Merkur (planet)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Merkur

Fotomosaik af Merkur, optaget af Mariner 10

Opdaget

Kendt siden Sumerne (3. årtusind f. kr.)

Kredsløb om Solen

Afstand til Solen (massecenter)	Min. 45 693 773 km Max. 69 350 381 km
Halve storakse	57 522 077 km
Halve lilleakse	56 292 811 km
Excentricitet	0,20563069
Siderisk omløbstid	87d 23t 11m 52,083s
Synodisk periode	115d 21t 3m 44,64s
Omløbshastighed	Gnsn. 170 496 km/t Min. 139 896 km/t Max. 212 328 km/t
Banehældning	7,004 87° i fh. t. ekliptika 3,38° i fh. t. Solens ækv.
Periapsisargument; ω	48,331 67 °
Opstigende knudes længde; Ω	29,124 78 °

Omgivelser

—

Fysiske egenskaber

Diameter	4879km
Fladtrykthed	—
Overfladeareal	7,5·10⁷ km²
Rumfang	6,1·10¹⁰ km³
Masse	3,302·10²³ kg
Massefylde	5,472·10³ kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.	3,701 m/s²
Undvigelseshast. v. ækv.	4 km/t
Rotationstid	58d 15t 30m 31,68s
Aksehældning	0,01° i.f.t. ekliptika
Nordpolens rektascension	281,010 ° (18t 44m 2,4s)
Nordpolens deklination	61,450 °
Magnetfelt	1% af Jordens
Albedo	10 %
Temperatur v. ovfl.	Gnsn. 167 °C Min. -183 °C Max. 427 °C

Atmosfære

Atmosfæretryk	~ 0 hPa
Atmosfærens sammensætning	Kalium: 31,7% Natrium: 24,9% Atomar ilt: 9,5% Argon: 7,0% Helium: 5,9% Molekylær ilt: 5,6% Kvælstof: 5,2% Carbondioxid: 3,6% Vand: 3,4% Brint: 3,2%

Merkur er den planet, der er tættest på solen og den mindste i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer.

Mosaikbillede af Merkur i tabellen til højre blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten.

Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden.

Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.

[redigér] Besøg af mennesker

Merkur har kun været besøgt af ét rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45% af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet, uden at instrumenterne skades.

[redigér] Fremtidige missioner

I august 2004 opsendte NASA en rumsonde med navnet Messenger til Merkur. Rumsonden vil foretage adskillige forbiflyvninger af Jorden, Venus og Merkur, før den endelig går i kredsløb om Merkur i 2011.

ESA planlægger en mission kaldet BepiColombo. Det er et ambitiøst projekt med to satelliter i kredsløb omkring Merkur. Den mission er dog stadig kun på tegnebrættet, men forventes at blive opsendt i 2012.

[redigér] Merkurs bane

Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.

[redigér] Merkurs rotationstid

Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.

[redigér] Temperatur

Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem -180 og +340. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.

Sammenligning af Merkurs og Jordens størrelse.

[redigér] Struktur

Merkur minder på mange måder om månen: Dens overflade er fuld af kratere og meget gammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end månens (5,43 g/cm³ mod 3,34 g/cm³). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe.

Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 km tykke. Der er ingen årstider på merkur, da merkur kun har et hældningstal på 0,1 grad.

[redigér] Merkurs atmosfære

Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, bevæger disse atomer sig hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.

[redigér] Merkurs overflade

Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås, at overfladen er "krympet" med omtrent 0,1% (svarende til cirka 1 km af planetens radius) siden dannelsen.

[redigér] Caloris Bækkenet

Caloris Bækkenet er én af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" (maria) på månen. Ligesom disse blev Caloris Bækkenet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i solsystemets historie.

Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarligt for det mærkelige landskab på den stik modsatte side af Merkur.

Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.

[redigér] Vulkansk aktivitet

En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet.

Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere.

Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1% af Jordens.

Solsystemet bestående af stjernen Solen og dens satellitter (drabanter)

Solens planeter:
Merkur \| Venus \| Jorden \| Mars \| Jupiter \| Saturn \| Uranus \| Neptun
Andre objektklassificeringer i solsystemet:
(hypotetisk: Vulcanoidebæltet) \| Arjuna-asteroide (nærjords-asteroide; Aten-asteroide, Apollo-asteroide, Amor-asteroide) \| Asteroidebæltet \| Trojanske asteroider \| Kentaur-asteroider \| Trans-neptunske objekter (Kuiper-bæltet, Oort-skyen)
Andre objekter med bane i og uden for solsystemet:
Måner \| Dværgplaneter \| Kometer \| Meteoroider (meteor, meteorit, ildkugle) \| Småplaneter (asteroider, planetoider)