene side, og Sydkorea – støttet af USA, Storbritannien og andre FN-lande – på den anden side. Krigen var den første store konflikt i den kolde krig og er af mange set som en stedfortræderkrig mellem USA og Sovjetunionen. Det var også første gang, at den kolde krig bevægede sig uden for Europa. I alt døde omkring 2,5 millioner mennesker i den tre år lange krig, heraf 1,5 millioner civile.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund og årsag
Korea blev invaderet og indlemmet i det japanske imperium i 1910 og var en del af imperiet frem til afslutningen af 2. verdenskrig. De allierede havde aftalt, at Sovjetunionen skulle invadere det japanske imperium tre måneder efter krigens afslutning i Europa, og den 8. august 1945 erklærede Sovjetunionen krig imod Japan og gik fra nord ind i Korea. Japan overgav sig den 15. august, og på det tidspunkt besatte de sovjetiske tropper en stor del af det nordlige Korea. Efter Japans overgivelse begyndte USA en besættelse af landet sydfra og foreslog samtidig Sovjetunionen en midlertidig deling af landet ved den 38. breddegrad. Japanske styrker placeret i Korea skulle efter denne aftale overgive sig til Sovjetunionen, hvis de befandt sig nord for den 38. breddegrad, og til USA hvis de var placeret syd for. På denne måde blev landet hurtigt inddelt i to store zoner, hver især under kontrol af de to allierede.
I december 1945 blev USA og Sovjetunionen enige om at foretage en administrativ opdeling af Korea. Dette blev gjort uden at spørge den koreanske befolkning. Hver især satte samtidig lydregeringer ind i hvert af de to områder. USA erstattede den daværende venstreorienterede regering, der var oprettet i juni 1945, med antikommunisten Syngman Rhee, og Sovjetunionen indsatte den kommunistiske oprørsleder Kim Il-Sung. Begge lande lovede ved samme lejlighed, at det industrialiserede nord nok skulle blive genforenet med det landbrugsdominerede syd, men forsømte at komme med konkrete planer. De ideologiske forskelle forværrede forholdet mellem nord og syd, ligesom det spændte forhold mellem Sovjetunionen og USA mindskede håbet om en genforening. Der blev dog stadig ført forhandlinger om en genforening af de to zoner, fra 1947 i FN-regi, men det viste sig at være frugtesløst. Den 15. august 1948 blev Sydkorea oprettet og den 9. september samme år fulgte Nordkorea trop.
[redigér] Krigens forløb og karakteristika
Krigens forløb kan inddeles i fire faser.
Nordkorea angriber. Det sydkoreanske forsvar er ikke forberedt, og det amerikanske kontingent kan intet stille op. Nordkorea besætter hurtigt næsten hele Sydkorea, kun en lille enklave omkring havnebyen Pusan holder stand. Denne fase løber fra den 25. juni til 14. september 1950.
FN går til modangreb. Ved Pusan stoppes den nordkoreanske fremmarch, samtidig med at USA landsætter tropper ved Incheon. Dette tvinger de nordkoreanske tropper på hastigt tilbagetog. I løbet af en måned er næsten hele den koreanske halvø på FN's hænder. Denne fase løber fra den 15. september til 24. oktober 1950.
Kina træder ind i krigen. Kina havde truet med at intervenere såfremt FN's styrker overtrådte den 38. breddegrad. Dette skete den 7. oktober, og tre uger senere går Kina aktivt ind i krigen. På det tidspunkt er FN styrkerne nået frem til den kinesiske grænse. Kinas invasion sender nok engang FN på tilbagetog. I januar 1951 bliver de tvunget tilbage over den 38. breddegrad, og senere samme måned falder Seoul. Tilbagetrækningen fortsætter indtil marts hvor FN nok en gang går til modangreb. Seoul generobres, og i løbet af de næste par måneder stabiliserer fronten sig omkring den 38. breddegrad. Denne fase løber fra den 25. oktober 1950 til juli 1951.
Stilstand. I løbet af de næste to år bevæger fronten sig kun få kilometer. Krigsparterne udbygger de primære og sekundære forsvarslinjer på hver side af fronten, samtidig med at den politiske vilje ikke er til stede til at foretage store angreb. Fredsforhandlinger begynder den 10. juli 1951, men først to år senere kan en våbenhvile underskrives. Formelt er Nordkorea og Sydkorea stadig i krig.
[redigér] Nordkorea angriber
Tidligt om morgenen, søndag den 25. juni begynder er øresønderrivende artilleribombardement fra nordsiden af den 38. breddegrad. Det er Nordkorea der uprovokeret angriber Sydkorea. I løbet af dagen strømmer over 135.000 nordkoreanske tropper, støttet af 150 sovjetisk producerede T-34 tanks ind i Sydkorea. Dagen er valgt med omhu, idet en stor del af Sydkoreas officerskorps er troende kristne og derfor ikke er sammen med deres tropper på angrebstidspunktet, men derimod i kirke. Store dele af Sydkoreas 38.000 stærke mand hær kollapser nærmest øjeblikkeligt, og allerede den 28. juni bliver Seoul indtaget. På trods af de hurtige sejre blev Nordkoreas strategiske mål, nemlig en kollaps af den sydkoreanske hær og en overgivelse fra Syngman Rhees regering, ikke indfriet.
USAs militære dogme havde placeret Korea uden for det område USA var parate til at forsvare militært, men USAs præsident Harry S. Truman så situationen i Korea som et forsøg fra Sovjetunionen og Kinas side på at teste amerikanernes vilje til at efterleve deres erklærede inddæmningspolitik i kampen mod den internationale kommunisme.
På amerikanernes foranledning førdømte FNs sikkerhedsråd invasionen og opfordrede dets medlemslande til at intervenere til fordel for Sydkorea. Sovjetunionen, der på det tidspunkt boykottede sikkerhedsrådet på grund af Kinas udelukkelse, kunne derfor ikke nedlægge veto mod resolutionen. Selvom det således var under FNs flag stod amerikanerne for ca. 90% af de allierede styrker og ca. 45% af de samlede styrker, med Sydkorea som den anden store bidragsyder med et kontingent i samme størrelsesorden.
[redigér] FN går til modangreb
For at undsætte de trængte tropper ved Pusan, beordrer general MacArthur, der fungerer som øverstkommanderende over FN-tropperne i Korea, en amfibieangreb på Inchon. Angrebet er dristigt og yderst risikabelt men falder ud til de allieredes fordel, de møder kun let modstand og i løbet af et par dage bliver Seoul genindtaget. Nordkoreas hær bliver splittet og 125.000 nordkoreanske soldater bliver taget til fange. Forsyningslinjerne til de nordkoreanske tropper bliver ved samme lejlighed afbrudt hvilket tvinger dem til et hastigt tilbagetog. De allierede benyttede lejligheden til den 7. oktober at avancere over den 38. breddegrad, og ændrede målet til at være en genforening på trods af at dette ikke var det oprindelige mål. Kina havde tidligere advaret FN om at de ikke stiltiende ville se til, hvis deres sikkerhed blev truet. På trods af advarslerne fra Kina avancerer FN-styrkerne helt op til Yalufloden der markerer grænsen mellem Nordkorea og Kina.
[redigér] Kina træder ind i krigen
Den 25. oktober 1950 krydser omkring 270.000 kinesiske tropper grænsen til Nordkorea, og en måned senere den 25. november begynder angrebet. Under voldsomme kampe bliver FN-tropperne tvunget tilbage over den 38. breddegrad og den 4. januar 1951 bliver Seoul evakueret, denne gang i god ro og orden. Nye tropper og udstyr til FN formår at standse de fremadrykkende kinesere og den 16. marts bliver Seoul generobret, det er fjerde gang på blot et år at byen skifter hænder. Byen var i ruiner og befolkningstallet var faldet fra 1,5 millioner til 200.000.
General MacArthur mente at USA bør benytte muligheden at atombombe Kina, mens Truman mente at man burde indlede forhandlinger om en fredslutning. Blandt andet derfor blev MacArthur den 11. april udskiftet som øverstkommanderende for de allierede tropper.
[redigér] Stilstand
Resten af krigen flyttede fronten sig sjældent, selvom kampene stadig var voldsomme. I stedet steg luftangrebene i intensitet og USA begyndte at angribe mere strategiske mål, som for eksempel dæmninger. Når disse bristede skete der to ting, først skabtes en stor oversvømmelse der medførte store ødelæggelser, og sekundært blev markernes afgrøder ødelagt og den efterfælgende hungersnød skulle hjælpe med at knække det nordkoreanske folks kampvilje.
[redigér] Krigens taktik
Koreakrigen var første gang USA kæmpede mod en lavteknologisk fjende. De kinesiske tropper var hovedsagelig kun bevæbnet med geværer, maskingeværer, håndgranater og morterer, og manglede både artilleri og flyvevåben. De brugte derfor den taktik de med held havde nedkæmpet de kinesiske nationalister med i Den Kinesiske borgerkrig fra 1946-1949. De angreb udelukkende om natten mod små grupper og altid i numerisk overtal. På den måde kunne de nedkæmpe hele delinger i løbet af en nat.
Amerikanerne derimod havde en mere materiel tilgang til krigsførelsen, en kinesisk soldat undrede sig over at hvis amerikanerne mødte en enkelt snigskytte i en by, tilkaldte de artilleristøtte og luftangreb og jævnede hele byen med jorden, istedet for at sende soldater ind og dræbe snigskytten. Denne form for krigsførelse gik hårdt ud over civilbefolkningen.
[redigér] Luftkrigen
Koreakrigen var den sidste større krig, hvor propelfly stadig spillede en rolle som jagerfly i krigsforløbet. I starten af krigen var blandt andet P-51 og P4U primære jagerfly for de allierede, mens Nordkorea havde Yak-9 og La-9 som deres primære jagerfly. Dette ændredes dog hurtigt, idet 1. generations jetjagere som for eksempel F-80 hurtigt overtog scenen på de allieredes side.
Da Nordkorea introducerede jetjageren MiG-15 i november 1950, ændredes styrkeforholdet markant. Indtil det amerikanske F-86 jagerfly blev introduceret, havde Nordkorea en afgørende fordel i luftkrigen, og endda til dels også efter F-86's introduktion, idet MiG-15 på mange måder var F-86 overlegen. MiG-15 havde højere tophøjde, bedre acceleration og klatreevne og større våbenarsenal. Yderligere kom der senere erfarne sovjetiske piloter til Nordkorea og fløj. Denne overtrædelse af krigskonventionen blev dog med vilje overset af FN, idet man ikke ønskede at eskalere konflikten yderligere.
I sidste ende endte de allierede med at vinde luftherredømmet, blandt andet på grund af numerisk overlegenhed, større aggressivitet og bedre taktik. På trods af sine mangler havde F-86 også sine fordele, heriblandt var det radarhjulpne våbensigte og G-dragter til piloterne.
Taktisk adskilte missionerne sig for de to typer jagerfly, idet MiG-15 flyene hovedsagelig angreb B-29 bombefly, mens F-86's hovedmål var MiG-15 fly. Det giver derfor ingen mening at sammenligne de to jagertypers nedskydningsstatisktik for at se, hvilket fly der var bedst.
Strategisk adskilte luftkrigen i Korea sig markant fra 2.verdenskrig, idet Nordkorea ulig Tyskland ikke var industrialiseret. Derfor brugte de allierede hovedsagelig luftherredømmet til taktiske luftangreb med små flytyper såsom A-1 Skyraider fremfor store strategiske bombefly som for eksempel B-29. Et berømt eksempel på B-29 bombeflyets manglende evne som taktisk bombefly er en filmsekvens taget fra våbenkameraet ombord på et B-29 bombefly, der viser et lille køretøj blive "forfulgt" af eksploderende bomber på vejen. Et klart eksempel på den unyttige våbenovermagt, de allierede gjorde brug af til at bekæmpe en lavteknologisk fjende.
[redigér] Krigens navn
I Vesten er krigen hovedsagligt kendt som "Koreakrigen", selvom den i USA også blev kaldt for Koreakonflikten. I Nordkorea kendes krigen som "Fædrelandets befrielseskrig", i Sydkorea er den kendt som "25. juni hændelsen", selvom sydkoreanerene også bruger betegnelsen "Koreakrigen". I Kina er den kendt som "Modstandskrigen mod Amerika og hjælpekrigen for Nordkorea" sammen med det mere politisk korrekte "Chosunkrigen". Chosun er det kinesiske navn for Korea.
[redigér] Krigen i populærkultur
[redigér] Film
