The Beatles

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

The Beatles

The Beatles var en af de mest indflydelsesrige musikgrupper i 1960'erne. Udover at være en kommerciel kæmpesucces var gruppen også stilsættende hvad angår design, markedsføring og rent musikalsk. Gruppen var fire drenge fra Liverpool, der både var venner, men også konkurrenter, der bestandigt forsøgte at overgå hinanden. Kernen i gruppen var komponisterne Lennon & McCartney, der sammen skrev en lang stribe hitsange, som næsten alle blev indspillet af gruppen selv.

Gang på gang op igennem deres karriere satte gruppen nye rekorder for, hvad der var opnåeligt indenfor populærmusiken. Gruppen blev i starten betragtet som et teenagefænomen med vildt hår og skrigende fans. Deres turnéer blev temmeligt kaotiske pga. horder af fans som blokerede lufthavne og gader, når gruppen besøgte en by. 1963 til 1966, hvor gruppen stoppede sin turnevirksomhed, var højdepuntet i Beatlemania (Beatlegalskaben), som medierne døbte fænomenet.

The Beatles havde sit udgangspunkt i Mersey-beaten, med dens specielle rytme og lyd. Da gruppen flyttede til London for at indspille plader og fik sit internationale gennembrud, blev de i høj grad eksponenter for Brit-poppen.

Fra udkantsbyen Liverpool lykkedes det gruppen at erobre verden i bogstavelig forstand. Deres musik har gået sin sejrsgang verden over og influeret på, hvordan populærmusik fortolkes. Gruppen har leveret noget af den mest kopierede musik, der er skrevet.

Gruppen var meget eksperimenterende i sit udtryk, men samtidig i stand til at gøre de mest rabiate nyskabelser acceptable inden for populærmusikken. Gruppen startede med rå beatmusik, for så at kombinere den hårde rock med bløde ballader, elektriske instrumenter med klassiske arrangementer, indiske folkemusikinstrumenter og båndklip spillet forlæns, baglæns og som tilfældigt sammenklippede lydfragmenter.

[redigér] Medlemmer

Gruppen bestod fra den første pladeindspilning i 1962 til sin opløsning i 1970 af John (Winston) Lennon (guitar og vokal), (James) Paul McCartney (bas, klaver, guitar og vokal), George Harrison (guitar og vokal) og Ringo Starr (Richard Starkey) (trommer og vokal).

Medlemmerne var som personer vidt forskellige, men fungerede som en meget dynamisk og kreativ enhed.

[redigér] Ringo Starr

Ringo Starr var den mindst udfarende som komponist, men havde dog en egen sang på næsten hvert album. Han havde dog ikke selv skrevet dem, bortset fra "Don´t Pass Me By" fra The White Album, og "Octopuss` Garden" fra Abbey Road, disse sange fik han en smule hjælp fra de andre til at skrive. Omvendt havde han stor betydning i gruppen som den, der kunne få kamphanerne til at samarbejde.

[redigér] Paul McCartney

Paul McCartney var udadtil den bløde komponist, der lavede poppede og bløde ballader som Yesterday og Eleanor Rigby, men også nogle af de hårdeste rock sange som Helter Skelter og Back in the USSR. Indadtil var han den ambitiøse drivkraft og i perioden 1966-1969 den egentlige leder bag gruppen. Han var drivkraften bag hele Sgt. Pepper-projektet og Magical Mystery Tour. Paul var også den mest kommercielle sangskriver i gruppen, og skrev langt de fleste af deres klassikere.

[redigér] John Lennon

John Lennon var den intellektuelle poet, der også udgav digtsamliger og var meget politisk i sit udtryk. Ofte var hans tekster selvbiografiske som Norwegian Wood (om en mislykket date), Lucy in the Sky with Diamonds (om hans eksperimenter med stoffer), Julia (om hans mor, der døde mens han var barn. Der nævnes også at Julia er et 'ocean child' Yoko Onos navn betød netop det, så sangen var til både hans mor og Yoko Ono), Everybody's Got Something to Hide Except Me and My Monkey (om forholdet til Yoko Ono og de racistiske angreb på hende). Hans tekster gjorde Beatles acceptable i intellektuelle kredse. Selv blev han forbitret over at hans tekster altid blev analyseret.

[redigér] George Harrison

George Harrison var den tænksomme type, der blev religiøst vakt af mødet med hinduismen. Han var musikalsk meget åben og fik introduceret bl.a. indisk folkemusik som en del af lyduniverset hos The Beatles. Idag bliver han omtalt som den stille person i gruppen, dette er dog ikke sandt.

[redigér] Andre

Ifølge mange iagttagere var produceren George Martin "den femte beatle", da hans arbejde med arrangementer og produktion var altafgørende for den høje kvalitet i gruppens udgivelser. Men ifølge George Martin selv var hans tilknytning til gruppen rent professionel.

I de tidlige år havde gruppen i en periode kunstmaleren Stuart Sutcliffe med på bas og Pete Best på trommer. Stuart Sutcliffe forlod gruppen i 1961 for at hellige sig malerkunsten og døde i 1962 som følge af en hjernesvulst. Pete Best blev afskediget af gruppens øvrige medlemmer til fordel for Ringo Starr.

I gruppens sidste år hvor de udelukkende arbejdede i studier, var enkelte kendte musikere med på deres indspilninger (fx Eric Clapton, Billy Preston), men ingen af dem havde en fast tilknytning til gruppen. Heller ikke John Lennons anden kone Yoko Ono eller Paul McCartneys kone Linda McCartney havde nogen direkte andel i gruppen, skønt rygter vil vide at de begge forsøgte at præge gruppens arbejde.

[redigér] Historie

The Beatles tog sit udgangspunkt i John Lennons skifflegruppe "The Quarry Men" og sammen med Paul McCartney dannedes "The Silver Beatles" i 1958. McCartney tog en yngre skolekammerat ved navn George Harrison med og John Lennon sin kammerat Stuart Sutcliffe.

Gruppen havde en rimelig success på Liverpools spillesteder, men gruppen søgte til Hamborg for at tjene penge ved at optræde på værtshuse på i det berygtede Reeperbahn-kvarter. "Star club" var gruppens favoritværtshus. Her stiftede de unge drenge bekendtskab med nogle af livets værste sider, bl.a. narkotika, som de anvendte for at klare de lange arbejdsdage på scenen. Gruppen returnerede til Storbritannien efter at George Harrison var blevet udvist fra Tyskland. Han var endnu ikke fyldt 18 og kunne derfor ikke få arbejdstilladelse.

Efter et kort ophold i Liverpool tog gruppen endnu en tur til Hamborg. Gruppen havde da fået en ny manager i form af Brian Epstein, hvis vigtigste kvalifikation var, at han ledede sin fars pladeforretning i Liverpool og havde gode kontakter inden for musikbranchen. Gruppen fik dels rutine og – efter råd fra Brian Epstein – pudset deres noget rå stil af, samtidig med at de tjente ekstra penge. Under opholdet i Hamborg mødte de Klaus Voormann og Astrid Kirchherr, som efter sigende designede den berømte Beatles-frisure efter at gruppen havde været på en badetur.

En stor del af gruppens image var i de tidlige år: Frisuren, lædertøjet og de specielle støvler. Alle formet under deres ophold i Hamborg i 1962. Især det lange pagehår var en helt utrolig provokation i de tidlige 60'ere.

De første pladeudgivelser var især baseret på singler. De to første singler var Love Me Do/P.S. I Love You, udgivet 5. oktober 1962, og Please, Please Me, udgivet 11. januar 1963. Disse udgivelser blev så senere genudgivet bundtvis på LP-plader. Indspilningerne skete i et meget frugtbart samarbejde med produceren George Martin, der med sin baggrund som klassisk komponist, kunne introducere Beatlerne til hele paletten af klassiske instrumenter. Der er ingen tvivl om, at George Martin har haft enorm indflydelse på gruppens tekniske og musikalske udvikling, selvom han ikke egentlig var en del af gruppen.

I løbet af årene 1962-1965 flyttede gruppen sig fra at være en ren rockgruppe (dengang kaldet beat), til at inddrage ballader (Yesterday) og symfoniske værker (Eleanor Rigby). Højdepunktet i Beatlemania nåedes i 1964, da der var Beatles-indspilninger på de første fem (og syv af de første ti) pladser på Billbord Magazines "Top Pop Singles Chart", en bedrift der endnu ikke er gentaget eller overgået. På hjemmefronten blev deres success så stor, at Dronning Elizabeth II tildelte gruppens medlemmer ordenen MBE. Også her kom der stærke reaktioner i form af returnerede medaljer fra krigsveteraner.

I 1966 stoppede gruppen sine turnévirksomhed for at hellige sig studieproduktionerne. Og i årene fra 1966-1969 lavede de stadigt mere avancerede produktioner.

Albummet Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band blev en af de mest grænseoverskridende pladeudgivelser i 1960'erne. Pladen var et koncept, hvor helheden imellem musik, tekst og det grafiske layout på pladeomslaget blev integreret i ét sammenhængende udtryk.

The Beatles var utroligt dygtige til at placere sig i mediebilledet. De udnyttede alle de nye medier og muligheder til det yderste. De var i meget høj grad bevidste om deres PR-muligheder. Gruppen indspillede to spillefilm, A Hard Day's Night (1965) og Help! (1966). I samme periode lykkedes det gruppen at erobre det amerikanske marked på deres første turné og med deres anden turné at afholde en serie af koncerter med et næsten mytisk renommé (Hollywood Bowl og Shea Stadion). Den konstante mediefokus og vægtningen af hver en udtalelse i medierne, medførte naturligvis også fejltrin. John Lennon kom for skade at sige at "gruppen næsten lige så populær som Jesus". Dette medførte en voldsom reaktion især i USA, hvor gruppens musik blev forbudt på mange radiostationer, og der blev arrangeret afbrændinger af plader på store offentlige bål. Ironisk nok mindskede dette ikke gruppens popularitet, men medført tværtimod at gruppen blev kendt også blandt det mere voksne publikum.

Den indbyggede dynamik i gruppen betød også, at de fire musikere gradvist gled i hver sin retning. Hele deres karriere i 1960'erne var een lang udviklingsproces. I 1967 døde deres manager Brian Epstein og gruppen forsøgte først selv at styre både økonomi og – ikke mindst – hinanden. I 1968 forsøgte de at oprette deres eget produktionsselskab Apple Records, der dels skulle varetage gruppens egne produktioner, men også fungere som katalysator for nye talenter. Kunstnerisk var det en success, der kastede en del nye talenter frem på scenen bl.a. Mary Hopkins. Forretningsmæssigt var det en katastrofe og stærkt medvirkende til gruppens endelige opløsning i 1970 og en efterfølgende dramatisk retssag mellem McCartney på den ene side og de tre øvrige på den anden.

Opløsningstendenserne blev tydelige med gruppens dobbeltalbum The Beatles (også kaldet det hvide album) fra 1968. Her fungerede de fire beatler praktisk talt som hinandes studiemusikere. Den fælles linie var brudt. I staten af 1969 startede gruppen på projektet Let it be, hvor et filmhold fulgte gruppen under indspilninger af et nyt album. Desværre var projektet alt for set ude. Filmen viser en gruppe i fuld opløsning, med voldsomme skænderier og fuldstændig mangel på samarbejde. En del af filmen var gruppens sidste offentlige optræden i form af en koncert på toppen af Apple-bygning i London. Projektet blev lagt på hylden efter indspilningerne var afsluttet, pga. utilfredshed med resultatet. Ingen i projektet var nu i tvivl om, at The Beatles var et overstået kapitel. George Martin blev noget overrasket over igen at blive kontaktet af gruppen for at indspille endnu et album. Det lykkedes de fire at indspille et af de mest helstøbte og stærke album i gruppens karriere. I slutningen af 1969 kom albummen Abbey Road på gaden. Ganske symptomatisk hed det sidste nummer på pladen The End, også selvom det efterfulgtes af et lille humoristisk klip kaldet Her Majesty. Gruppen besluttede efter en tænkepause at lade produceren Phil Spector prøve at rette op på det sløje resultat fra indspilningerne af Let it be. Resultatet blev en forvirret og rodet affærde. Spector havde lagt en masse strygere og kor på bl.a. McCartneys ballader, hvilket gjorde ham rasende. Dette, sammen med ledelsesproblemerne i Apple-selskabet, fik ham til at proklamere, at han forlod gruppen. Hermed var The Beatles også officielt opløst.

Der har konstant været rygter om, at The Beatles skulle gendannes. Først med Klaus Vormann som erstatning for Paul McCartney, senere med andre kombinationer. Men det har kun været løse rygter. Dog har der været et par optrædender, hvor det har været tæt på. Ringo Starr skrev en drillesang Early 1970, som handler om hans tre gamle venner. Omkvædet siger og når de kommer til byen, ved jeg, at de vil spille med mig, og i 1973 lykkedes det ham at få alle sine tre gamle venner med på den samme plade Ringo – dog ikke samtidig. På dens første skæring spillede Ringo Starr, John Lennon, George Harrison og Klaus Voormann sammen på Lennons ironiske og selvbiografiske nummer I'm the greatest.

Efter John Lennons død i 1980 var en egentlig genforening udelukket.

Til den store velgørenhedskoncert Live Aid i 1985 var der rent faktisk en aftale om at de tre beatler skulle optræde sammen, men Ringo Starr bakkede ud. Det blev derfor kun en solooptræden af en skuffet McCartney. I 1995 lavede beatlerne endnu et mediestunt, da de udgav det første album i trilogien The Beatles Anthology. Det viste sig, at Yoko Ono havde give de tre beatler et par demobånd med de to ikke tidligere udgivne sange Free as a Bird og Real Love. Sammen havde de arrangeret sangene og tilføjet deres egne stemmer og instrumentering. De to nye beatles-sange indgik lidt malplaceret i serien af gamle fraklip samlet af den officielle Beatles-biograf Mark Lewisohn.

[redigér] Udgivelser

[redigér] Diskografi

Gruppens officielle album var:

Please Please Me, 22. marts 1963
With the Beatles, 22. november 1963
A Hard Day's Night, 10. juli 1964
Beatles for Sale, 4. december 1964
Help!, 6. august 1965
Rubber Soul, 3. december 1965
Revolver, 5. august 1966
Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band, 1. juni 1967
Magical Mystery Tour (dobbelt-EP), 8. december 1967
The Beatles ("The White Album"), 22. november 1968
Yellow Submarine, 13. januar 1969
Abbey Road, 26. september 1969
Let It Be, 8. maj 1970

Efter opløsningen udkom nogle opsamlingsalbum med originalt materiale:

The Beatles at the Hollywood Bowl, 6. maj 1977 (Koncertoptagelser fra 23. august 1964 og 30. august 1965 i the Hollywood Bowl).
Rarities (UK version), 2. december 1978 (B-sider, tysksprogede (sic!) versioner ("Sie Liebt Dich" og "Komm Gibt Mir Deine Hand")).
Rarities (US version), Capitol, 24. marts 1980.
The Hamburg Tapes, Volume 3, 1983 (Liveoptagelser med The Beatles fra Star-Club i Hamburg 1962 optaget af Ted Taylor fra King Size Taylor and the Dominos)
Past Masters, Volume One, 7. marts 1988 (singler fra 1962-1965 og andre numre som ikke er med på album fra de tidlige år).
Past Masters, Volume Two, 7. marts 1988 (singler fra 1965-1970 og andre numre som ikke er med på album fra de sene år).

Note: Past Masters skulle supplere de originale album med de numre der ikke var udkommet på et originalalbum, således at alle originale Beatles indspilninger nu kunne fås på CD. Albummene består af singler (A- og B-sider), en EP fra 1964, nogle tysksprogede versioner, single-udgaverne af "Get Back" og "Let It Be" og endelig den oprindelige udgave af "Across the Universe" med fuglefløjt.

Live at the BBC, 30. november 1994 (indeholder mere end 60 radio-liveoptagelser fra BBC optaget i 1963-1964)
Anthology 1, 21. november 1995 (Indeholder tidlige optrædener, fraklip, demo- og koncertoptagelser fra perioden 1958-1964 og trickindspilningen Free as a Bird).
Anthology 2, 18. marts 1996 (Indeholder nogle ikke tidligere udgivne optagelser, koncertoptagelser, demoer og fraklip fra perioden 1965-1968).
Anthology 3, 28. oktober 1996 (Indeholder nogle ikke tidligere udgivne optagelser, koncertoptagelser, demoer og fraklip fra perioden 1968 og frem).
Yellow Submarine Songtrack, 13. september 1999. Remaster af lydsporet til filmen.
Let It Be... Naked, 17. november 2003 (Remaster og remix af de originale optagelser som arrangeret af George Martin. Altså uden Phil Spectors kor og strygere.
Love, 20. november 2006 (Soundtrack album til brug for forestillingen Love af Cirque du Soleil remixet af George Martin og hans søn Giles Martin).

[redigér] Film

A Hard Day's Night, 1964
Help!, 1965
Magical Mystery Tour, 1967
Yellow Submarine, 1968 (tegnefilm af Heinz Edelmann, med sange af the Beatles og underlægningsmusik af George Martin. Beatles optræder som personer i et kort klip i slutningen af filmen.
Let It Be, 1970
The Beatles anthology, 2003, 5 DVD'er