Slægtsforskning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Slægtsforskning (også kaldet genealogi) er udforskningen af det enkeltes menneskes og families afstamning, hvor man klarlægger en persons slægtshistorie. Udforskerne kaldes slægtsforskere eller genealoger.

Jelling-stenen

Man opbygger slægtshistorie på to måder

en anetavle, der viser personers forfædre (forældre, bedsteforældre osv)
en efterslægtstavle (stamtavle), der viser personens efterkommere (børn, børnebørn osv).

[redigér] Historien

Man har kendt til slægtshistorie langt tilbage i tiden og i forskellige kulturer.

I den vestlige kulturkreds er de slægthistorier, der er omtalt i Bibelen nok bedst kendt. Første Mosebogs kapitel 5 handler om Adams slægtsbog, og kapitel 10 har overskriften "Folkeslagenes stamtavle", der indledes sådan:

1) Dette er Noas sønner, Sem, Kam og Jafets slægtsbog. Efter syndfloden fødtes der dem sønner. 2) Jafets sønner: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tira.

I det gamle Rom blev det også skik, at man skulle kunne føre sin slægt tilbage, og netop af dette udviklede der sig en retspraksis omkring arveretten, der gjorde det nødvendigt at kunne beregne slægtskabet mellem den døde og arvingerne.

Beregning af slægtskabet kom til at betyde noget for den katolske kirke, da man skulle forhindre, at personer, der var i slægt med hinanden, indgik ægteskab. Her var ægteskab forbudt indtil 7. grad, hvilket krævede et godt kendskab til slægten.

I Danmark tager vi ofte afsæt i Gorm den Gamle, der levede i første halvdel af 900-årene. Hans slægt er især kendt fra runestenene i Jelling. Man kender dog ikke med sikkerhed hans forældre, men der er lavet efterslægstavler for ham, der er ført 16 generationer frem, det vil sige til omkring 1400-tallet. Et af de mest pålidelige værker herom er skrevet af genealogen Sixten Otto Brenner, Nachkommen Gorms des Alten, König von Dänemark.

Udover praktiske formål som arveretten og det arvelige i religiøs betydning, fik slægtsforskningen speciel betydning for adelsfamilier, der lagde vægt på at kunne synliggøre, at de var af standsmæssig og fornem slægt, og - måske - havde "blåt blod i årerne".

Tidligere blev slægtsforskningen udført af professionelle forskere, (genealoger). I dag er slægtsforskning blevet populær også hos private, der af lyst eller behov vil kende til deres ophav.

[redigér] Kilderne

Når man arbejder med slægtsforskning, bruger man mange forskellige kildematerialer. Nogle af de væsentlige er:

kirkebøgerne, hvor man kan finde oplysninger om fødsel, dåb, konfirmation og død
folketællingerne, hvor man på finde oplysninger om, hvor personerne boede i bestemte år
vejvisere som kan være et supplement til folketællingerne
lægdsrullerne, som er lister over værnepligtige mænd og drenge
skifteprotokoller, som indeholder opgørelser over boet, når personer dør
fæsteprotokoller. Oplysning om aftale (fæstebrev) mellem gods og fæstebonde
matrikelbøger, som har oplysninger om fast ejendom

Herudover er der mange andre kilder som for eksempel lokalhistoriske beskrivelser. Trap Danmark, der er en fyldig topografisk beskrivelse af Danmark. Dansk Biografisk Leksikon, staterne, der er fortegnelser over personer med samme erhverv (fx præster) og Kraks Blå Bog.

Også på internettet kan man i dag finde mange slægtsoplysninger, hvor enkeltpersoner lægger deres anetavler ud til offentligt brug.

På bibliotekerne findes bøger om slægtsforskning under gruppe 99.7 og 99.8