EU's historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

EU's historie omhandler dannelsen af det moderne EU fra slutningen af 2. verdenskrig og op til i dag.

Indholdsfortegnelse 1 Hvorfor forene sig? 2 Kul- og stålfællesskabet 3 Rom-traktaten 4 EFTA - Det Europæiske Frihandelsforbund 5 EF - Det europæiske fællesskab 6 EØS-aftale 7 Vejen mod Euroen 8 Udvidelsen i 2004 9 Forfatningstraktaten 10 Danmarks folkeafstemninger

[redigér] Hvorfor forene sig?

Efter første verdenskrig lå store dele af Europa i ruiner, og millioner var døde. Tabet af menneskeliv var mangedoblet i forhold til tidligere krige og mange håbede, at krigen skulle blive den sidste verdenskrig, så vel som den første. For at sikre dette blev organisationen Den Paneuropæiske Union stiftet i 1923. Mange meldte sig ind i denne, blandt dem Fridtjof Nansen, Sigmund Freud og Albert Einstein. Den Paneuropæiske Union ville ikke have et helt føderalistisk Europa, men ønskede en toldunion med samme valuta og desuden et allieret militær. I 1929 var optimismen stor, da Frankrig fremlagde en langsigtet plan for et mere integreret Vesteuropa. Men de havde undervurderet effekten af Versaillesaftalen. Ved denne aftale fik Tyskland det finansielle ansvar for at betale for skadene, der var sket under verdenskrigen samtidig med, at de officielt fik næsten hele ansvaret for krigen. Dette førte til, at Tyskland kom ind i en økonomisk krise. Da Tyskland endelig var kommet ud af denne krise, var den tyske økonomi i stærk vækst, og det tyske folk var præget af en enorm patriotisme og nationalisme. Dermed lå alt klart for Hitler og nazismens indtog, og Den Paneuropæiske Union faldt.

Da 2. verdenskrig var ovre i 1945, havde Europa gennemgået sin største katastrofe nogensinde, og de fleste mennesker ville have en ny union for at sikre sig mod nye krige. Særligt ønskede man at få Frankrig og Tyskland ind i et varigt fredsforhold. Op gennem historien har de to været i mange krige mod hinanden. Årsagen til, at endnu flere nu indså at en god union var nødvendig, var, at atomvåbenet var blevet introduceret, og man frygtede at hele Europa skulle blive bombet i stykker, hvis man ikke forhindrede fremtidige krige. I 1950 fremlagde den franske udenrigsminister Robert Schuman derfor et forslag om nærmere samarbejde mellem Frankrig, Vesttyskland og andre vesteuropæiske stater, som måtte ønske det. Dette skulle som udgangspunkt være en kul- og stålunion. Hjernen bag det hele var Jean Monnet, og han påpegede, at Tyskland ikke måtte undertrykkes, som landet blev det efter første verdenskrig. I en af Monnets memoirer står det skrevet: "Nøgleordet er fred".

[redigér] Kul- og stålfællesskabet

I 1951 bliver Traktaten om Det europæiske kul- og stålfællesskab (EKSF/ECSC) underskrevet, og året senere, den 25. juli 1952 trådte det i kraft. Dette var et samarbejde, der gik ud på at Frankrig og Tyskland slog deres administration af kul- og stålindustrien sammen. De fik Italien og Benelux-landene (Belgien, Nederlandene og Luxembourg) med. Dette samarbejde, som blev ledet af initiativtageren Jean Monnet, skulle blive forløberen til det, vi i dag kender som EU.

[redigér] Rom-traktaten

Den 25. marts 1957 underskrev de samme seks lande, der oprettede Kul- og stålfællesskabet, den traktat, som skulle blive en af de mest berømte i moderne europæisk historie, Rom-traktaten. Denne traktat blev en stor økonomisk fordel for medlemslandene, da den førte til, at handelen mellem dem øgedes med næsten tredive procent blot i løbet af de første år. Meget af grundlaget for dette opsving i handelen lå i oprettelsen af Det europæiske økonomiske fællesskab (EØF/EEC). Dette fællesskab sørgede for et stadig tættere samarbejde ved afskaffelse af grænser, toldmure og andre hindringer for fri færdsel og handel mellem medlemslandene. En række andre lande så med stor interesse på det vellykkede samarbejde og søgte om medlemskab. Storbritannien, Norge, Danmark og Island søgte om medlemskab i 1961. Dette så alle medlemslandene, bortset fra Frankrig, positivt på, da Charles De Gaulle, den franske præsident, mente at England havde for stor tilknytning til USA. Frankrig brugte sin vetoret, så landene ikke fik lov til at deltage.

Samtidig med oprettelsen af Det europæiske økonomiske fællesskab blev også Det europæiske atomenergifællesskab (EURATOM) oprettet. Formålet med dette fællesskab var at fremme den industri, som arbejder med atomenergi, bl.a. gennem forskning, fælles sikkerhedsregler og fordeling af råstoffer og kerneenergi.

En anden vigtig begivenhed var iværksættelsen af Den fælles landbrugspolitik, hvilket betød at Det europæiske økonomiske fællesskab nu fik ansvaret for den europæiske landbrugspolitik. Landbrugspolitikken blev etableret 30. Juli 1962 og var i begyndelsen en ubetinget succes. De løsninger, der i starten valgtes for at nå de tildels modstridende målsætninger (produktionsudvidelse, rimelig aflønning af landbruget, markedsbalance, forsyningssikkerhed, rimelige forbrugerpriser) førte i længden til problemer med overproduktion og markedsforstyrrende subsidieordninger. Den fælles landbrugspolitik har efterfølgende gennemgået flere grundlæggende reformer, senest af sukkerordningerne i februar 2006.

[redigér] EFTA - Det Europæiske Frihandelsforbund

I 1960 blev Det europæiske frihandelsforbund, EFTA (European Free Trade Association) oprettet som en modvægt til det europæiske økonomiske fællesskab. ETFA har som hovedformål at fjerne hindringer for handel mellem medlemslandene, men er modstandere af fælles told og overnationale organisationer. Den frie handel galdt dog kun for industrivarer, og medlemslandene havde stadig beføjelser til at pålægge told på blandt andet landbrugsvarer. EFTA omfattede i begyndelsen Danmark, Norge, Portugal, Storbritannien, Schweiz, Sverige og Østrig, men efter at flere af disse senere er blevet medlemmer af EU, består EFTA nu kun af Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.

[redigér] EF - Det europæiske fællesskab

I 1965 underskrives Fusionstraktaten om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for de tre fællesskaber (EKSF, EØF og EURATOM). Da denne træder i kraft den 1. Juli 1967 begynder en ny tid for det, som senere skal blive EU, da alle fællesskaberne nu er samlet (fusioneret) og kaldes EF (Det europæiske fællesskab). Storbritannien, Norge, Danmark og Island søger i 1967 igen om medlemskab, men stoppes atter af Frankrigs vetoret.

I 1969 gik Frankrigs præsident Charles de Gaulle af, og dette åbnede igen muligheden for, at nye lande kunne blive medlemmer af EF. Der blev holdt folkeafstemninger i hvert af landene, og dette endte med at Storbritannien, Danmark og Irland gik ind for at blive medlemmer i den nye union. Danmark havde folkeafstemning den 2. oktober, 1972. "Ja" siden vandt med 63.3%. Norge havde folkeafstemning om det samme spørgsmål den 25. september 1972, men stemte nej med et flertal på 53 procent. Unionen bestod nu af ni lande og begyndte at få stor indflydelse på europæiske forhold. Men det skulle snart vise sig, at der fandtes stærke modsætninger internt i den unge union. I 1979 blev "jernkvinden" Margaret Thatcher premierminister i Storbritannien. Det viste sig hurtigt, at hun havde en meget fjendtlig holdning til det europæiske fællesskab. Hun mente, at Storbritannien havde lidt store økonomiske tab siden landet blev medlem af unionen og krævede at få pengene tilbage. Thatcher havde ingen juridisk ret til pengene, men det lykkedes hende alligevel at gennemføre et kompromis. Grækenland, Spanien og Portugal blev også medlemmer i midten af 1980'erne og disse var med til at styrke unionen en del efter den omfattende strid med Storbritannien.

I 1985 vedtog medlemslandene den såkaldte Europæiske Fælles Akt, en revision af det eksisterende traktatgrundlag, som mest væsentligt lettede gennemførelsen af EF's hjemmemarked (det indre marked), som landene var blevet enige om i Rom-traktaten. Der blev efterfølgende vedtaget over 300 tiltag, og i 1992 var de fleste af disse gennemført. Norge havde folkeafstemning om EU-spørgsmålet for anden gang i 1994, men også denne gang stemte flertallet nej.

[redigér] EØS-aftale

Den store fremgang for EU ved skabelsen af et indre marked, gav de lande som stod udenfor EU, store, økonomiske udfordringer. Derfor tog Europa-Kommissionen initiativ til et tættere samarbejde med disse lande. Dette medførte aftalen om EØS (Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde), som blev underskrevet i maj 1992. Denne aftale sikrede landene udenfor EU toldfri adgang til EU-markedet, med undtagelse af landsbrugsvarer og forædlede fiskeprodukter. Men landene måtte også tilpasse sig EU's regelsæt. Denne aftale koster også, og efter fornyelsen i 2003 måtte Norge nu betale 1,7 milliarder kr. per år til EU for at opretholde aftalen. I dag er det kun Norge, Island og Liechtenstein, som er med i EØS-aftalen. De fleste andre lande fra 1992, er i dag blevet fuldgyldige medlemmer af EU.

[redigér] Vejen mod Euroen

Den 13. marts 1979 oprettede EF-landene Det europæiske monetære system (EMS). Dette gjorde de for at skabe stabilitet for de europæiske valutaer. Samtidig blev der oprettet en fælles europæisk valutaenhed kaldet ECU (European Currency Unit). I ECU'en indgik medlemslandenes valutaer med en tyngde svarende til landenes økonomiske betydning. Siden 1981 fungerede ECU som regneenhed i EU og som fælles betalingsmiddel mellem de europæiske centralbanker i Europa. I 1992 blev Maastricht-traktaten underskrevet, hvilket ændrede EF til EU. Samtidig forpligtede medlemslandene sig med denne aftale til at indføre en økonomisk, monetær union, som yderligere skulle styrke det indre marked. Resultatet af denne aftale ser vi i praksis i dag gennem den fælleseuropæiske valuta Euro, som fik sit navn endelig fastlagt i 1995. ECU var den direkte forgænger til den europæiske møntenhed, og i dag har de fleste lande i EU erstattet deres respektive valutaenheder med euroen (bortset fra de nye, østeuropæiske lande). Danmark, Sverige og Storbritannien har dog ikke indført den fælleseuropæiske valuta.

[redigér] Udvidelsen i 2004

Da Sovjetunionen var gået i opløsning, mærkede EU et stadig større pres fra de østeuropæiske lande, som alle ønskede at blive medlemmer af unionen. Derfor lavede man i 1993 de såkaldte Københavns-kriterier, der skulle opfyldes, før de nye østeuropæiske demokratier kunne blive medlemmer. Det var bl.a.:

• Stabile institutioner så man kunne sikre sig, at alle var lige for loven. Derunder at menneskerettighederne blev overholdt, og minoriteter beskyttet.
• At man havde en fungerende markedsøkonomi, der kunne klare konkurrence-presset fra EU.
• At man formåede at leve op til de forpligtelser, man har som medlem. Herunder forventes det, at de nye lande vil tilslutte sig Euroen.

Der skulle dog gå en længere årrække, inden man var klar til at optage de første østeuropæiske medlemmer. Først i 2004 blev 10 nye lande optaget, hvilket bragte det samlede medlemstal op på 25. I 2007 forventes det, at Rumænien og Bulgarien også vil blive optaget.

[redigér] Forfatningstraktaten

Efter at have eksisteret i snart 50 år og med et større antal traktater som baggrund følte politikerne, at der var brug for en forenkling af disse traktater og en yderligere smidiggørelse af samarbejdet. Samtidig stod man over for optagelsen af 10 nye lande og dermed at nå op på 25 medlemslande, hvilket betød, at det ville blive mere besværligt at at få truffet afgørelser, når ting skal besluttes enstemmigt.

Derfor nedsatte man i december 2001 et konvent, der skulle stå for at lave et udkast til en ny traktat, som konventet selv besluttede at kalde en forfatningstraktat. Ved at lave et konvent bestående af medlemmer af de enkeltes landes parlamenter og regeringer, samt repræsentanter for Europa-Parlamenet håbede man at kunne skabe noget folkelighed omkring forfatningsprocessen. Konventet kom med sit udkast i juli 2003, hvorefter regeringslederne gik i gang med forhandlinger. Man nåede dog ikke til enighed før juni 2004 efter flere topmøder, hvor man undervejs ikke var sikker på, at man faktisk ville nå til enighed.

Efter at regeringslederne var blevet enige om traktaten, var det så meningen, at den skulle ratificeres. Ud af de 25 lande besluttede de 10, at de ville holde en folkeafstemning, heriblandt Danmark. Spanien fik et stort flertal hjem, men allerede i den anden folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005 blev traktaten nedstemt. Et par dage efter, den 1. juni, skulle Holland så stemme og de stemte også nej. Dette betød reelt, at forfatningen var blevet forkastet, eftersom den skal ratificeres af alle lande før den træder i kraft, og Danmark aflyste da også sin folkeafstemning. I øjeblikket er arbejdet med traktaten gået i stå i en såkaldt tænkepause, indtil man finder ud af, hvordan man kommer videre herfra.

[redigér] Danmarks folkeafstemninger

• 2. oktober 1972 - Medlemskab i EF. - Ja 63,3% - Nej 36,7%

• 27. februar 1986 - Skal Danmark tiltræde EF-Pakken (Den Europæiske Fælles Akt). - Ja 56,2% - Nej 43,8%

• 2. juni 1992 - Folkeafstemningen handlede om Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten. - Ja 49,3% - Nej 50,7%

• 18. maj 1993 - Folkeafstemningen handlede om Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen. - Ja 56,7% - Nej 43,3%

• 28. maj 1998 - Folkeafstemningen handlede om Danmarks tiltrædelse af Amsterdamtraktaten. - Ja 55,1% - 44,9%

• 28. september 2000 - Folkeafstemningen handlede om Danmarks deltagelse i den fælles valuta (Euroen). - Ja 46,8% - Nej 53,2%

Denne artikel var ugens artikel i Uge 41 - 2005.