John Stuart Mill

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

John Stuart Mill

John Stuart Mill (20. maj 1806 – 8. maj 1873) var en engelsk filosof. Han hører til de engelske utilitarister og var som ung meget inspireret af Jeremy Bentham. Han har skrevet om mange filosofiske og økonomiske emner; bl.a. logik og ligeberettigelse mellem kønnene. Var politisk liberal og medlem af det engelske underhus 1865-1868.

Hans mest kendte værker er A System of Logic (1843), Principles of Political Economy (1848), On Liberty (1859) og Utilitarianism (1861).

[redigér] Biografi

John Stuart Mill blev født i Pentonville, London som ældste søn af den skotske filosof og historiker James Mill. Med råd og assistance fra Jeremy Bentham og Francis Place blev John Stuart uddannet af sin far, som havde store ambitioner på sin søns vegne. Faderens mål var, at sønnen skulle udvikle og føre Benthams og hans egen teori om utilitarisme videre, efter de selv var døde. John fik en meget stram opdragelse og blev med vilje holdt adskilt fra social kontakt med andre børn end sine søskende.

Hans bedrifter som barn var exceptionelle; som treårig lærte han det græske alfabet og desuden lange lister med græske gloser og deres engelske oversættelser. Som otteårig havde han læst Æsops fabler, Xenofons Anabasis og hele Herodot. Han havde desuden stødt på flere forskellige klassikere fra Antikken, heriblandt Platon og havde læst en del engelsk historie og var blevet konfronteret med aritmetik.

En samtidig optegnelse over Mills studier fra han var otte, til han blev fjorten er offentliggjort i Alexander Bains beskrivelse af Mill. Han foreslår, at Mills selvbiografi undervurderer det arbejde, han gjorde: Som otteårig begyndte han at lære Latin, Euklid og algebra og blev sat i rollen som lærer for de yngre børn i familien. Hans læste stadig mest historie, men gennemgik også alle de græske og latinske forfattere, som blev læst i skoler og på universiteter i samtiden. Han blev ikke lært at forfatte - hverken på latin eller græske - og han var aldrig en "rigtig" lærd: det var emnet, han skulle læse om, og i tiårsalderen kunne han nemt læse Platon og Demosthenes. Hans fars Indiens Historie blev udgivet i 1818, og umiddelbart derefter, i tolvårsalderen, begyndte John Stuart et grundigt studium af skolastisk logik; samtidig læste han Aristoteles' logiske afhandlinger på originalsproget. Det følgende år blev han introduceret til politisk økonomi og læste David Ricardo og Adam Smith.

I 1823 grundlagde han tidsskriftet Westminster Review sammen med Bentham som et forum for "filosofisk radikale": utilitarismen blev her fremført.

De intensive studier viste sig dog at have skadelige virkninger på Mills helbred. Som 21-årig blev han ramt af et nervøst sammenbrud. Det forklares i hans selvbiografi, hvordan det blev forårsaget af de store mentale og fysiske vanskeligheder fra studierne, som havde undertrykt de følelser, der normalt udvikles i løbet af barndommen. Depressionen begyndte alligevel at fortone sig, samtidig med at han fandt trøst i William Wordsworths poesi.

Mill blev tilbudt en studieplads ved Cambridge Universitet, men fulgte i stedet sin far og arbejde for det britiske ostindiske kompagni. Efter dets opløsning sad han i en kort periode som uafhængigt medlem af parlamentet for City of Westminster-valgkredsen fra 1865 til 1868. Igennem sin tid som parlamentsmedlem argumenterede han for at lette åget på Irland, og han blev den første i parlamentet til at argumentere for kvindelig stemmeret. I Consideration on Representative Government anbefalede han forskellige reformer af parlament og stemmeprocent, især et proportionelt valgsystem, den såkaldte Single Transferable Vote og udvidelse af stemmeretten.

I 1851 giftede Mill sig med Harriet Taylor efter et 21 år langt intenst venskab og kærlighedsaffære. Taylor havde en vigtig indflydelse på Mills arbejde og ideer, både før og efter giftermålet. Hans forhold til Taylor styrkede ham i troen på kvindernes kamp for rettigheder.

Han døde i Avignon i Frankrig i 1873 og ligger begravet ved siden af sin kone.

[redigér] Arbejde

En grundliggende bog i udviklingen af begrebet frihed var On Liverty, som omhandlede grænserne for og naturen af den magt, som et samfund legitimt kan udøve over individet. Et argument som Mill udviklede videre end nogen anden filosof var princippet om "skade", dvs: mennesket skal have frihed til at gøre, hvad det har lyst til, så længe det ikke skader andre - at et samfund handler for at forhindre et individ i at skade sig selv er ikke legitimt. Fra dette sidste princip ekskluderer Mill dog dem der ikke er "mentalt" i stand til at klare sig selv - f.eks. små børn og "barbarer".

Den frihed, som Mill behandler i On Liberty, er negativ frihed, senere af Isaiha Berlin defineret ved mangel på forhindringer og tvang. Denne står i kontrast til hans andet koncept om positiv frihed; det vil sige en mulighed for at nå en bestemt form for ønskværdig frihed. Denne kan f.eks. bestå i materiel velstand, oplysning eller politisk deltagelse.

Således argumenterer Mill for, at en regerings funktion kun skal være at sørge for at fjerne barrierer - f.eks. love - der forhindrer folk i at udøve deres frihed (altså den negative version: mennesket skal stadig ikke have frihed til at skade andre). Et afgørende punkt er, at Mill ikke anså fornærmelse for at gå ind under "skade"-begrebet; derfor var tilhænger af næsten total ytringsfrihed. Kun i de sager, hvor ytringsfrihed ville lede til direkte skade, ønskede Mill at begrænse den. Eksempelvis ville Mills system ikke forsvare et menneske, der ægger en vred folkemængde op til at angribe andre mennesker. Mill mente, at fri samtale var vitalt for menneskeligt fremskridt; han argumenterede for at man aldrig kan være sikker på, at en fortiet holdning ikke indeholder en portion af sandheden. Samtidig mente han, at selv forkerte holdninger kan have en vis værdi, idet det med de sande holdninger gennem argumentationen kan få dem genbekræftet. Hvis det ikke var nødvendigt at forsvare ens meninger, mente Mill, at de ville dø, og at man ville glemme, hvorfor man overhovedet havde dem. Mill argumenterede for, at modsatrettede holdninger og argumenter skulle fremmes. Jo mere accepteret en position er, jo vigtigere er det at have én til at fremføre det bedste modargument mod den, og hvis en sådan ikke kan findes, må den konstrueres.

Selvom Mills formulering af skadeprincippet i kapitel 1 af On liberty, altså at "den eneste måde, hvorpå magt legitimt kan anvendes mod et individ i et samfund mod dennes vilje, er for at forhindre ham i at skade andre. Hans eget bedste - det være sig fysisk eller psykisk - er ikke nok" kan virke ret fast, opererer Mill med et antal undtagelse, der binder hans arbejde i On Liberty med hans senere version af utilitarismen. Han noterer sig, at staten kan og bør forhindre folk i at sælge sig selv til slaveri. Endvidere insisterer han på, at det ville være acceptabelt at tvinge folk til at betale skatter for at opretholde offentlige goder. Selvom disse undtagelser synes at konflikte med skadeprincippet, noterer Mill sig, at principperne i On Liberty forsvares eksplicit af utilitarismens nytteprincip. Således medfører en tilføjelse af nytteprincippet til den kategoriske formulering af skadeprincippet visse vigtige undtagelser.

Den kanoniske formulering af Mills utilitarisme kan findes i Utilitarianism. Denne filosofigren havde en lang tradition; muligvis strækkende sig tilbage til (i en eller anden form) Aristoteles. Mills udlægning primært på faderen, James Mill, og Jeremy Bentham. Utilitarismens grundsynspunkt er, at enhver handling skal bedømmes efter, hvor meget glæde den skaber, og hvor mange mennesker den skaber glæde for. Mills hovedbidrag til udviklingen af utilitarismen er argumentationen for en kvalitativ adskillelse af "nydelse". Hvor Bentham havde regnet alle former for glæde som ligeberettiget, mente Mill, at intellektuelle og moralske glæder var mere værd end rent fysiske. Mill adskilte "glæde" og "tilfredshed" og hævdede, at den første var klarere forbeholdt de "højere former" for eksistens illustreret af hans påstand om at det er bedre at være en utilfreds Sokrates end et tilfreds fjols.

Den kvalitative udgave af "glæde", som Mill argumenterer for, kaster således lys på den fremføring, han præsenterer i On Liberty. Mill foreslår i den tekst, at nytte skal forstås i relation til en opfattelse af mennesket som "et progressivt væsen", hvilket inkluderer udviklingen og udøvelsen af vores kapaciteter for rationalitet i en "højere eksistensform". Således er meningen med afviselsen af censur, paternalisme, fornærmelser og morallovgivning at bidrage med de nødvendige sociale forudsætninger for tilegnelsen af viden og størst mulig evne for flest muligt til at udvikle og udleve deres deliberative og rationelle kapaciteter - disse tanker fremsættes klarest i kapitel 3 af On Liberty. Undtagelserne følger dog også fra hans utilitarisme, især forbudet mod at sælge sig selv til slaveri, for dette er et klart tilfælde, hvor staten med fordel kan intervenere og "tvinge" mennesket til at leve i overensstemmelse med de muligheder det har for at udvikle sig som skitseret ovenfor.

I overenstemmelse med ovenstående kan man finde hovedtrækkene i Mills politiske teori. Han mente, at demokratisk deltagelse fremmede den ønskede intellektuelle udvikling i befolkningen. Fra utilitarismen kom samtidig et ønske om, at lovgivningen i det mindste i nogen grad var stemte overens med befolningens ønsker. Han gik derfor ind for at udstrække valgretten til at gælde også den mindre velstående del af befolkningen. Som et forbehold ville han dog ikke give lige valgret. De åndeligt dygtigste skulle have den største indflydelse (altså f.eks. mere end en stemme) for at sikre, at samfundet blev "kørt" ordentligt. Han kommer dog ikke rigtig ind på, hvordan man skal skelne mellem dem der skal have flere stemmer og dem, der bare skal have en enkelt.

Mills syn på økonomi var præget af en laissez faire-holdning, men han accepterede dog en vis indblanding i økonomien, såsom en skat på alkohol hvis det var tilstrækkelige utilitaristiske argumentation for den. Han accepterede også pricippet om lovgivningsintervention, når det gjaldt dyrerettigheder.

A system og Logic regnes ofte for Mills største værk. Den undergik adskillige revisioner og udgaver og var inspireret af William Whewells History of the inductive Sciences]] (1837). Værkets omdømme bygger på hans analyse af det induktive bevis i modsætning til f.eks. de aristoteliske syllogismer, som var deduktive. Mill beskriver fem basale principper for induktion, som senere er blevet kendt som "Mills metoder": enighedens metode, forskellens metode, den dobbelte metode og enighed og forskellighed, restens metode og ledsagende forskelligheders metode. Det fælles ved disse metoder, og den eneste rigtige metode ved videnskabelig undersøge, er eliminationen. Alle de andre metoder er således underordnet differensmetoden. Det var også Mills forsøg at opstille en "teori om viden" på samme måde som John Locke.

Mill er også berømt for at være en af de første og stærkeste mandlige tilhængere af kvindernes frigørelse. Hans bog, The Subjection of Women, er en af de tidligste om emnet af en mandlig forfatter. Han følte, at undertrykkelsen af kvinder var en af de få tilbageværende levn fra gamle tider - et levn som forhindrede menneskehedens fremskridt. Dette var en sag han aktivt støttede gennem hele sit liv - bl.a. med artikler til aviser og taler.

Han var også den første til at bruge begrebet dystopi.