Skolastik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Skolastikken bliver anset som en katolsk filosofisk retning i middelalderen, der var påvirket af Aristoteles. Den største skolastiker var Thomas Aquinas.

Mange tænker i dag på skolastikken som en slags parodi på filosofien, som tænkte, udover mere klassiske filosofiske spørgsmål, over problemer såsom:

• Kan en kerub flyde ovenpå vand?
• Hvis en rotte spiser af alterbrødet, får den så del i helligånden?

[redigér] Oprindelse og udvikling

Ordet "skolastik" kommer fra det latinske scholasticus, "det der tilhører skolerne". Med "skolerne" menes de universiteter, der opstod i den kreative intellektuelle brydningsflade mellem de latinske og arabiske verdener omkring 1100-tallet. Skolastikken er ikke en filosofi, men en analyseteknik: den blev brugt af mange filosofiske retninger, såsom Realisme, Nominalisme, Aristotelisme, Timæansk Platonisme etc. Metodens tese–antitese–syntese-system er da også ganske fremragende til at få forskellige synspunkter til at harmonere, måske på grund af dens oprindelse. Dette var et voldsomt fremskridt i forhold til tidligere tiders abstraktionsniveau, for eksempel den angelsaksiske klosterkulturs, der primært havde koncentreret sig om at bevare viden fra det forfald, den græsktalende verdens centralisme havde påført dem. Skolastikken inkluderede også brugen af et specialiseret fagsprog, skolastisk latin, som blandt andet en dansk biskop[?] har bidraget meget til.

I den "højskolastiske" periode (1250–1350) bevægede man sig hinsides rent kirkeligt orienterede emner, og begyndte at arbejde med naturfilosofi, psykologi, epistemologi, videnskabsteori og økonomi: dette dannede desuden grundlaget for kulturprodukter som Dantes Guddommelige Komedie. Der var dog overgreb på grund af spændinger mellem ortodokse kirkepolitikere og lige så uforsonlige Averroister.

De Klassisk-sproglige humanister (ikke at forveksle med "Humanismen", et noget bredere og senere begreb) i 1341+ gjorde – med nogen ret – op med tendensen til at oversætte alt til skolastisk latin, og prøvede så vidt muligt at læse grundtekster direkte. Forsøget på at reducere al latin til dets "oprindelige" form - (mange klassisk-sproglige humanister svor en hellig ed om at begrænse sig til, ikke alene Ciceros ordvalg, men endda hans grammatiske strukturer: det var da også fra hans ide om den Romerske gentleman - taler at de fik deres navn), og til rent kunstnerisk/politisk brug kan dog syntes lidt uheldig, specielt da dette udviklede sig til noget usammenhængende propaganda mod alle andre former for intellektuelle (adskillige eksempler på dette kan ses øverst på denne side). De tilskærpede omstændigheder ved Reformationen (1517+) og Den franske revolution (1789–1804) gjorde antiskolastisk propaganda endu mere populær, men blev nu brugt imod selve de katolske humanister der havde opfundet den. Den romantiske bevægelses (1750+) søgen tilbage til Middelalderen som en mere "naturlig" og "simpel" tid gjorde skolastikernes blotte eksistens noget pinlig. Endelig var der en genopblomstring af skolastisk metode i forbindelse med mange katolske kirkehistorikeres indsigelser mod indførelsen af dogmet om Pavens ufejlbarhed (1870), men den har været meget snævert defineret, specielt omkring St. Thomas Aquinas.

[redigér] Bemærkelsesværdige skolastikere

Tidlig skolastisk periode (1000 - 1250):

• Roscelinus
• Peter Abelard
• Solomon Ibn Gabirol
• Peter Lombard
• Gilbert de la Porrée

Højskolastisk periode (1250 - 1350):

• Robert Grosseteste
• Roger Bacon
• Albertus Magnus
• Thomas Aquinas
• Boëthius de Dacia (eller "Danskeren")
• Duns Scotus
• Radulphus Brito
• William af Ockham
• Jean Buridan

Senskolastisk periode (1350 - 1500):

• Marsilius af Padua
• Antonio da Rho (forsøgte at argumentere mod den klassisk humanistiske antagelse, at "gammelt er godt")

• Gottfried Wilhelm von Leibniz var en prominent forsvarer af hvad han selv anså som skolastiske idèer.

Bemærkelsesværdige Antiskolastikere:

• Bernhard af Clairvaux,
• René Descartes (hvis metoder og terminologi var ganske skolastiske - han var dog sandsynligvis ikke selv klar over dette),
• John Milton (se dog Descartes, overfor)
• Thomas Hobbes
• Robert Boyle
• Galileo Galilei (egentlig skolastisk Platonist der brugte Albertus Magnus' deduktionsmetoder, men var ligeledes ikke selv bevidst om sammenhængen).