Det romerske Senat
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Senatet (latin: Senatus) var en rådslående forsamling af stor betydning for styret i både Den romerske Republik, først, og senere Det romerske Kejserrige. Ordet senat er afledt af det latinske ord senex ("gammel mand" eller "ældste"); direkte oversat betyder senat omtrent ældsteråd.
[redigér] Grundlæggelse
Traditionelt har man ment, at Senatet blev grundlagt af Romulus, Roms mytiske grundlægger, som en rådgivende forsamling bestående af de 100 familieoverhoveder, kaldet patres ("fædre"), hvorfra begrebet patricier senere blev afledt. Senere, omkring Republikkens begyndelse, forhøjede Lucius Junius Brutus antallet af senatorer til 300 (ifølge legenden); disse blev også kaldet conscripti ("hvervede mænd"), fordi Brutus havde hvervet dem. Derfor tiltalte man senatets medlemmer Patres et Consripti, som efterhånden blev forkortet til Patres Conscripti ("hvervede fædre").
[redigér] Indflydelse
Den romerske befolkning var inddelt i to klasser: Senatet og det romerske folk (som man kan se det i den berømte forkortelse SPQR). Det romerske folk bestod af alle romerske borgere, som ikke var medlemmer af Senatet, såsom plebejere og proletarer. Magten over indenrigsanliggender lå hos det romerske folk gennem forskellige rådsforsamlinger. I modsætning til den almindelige forestilling var Senatet ikke en lovgivende forsamling; et senatus consultum var kun en vejledning i retspraksis, ikke en lov i sig selv. Den egentlige lovgivningsmagt lå hos folkets rådsforsamlinger, som handlede efter Senatets anbefalinger og også valgte byens magistrat.
I republikkens sene periode ændredes den romerske kultur. Ikke desto mindre beholdt Senatet en væsentlig indflydelse (auctoritas) i romersk politik. Som Roms repræsentant var det den officielle myndighed, som sendte og modtog ambassadører på byens vegne, som udpegede embedsmænd til at styre offentlige landområder – inklusive provinsguvernører –, som førte krige, og som bevilgede offentlige midler. Senatet havde også forret til at autorisere byens ledende embedsmænd, consulerne, og til at nominere en diktator i nødssituationer.
