Græsk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikel handler om sproget. Se græsk (flertydig) for andre betydninger.

Græsk (græsk Ελληνικά, IPA /e̞ˌliniˈka/ "hellensk") er en selvstændig hovedgren af de indoeuropæiske sprog med mere end 3500 års dokumenteret historie. I dag tales det af ca. 15 mio. mennesker i Grækenland, Cypern, det tidligere Jugoslavien, Bulgarien, Albanien og Tyrkiet.

Græsk er siden det 9. århundrede f. Kr. blevet skrevet med det græske alfabet, det første egentlige alfabet i verden. Før dette skrev man det bl.a. med linear B-skriften og det kypriotiske syllabarium.

[redigér] Oldgræsk og nygræsk

Det græsk, som blev brugt i antikken, kaldes oldgræsk. På grund af oldgræsks store betydning er det dog almindeligt, at man slet og ret kalder det græsk, hvorimod det moderne sprog normalt må præciseres nygræsk.

Forskellen mellem oldgræsk og nygræsk er så betydelig, at man ikke uden videre kan forstå det ene, fordi man har lært det andet. Retstavningen har ikke ændret sig så meget, men udtalen er vidt forskellig. Mange af ordene er stadig de samme, selv om der har været en vis udskiftning. Grammatikken er noget anderledes. Det utal af bøjningsformer, der kendetegner oldgræsk, er blevet indskrænket kraftigt i nygræsk (futurum, optativ og infinitiv er forsvundet som selvstændige bøjninger; dativ er ligeledes forsvundet).

[redigér] Folkenavnet

Grækenland, græsk og grækere er det almindelige navn for landet, sproget og folket i Europa og stammer fra latin (Graecia, Graecus). Grækerne kaldte sig derimod i oldtiden hellenere (Ἕλληνες) og landet for Hellas (Ἑλλάς). Dette navn blev genoptaget, da den moderne græske stat blev dannet i det 19. århundrede. I mellemtiden havde de kaldt sig romæere (Ῥωμαῖοι ell. Ῥωμιοί), egtl. "romere", fordi de var efterkommere af det Østromerske (Byzantinske) Riges græsktalende befolkning.
Homer bruger ikke hellenernavnet, men kalder grækerne for achaier, argeier eller danaer.

[redigér] Slægtskab og forhistorie

Græsk er et indoeuropæisk sprog ligesom dansk, tysk, engelsk, fransk, russisk osv. Inden for den indoeuropæiske sprogfamilie synes græsk at være tættest beslægtet med de indoariske sprog (f.eks. sanskrit, hindi, urdu), iranske sprog (f.eks. avestisk, persisk, kurdisk) og armensk. Disse sproggrupper er derfor sandsynligvis efterkommere af indoeuropæiske dialekter, der blev talt i nærheden af hinanden i det (hypotetiske) indoeuropæiske urhjem.

Hvornår urformen af græsk kom til Grækenland er omstridt. De, der mener, det indoeuropæiske urhjem befandt sig i Lilleasien, vil være tilbøjelig til at hævde, at sproget kom til Grækenland direkte derfra sammen med de første agerdyrkere. De, der placerer urhjemmet på stepperne nord for Sortehavet og Det kaspiske Hav, forestiller sig derimod i reglen en senere dato, omkr. 3300 f.Kr., omkr. 2000 f.Kr. eller omkr. 1650 f.Kr.. alt efter om man sætter de første grækere i forbindelse med kurgánbegravelser (russ. курган "gravhøj"), med en særlig keramiktype eller med indførelsen af den hestetrukne stridsvogn.

[redigér] Inddeling

Forskellige perioder havde forskellige former for græsk:

Mykensk græsk	1500-1200 f.Kr.	Mykensk er overleveret i tekster (fortrinsvis lertavler) skrevet i stavelsesskriften Linear B og fundet i Mykene, Pylos, Knossos og Theben. Sprogforskere regner gerne med, at græsk var delt op i to dialekter, en sydlig og en nordlig. Fra sydgræsk, som mykensk repræsenterer, stammer de klassiske dialekter arkadisk-kyprisk og attisk-ionisk. Fra nordgræsk, der ikke er overleveret i skriftlige kilder fra det 2. årt. f.Kr., stammer dorisk og (til dels) æolisk.
Klassisk græsk	800-323 f.Kr.	Dette sprog var opsplittet i forskellige dialekter: attisk-ionisk (Attika, Euboia, ægæiske øer og det sydvestlige Lilleasien), arkadisk-kyprisk (det indre Peloponnes og Cypern), olisk (Thessalien, Boiotien, Lesbos og det nordvestlige Lilleasien) og dorisk eller vestgræsk (det meste af Peloponnes og Mellemgrækenland, Kreta og Rhodos). Men disse dialekter har været indbyrdes forståelige, hvorfor man ikke taler om forskellige sprog.
Hellenistisk græsk	323-31 f.Kr.	I det 4. århundrede f.Kr. begynder de klassiske dialekter at forsvinde til fordel for en fælles dialekt, koiné (græsk: κοινή "fælles"), der ligger sig tættest op af attisk. Takket være Alexander den Stores erobringer blev koiné et verdenssprog i hele det østlige Middelhavsområde. Ny Testamente er skrevet på koiné.
Kejsertidens græsk	31 f.Kr.-330 e.Kr.	Koiné var fortsat det almindelige sprog, men en del forfattere vælger at skrive på klassisk attisk (atticisme).
Byzantinsk græsk	330-1453 e.Kr.	Folkesproget lå halvvejs mellem oldgræsk og nygræsk, men de fleste litterære tekster blev fortsat skrevet på en form for oldgræsk.
Nygræsk	1453 e.Kr.-	I lang tid fortsatte man med at skrive på en form for oldgræsk, og da man begyndte at skrive på nygræsk, var det med et stærkt oldgræsk islæt, katharévusa (nygræsk καθαρεύουσα "rensende (sprog)"). Folkesproget, dimotikí (nygræsk δημοτική "folkelig") vandt dog frem til sidst og er i dag landets officielle sprog.

[redigér] Udtale

Oldgræsk og nygræsk skrives med det samme alfabet, og den klassiske ortografi er stort set bevaret indtil i dag, men udtalen er vidt forskellig. Sprogvidenskaben har dannet sig et ganske godt billede af, hvordan klassisk attisk græsk har været udtalt. I den nedenstående tabel er de to udtaler sammenstillet:

Bogstav	Transskription	Klassisk græsk	Moderne græsk
α	a	[a] eller [aː] (som i dansk tam, varme)	[a] (som i tam)
αι	ai	[ai] (som dansk rejse)	[ε] (som i dansk tænde, læne)
αυ	au	[au] (som i dansk havne)	[av] (omtrent som i engelsk love); [af] foran ustemte konsonanter
β	b	[b] (som fransk)	[v]
γ	g	[g] (som fransk) [ŋ] (som i synge) foran κ, γ, χ	[ɣ] ("blødt g" som i spansk hago) [ʝ] (som i svensk jord) foran ι, η, υ, ει, οι, ε, αι [ŋ] (som i synge) foran γ eller χ; foran κ [ŋ] eller stumt
δ	d	[d] (som fransk)	[ð] ("blødt d som i engelsk that, spansk vida)
ε	e	[e] (som i midte)	[ε] (som i tænde, læne)
ει	ei	[iː] (som i dansk time), ældre snart [eː] (som i dansk vene), snart [ei]	[i] (som i dansk bidt, time); [j] foran trykstærke vokaler
ευ	eu	[eu] (som i dansk levende snarere end levne)	[εv] (som i engelsk seven); [εf] foran ustemte konsonanter
ζ	z	[z] (som i engelsk zone, tysk sieben), ældre [zd] eller [dz]	[z] (som i engelsk zone, tysk sieben)
η	ē	[εː] (som i dansk læne)	[i] (som i dansk bidt, time)
ηυ	ēu	[εːu] (som i dansk bævende)	[iv] (som i engelsk leave); [if] foran ustemte konsonanter
θ	th	[tʰ] (som i dansk tand)	[θ] (som i engelsk think, spansk ciento)
ι	i	[i] eller [iː] (som i dansk bidt, time)	[i] (som i dansk bidt, time); [j] foran trykstærke vokaler
κ	k	[k] (som fransk; omtrent = dansk g)	[k] (som fransk; omtrent = dansk g) [c] (omtrent = engelsk ch) foran ι, η, υ, ει, οι, ε, αι; efter γ [g]
λ	l	[l]	[l]
μ	m	[m]	[m]; foran π [m] eller stumt
ν	n	[n]	[n]; foran τ [n] eller stumt
ξ	x	[ks]	[ks]
ο	o	[o] (som i dansk boplads snarere end ost)	[o̞], [å] (snart som i dansk potte, snart som i ost)
οι	oi	[oi] (omtrent som i dansk søjle)	[i] (som i dansk bidt, time); [j] foran trykstærke vokaler
ου	ou	[uː] (som i dansk bule), ældre snart [oː] (som i dansk tone), snart [ou]	[u] (som i dansk bulle, bule); [w] foran trykstærke vokaler
π	p	[p] (som fransk, omtrent = dansk b)	[p] (som fransk, omtrent = dansk b); [b] efter μ
ρ	r	[r] (som italiensk); ustemt [r̥] i begyndelsen af et ord (som islandsk hríngur)	[r] (som italiensk)
σ	s	[s]; [z] foran β, δ, γ, μ	[s]; [z] foran β, γ, μ
τ	t	[t] (som fransk, omtrent = dansk d)	[t] (som fransk, omtrent = dansk d); [d] efter ν
τσ	ts	(findes ikke)	[ts] (som i dansk satse, tysk zehn); [dz] efter ν
τζ	tz	(findes ikke)	[dz] (som i italiensk mezzo)
υ	y	[y] eller [yː] (som dansk hytte, hyle), tidligere [u] eller [uː]	[i] (som i dansk bidt, time); [j] foran trykstærke vokaler
υι	yi	[yi] (sandsynligvis med den første vokal som kerne, dvs. "yj", modsat fransk nuit)	[i] (som i dansk bidt, time); [j] foran trykstærke vokaler
φ	ph	[pʰ] (som dansk)	[f]
χ	ch	[kʰ] (som dansk)	[χ] (som i spansk hijo); foran ι, η, υ, ει, οι, ε, αι [ç] (som i tysk lächeln, affekteret dansk rigt)
ψ	ps	[ps]	[ps]
ω	ō	[ɔː] (som i dansk låne)	[o̞], [å] (snart som i dansk potte, snart som i ost)