William af Ockham
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
William af Ockham (el. Occam blandt flere stavemåder) (c.1288-1348), engelsk munk og skolastisk filosof, kom fra landsbyen Ockham i Surrey, England. han regnes som en af historiens største logikere, og hans navn knyttes i dag særligt til princippet om at den enkleste løsning på et problem også er den bedste (Ockhams ragekniv).
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Filosofi
William af Ockham hørte til blandt middelalderens fremmeste nominalister, og af flere regnes hans som den moderne filosofis grundlægger, og epistemologien i særdeleshed. Han var oprindelig elev af Duns Scotus, men han blev senere uenig med ham. Han blev desuden uenig med paven om transsubstantiationen, og om gejstlige kunne besidde privat ejendom. Derfor blev han ekskommunikeret og flygtede til den tyske kejser, som på dette tidspunkt var i krig med Frankrig, som var støttet af paven. Under sit ophold i Tyskland skrev han flere værker, hvor han argumenterede for, at kirken skulle have mindre verdslig magt. Dette har betydet, at man i eftertiden har betragtet ham som en af forløberne for Reformationen i 16. årh.
Et af de vigtigste filosofiske opgaver for William var at gøre studiet af Logikken mere stringent og at adskille troen fra filosofien, sådan at filosofien derved kunne frigøres fra teologiens overherredømme. Han mente, at mange filosoffer havde misforstået Aristoteles, og at dette havde ført til, at logikken helt igennem var blevet underlagt metafysikken og teologien. William mente desuden, at studiet af de videnskabelige begreber var logikkens kerneområde, mens studiet af selve fænomenerne var videnskabens felt. Det medførte, at logikken skulle dreje sig om studiet af almenbegreberne, mens videnskaben handlede om studiet af de fysiske ting. Det betyder ikke, at William ikke var troende, for han mente tværtimod, at der var grænser for, hvad mennesket kan erkende.
[redigér] Levned
William trådte ind i franciskanerordnen, mens han stadig var meget ung, og den første del af uddannelsen modtog han i franciskanerhuset i London. Senere flyttede han til Oxford, hvor han dog aldrig færdiggjorde sine studier. Det var, mens han var i Oxford og i årerne lige efter, at han skrev størstedelen af de filosofiske og teologiske værker, som senere har skabt grundlaget for hans ry. Williams filosofiske og politiske arbejde skal forståes på baggrund af den tid, han levede i, som var præget af den senmiddelalderlige krise.
Hans idéer blev i samtiden genstand for kontroverser, og under et ophold i Avignon blev han beskyldt for kætteri. Derfor blev han i 1327 stævnet for pave Johannes 22., for at han kunnen forklare sine synspunkter. Paven besluttede at udsætte sin dom, og William slap for at blive arresteret. William opholdt sig i Avignon frem til 1328, hvor han sammen med flere af sine ordensbrødre på det nærmeste måtte flygte fra byen. Stævningen mod William skete i sammenhæng med det pres, pavemagten i forvejen rettede mod Franciskanerordenen i denne periode. Efter sin flugt blev William ekskommunikeret, men aldrig officielt fordømt. De flygtende franciskanere fandt beskyttelse ved den tyske kejser Ludvig af Bayerns hof, og her begyndte William en utrættelig kritik af pavedømmet i Avignon. Med tilstedeværelsen af bl.a. Marsilius af Padua og William blev Ludvigs hof centrum for en politisk-filosofisk bevægelse.
William af Ockham døde 9. april 1348 i München, måske som følge af den sorte død. I 1359 blev ham posthumt rehabiliteret af den katolske kirke.
[redigér] Andet
William af Ockham var en vigtig inspirationskilde til Umberto Ecos figur William af Baskerville i romanen Rosens navn fra 1981.
[redigér] Se også
- Striden om almenbegreberne, den såkaldte universaliestrid: nominalisme eller realisme
 |
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
