Adel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Adel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød visse privilegier, samt oprindelig havde en del forpligtelser.
Adel har eksisteret i mange århundreder og i mange civilisationer, bl.a. hos ægypterne, inderne, araberne og i det romerske rige.
I Danmark ser man allerede fra omkring år 1000 en række ansete mænd hæve sig over bønderne. De beklæder stillingen som styresmænd, en position, der nedarves på mandslinjen. Herunder kommer hirdmændene, kongens huskarle, som har svoret ham troskabsed. Disse to klasser smelter sammen i løbet af valdemarstiden, og rammerne udvides. Der opstår en ny klasse, som forpligter sig til at yde krigstjeneste mod til gengæld at slippe for de faste skatter, der indførtes på denne tid. De blev kaldt "herremænd", hvad tiden selv forstod som "herrernes mænd".
I løbet af middelalderen blev kongerne mere afhængige af herremændene, fordi krige nu førtes med ryttere, og der byggedes borge. Herremændene søgte at begrænse kongens magt med håndfæstninger. Der opstod magtkampe mellem konge og adel, og riget var ved at gå sin opløsning i møde i de første årtier af 1300-tallet, hvor den holstenske adel under grev Gerhard var ved at overtage magten i Danmark. Under Valdemar Atterdag og Margrete 1. stabiliseredes kongemagten på adelens bekostning, og mange adelsborge sank i grus.
Adelen gik fra nu af over til at være en fødselsadel og adelsvåbnet kom til at spille en væsentlig rolle, og fra omkring 1525 blev det påbudt at antage familienavn. Herremændene kunne opkræve bøder af deres undergivne, og fik til stadighed udvidet jurisdiktionen over dem.
Under Frederik 1. fik adelen på det nærmeste hånds- og halsret over bønderne, men under Grevens Fejde lykkedes det med nød og næppe foreningen af kongemagt og adel at knuse bøndernes oprør. Det bragte for alvor de to parter sammen, og fra nu af blev adelen i langt højere grad statens og kongens tjenere og kunne herved fortsat sikre sine privilegier.
Den teknologiske udvikling inden for krigsvæsenet havde også medført, at den højt specialiserede ridder til hest var blevet umoderne, og det samme gjaldt hans murede borg. Krudtet og skydevåbnenes udvikling havde gjort dem værdiløse.
Adelen begyndte nu en ny livsstil. Man satte sig på de store og velaflagte stillinger i embedsmandsapparatet som rigsråder eller lensmænd. Andre studerede eller omgav sig med stor luksus, og der blev bygget pragtfulde herregårde.
Da ulykkerne begyndte at vælte ind over Danmark i slutningen af Christian 4.s regeringstid, blev adelen hårdt ramt, og faldet blev endeligt beseglet under Frederik 3., da enevælden i 1660 blev indført. Fra at have været Europas måske mest privilegerede stand, blev den danske adel den måske mindst privilegerede. Den havde ikke længere særadgang til embeder og ingen skattefrihed. Da adelen i 1670 fik skattefrihed for hovedgårdstaksten, blev det snarest en byrde, da der dermed fulgte pligten til stå inde for fæstebøndernes skatter. Inden år 1700 var størstedelen af det danske adelsgods gået over på nye hænder.
For at kaste ny glans over kronen begyndte kongerne nu i stedet at skaffe sig en ny hofadel ved at adle borgerlige og naturalisere udenlandske adelige, og i 1671 indførte Christian 5. en ny form for højadel bestående af lensgrever og lensbaroner med langt mere udstrakte privilegier, end den øvrige adel var i besiddelse af. Adelen havde fået et helt nyt præg. Den var helt afhængig af kongens nåde, var udstyret med store æresrettigheder og sociale privilegier. Den var især repræsenteret ved hoffet, i officerskorpset og på de højere embedsposter. Især højadelen havde fået et tysk præg.
Grundloven i 1849 ophævede "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret", og i 1919 overgik de eksisterende stamhuse til fri ejendom.
Adelen i Danmark i dag omfatter ca. 5.000 personer og består af 189 slægter. En fortegnelse kan findes i Dansk Adels Årbog.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Adelskab
Adelskab er baseret på de saliske love, således at det kun arves fra den agnatiske afstamning (sværdsiden), dvs. faderen (der er dog undtagelser).
Danmark tilhører den tysk-nordiske kulturkreds, således at det er den tyske adelsret og tysk skik, der er gældende. Den tysk-nordiske adelsret afviger lidt fra f.eks. den angelsaksiske på flere områder, bl.a. ved at alle medlemmer af en slægt i princippet anses som lige, og alle medlemmerne erholder adelig status og eventuel titel (med nogle få undtagelser), medens det i Storbritannien kun er slægtens hovedmand, der arver den egentlige titel; dette sidste princip gælder også for de i Sverige efter 1809 adlede. Dog er det kun juridisk, disse personers søskende ikke anses for adelige. I Sverige som i Storbritannien tages de med i adelskalendere og årbøger.
Adelen i Storbritannien forveksles ofte med the Peerage, men dette var den politisk-juridiske adel og en del dommere og gejstlige. Adelen omfatter også der den politisk-juridiske adelsfamilier, riddere (knights), baronetter og landadel (gentry). Nogle af disse har titler som Lord, Lady og Sir. I Storbritannien er højadelen inddelt i the Peerage, med 5 forskellige grupper: 1) duke (hertug), 2) marquess (markis), 3) earl (greve), 4) viscount (adelsmand med rang mellem greve og baron) og 5) baron (baron). I Storbritannien hedder en greve earl, og ordet count bruges derfor kun om en greve, der ikke hidhører fra Storbritannien. Hustruen til en earl hedder imidlertid countess.
Der findes i dag ca. 900 svenske adelsslægter. De fleste norske adelsslægter uddøde ca. 1500, men Norge har en lille adel fortrinsvis af danske adelsslægter (Se norske adelsslægter). I Finland findes 148 nulevende adelsslægter. Udover dette findes der 26 finske adelsslægter boende udenfor Finland.
De allerfleste adelige har ikke titler. I Danmark fører den nye højadel efter enevældens indførelse titler som baron, lensbaron, greve og lensgreve. Disse udgør sammen med den gamle rigsrådsadel, dvs. de mest betydningsfulde gamle adelsslægter, der sad i Rigsrådet, højadelen. I andre lande føres også et væld af andre titler, som f.eks. hertug og fyrste. En jarl var i Danmark kongens stedfortræder, og den danske kong Knud tog denne titel med sig til England i 1028. Den blev erstattet med baron af Vilhelm Erobreren , ind til den blev genindført i 1300-tallet som titlen baron. Senere kom viscount-titlen imellem.
[redigér] Højadelige titler
| Dansk | Norsk | Tysk | Svensk | Italiensk | Fransk | Engelsk | Hollandsk | Finsk |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Fyrste | Fyrste | Fürst Titelen Prinz findes også |
Furste | Principe | Prince | Prince | Prins | Ruhtinas |
| Hertug | Hertug | Herzog | Hertig | Duca | Duc | Duke | Hertog | Herttua |
| Markis | Marki | Markgraf | Markis | Marchese | Marquis | Marquess | Markgraaf | Markiisi, rajakreivi |
| Greve | Greve | Graf | Greve | Conte | Comte | Earl (Udenfor UK: Count) |
Graaf | Kreivi |
| Intet tilsvarende |
Intet tilsvarende |
Burggraaf | Intet tilsvarende |
Visconte | Vicomte | Viscount | Burggraaf | Varakreivi |
| Baron (friherre) |
Baron (friherre) |
Freiherr (Baron) |
Friherre (I tiltale: baron) |
Barone | Baron | Baron | Baron | Vapaaherra I tiltale: Paroni |
[redigér] Lavadelige titler
| Dansk | Norsk | Tysk | Svensk | Italiensk | Fransk | Engelsk | Hollandsk | Finsk |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Ridder | Ridder | Ritter | Riddare | Cavaliere | Chevalier | Knight | Ridder | Ritari |
| Væbner | Væpner | Junker | Väpnare | Scutare | ? | Esquire | Jonkheer | ? |
De danske titler lensgreve og lensbaron kan ikke placeres uden videre i dette system. Titlerne betyder, at indehaveren har fået tildelt et len af kongen, i modsætning til dem, der kun er titulære grever eller baroner. I Danmark er adelen ikke afskaffet, kun dens forretigheder i 1849. Titlerne er altså, hvad der er tilbage.
Spanske titler kan være af Kastiljen, Katalonien,hele kongeriget eller grandee av 1., 2. eller 3.klasse. Disse grandeer kan være ubetitlede, og en ubetitlet grandee er altid af højere rang end en kastiliansk, katalonsk eller kongerigsk adelsmand, selv om denne skulle være hertug. Dette gjælder uanset klasse på Grandeen. Riddere kaldes i Spanien hidalgos.
I Italien er adelen afskaffet, men der findes byadelskab, landskabsadelskab, savoyisk adelskab, siciliansk adelskab. Disse titler er nu en del af navnet.
I Tyskland og Østrig er adelen afskaffet, titler er nu en del af navnet. Man opregner rigsadelskab, provinsadelskab og andre, og man har titler som prins, ærkehertug, arvehertug osv.
I Frankrig er adelen afskaffet, og hvem som helst kan kalde sig hvad som helst, men der fandtes to hovedformer: l´ancien regime, og Regime Napoleon.
I Belgien, Luxembourg og Holland findes fortsat som i Spanien og Storbritannien adel og adling.
I Sverige forsvandt adelens politiske rettigheder i 1866, adling blev ophævet i 1974 (dog blev den sidste mand adlet i 1904), og de siste forrettigheder i 2003. (Dog var disse forrettigheder ikke reelle), så adelens status er lige som den i Danmark fra 1.juli 2003.
I Norge blev adling afskaffet 1814, og alle titler 1821 (dog kunne de med titler i 1821 beholde disse livet ud)
I Finland blev adelens politiske magt afskaffet 1905, adlingen 1918 (sidste adling 1912), og forretighedene ophævet samme år. Titler kan de bruge som i Sverige og Danmark.
Mærkeligt nok giver høflighedsformer (hvad betyder "courtouisen"?) en del udslag på titelbrug. I Sverige bliver en tysker, der bare i navnet er prinz, benævnt prins ved det Kongelige Hof (specielt hvis han er gift med en svensk prinsesse). Det samme gælder i Norge; en udenlandsk adelstitel bliver accepteret ved Det Kongelige Hof, selv om ingen nordmand tillades at bruge sin families gamle titler.
[redigér] Publikationer
- Dansk Adels Forening udgiver Danmarks Adels Aarbog (DAA)
