Oraklet i Delfi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Oraklet i Delfi var Apollons orakel, som fandtes i Delfi i antikkens Grækenland. Oraklet blev betragtet som verdens centrum. Oraklets præstinde, som blev kaldt Pythia, profeterede siddende på en speciel trebenet taburet. Pythias navn kommer formentlig af Python, den slange som herskede over stedet inden Apollon slog den ihjel.
Apollons orakel i Delfi, går tilbage til slutningen af det 9. århundrede f.Kr. og det udviklede sig efterhånden til at blive det vigtigste græske orakel. Det blev konsulteret såvel af enkeltpersoner som af hele polis i form af repræsentanter. I koloniseringsperioden (734 f.Kr.-580 f.Kr.) spillede oraklet en vigtig rolle, da det ofte blev konsulteret af de enkelte bystater angående, hvor de skulle anlægge deres kolonier. Konsultationerne kan opstilles i de følgende 4 kategorier.
- Religiøse spørgsmål af praktisk art: Disse udgjorde langt størstedelen af orakelspørgsmålene. Det kunne være, hvor et tempel skulle placeres, eller, hvordan man skulle forholde sig til forskellige religiøse omstændigheder.
- Ondtafværgelse: Råd om hvordan man slap af med forurening/besmittelse. Hvis en pest f.eks. hærgede, hvilket var et symptom på en besmittelse, så kunne man konsultere oraklet om årsagen, og måden forureningen kunne fjernes på.
- Politiske spørgsmål: Såsom Krøsus' orakelkonsultation, før hans felttog mod Kyros, eller athenernes orakelkonsultation før Perserkrigen.
- Privatpersoners konsultering: F.eks. angående sygdomme, fremtiden og andre spørgsmål. Her er det mest kendte eksempel Sokrates' ven Chairefons spørgsmål: Om "der var nogen, der var visere" end Sokrates; hvilket oraklet svarede nej til.
Selve oraklet var placeret i Apollontemplet i Delfi, der er beliggende i Parnassos-bjergene. Templet blev første gang opført i det 7. århundrede f.Kr. Det brændte ned i 548 f.Kr., og igen i det 4. århundrede. De ruiner vi kan se idag er fra den sidste genopbygning.
For at komme op til oraklet skulle man først vandre op af en snæver bjergvej. De sidste par hundrede meter var flankeret af forskellige bystaters skatkamre. Inden man gik ind i templet kunne man se op på gavlen, hvor Apollon tronede oven over de berømte indskrifter: "Kend dig selv", "Intet til overmål" og den mindre kendte: "Et løfte og enden er nær". Selve orakelkonsultationen foregik ved at man først ofrede, hvorefter tempelpræsterne førte en ind til orakelpræstinden, kaldet Pythia. Hun gik i trance og fremsagde sit svar, der blev fortolket og udlagt af præsterne. Hvis det var en repræsentant fra en polis kunne konsultationen foregå ved, at man blot lod Pythia vælge imellem to på forvejen afgjorte muligheder. Pythias svar var tvetydige og de blev ofte viderefortolket af præster og politikere, når repræsentanten vendte tilbage igen.
Der er nogen uenighed om hvordan orakelkonsulatationen præcist blev udført, men det er en myte, at Pythia indåndede dampe, der steg op fra undergrunden. Nogle geologer har dog fundet spor efter særlige gasser i området, og de mener at disse kunne have været medvirkende til den ændrede bevidsthedstilstand hos præstinden. Se fx Gas og Oraklet i Delfi fra National Geographic At argumentationen i denne artikel ikke holder, fremgår dog tydeligt, når de tager for givet, at der var en kælder under templet, hvor Pythia skulle have gået ned for at kunne have opnået sin trancetilstand. Der er nemlig aldrig fundet nogen grotte eller kælder under templet. Dette er en hellenistisk tildigtning ligesom det med gasserne. Der er derudover heller ingen klassisk kilde, der antyder nogen af delene.
Oraklet hørte under bystaten Delfi, og det blev varetaget af det delfiske amfiktyoni. I dette råd sad ikke blot bystaten Delfi, og de nærmeste nabobystater, der var også bystater fra hele den hellenske verden repræsenteret deri. Amfiktyoniet kunne som noget enestående erklære hellig krig, hvilket gav det en eftertragtet magt. Udover de administrative opgaver med oraklet arrangerede amfiktyoniet også de Pythiske lege.
Oraklets indflydelse fortsatte langt ned i antikken, men dets politiske rolle svandt hurtigt ind allerede i hellenistisk tid, på grund af det radikalt anderledes miljø i den hellenistiske og græsk–romerske verden.
[redigér] Eksterne henvisninger
- M. Eliade, De religiøse ideers historie, bind 1.
