Saturn (planet)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Saturn

Billede af Saturn med dens ringsystem

Opdaget

Kendt siden oldtiden

Kredsløb om Solen

Afstand til Solen (massecenter) Min. 1 349 467 376 km Max. 1 503 983 450 km Halve storakse 1 426 725 413 km Halve lilleakse 1 424 632 093 km Excentricitet 0,0541506 Siderisk omløbstid 29a 165d 11t 40m 33,6s Synodisk periode 1a 12d 20t 9m 36,0s Omløbshastighed Gnsn. 34 697 km/t Min. 32 890 km/t Max. 36 655 km/t Banehældning 2,484 46° i fh. t. ekliptika, 5,51° i fh. t. Solens ækv. Periapsisargument; ω 338,716 9 ° Opstigende knudes længde; Ω 113,715 04 °

Omgivelser

49 kendte måner Stort, udstrakt ringsystem

Fysiske egenskaber

Diameter 120 536 km v. ækv., 108 728 km v. polerne Fladtrykthed 0,097 96 Overfladeareal 4,27·1010 km² Rumfang 7,46·1014 km³ Masse 5,6846·1026 kg Massefylde 6,873·10-1 kg/m³ Tyngdeacc. v. ovfl. 8,960 m/s² Undvigelseshast. v. ækv. 127 764 km/t Rotationstid 10t 39m 22,4s Aksehældning 26,73° i.f.t. ekliptika Nordpolens rektascension 40,590 ° (2t 42m 21,6s) Nordpolens deklination 83,540 ° Magnetfelt Ja Albedo 47 % Temperatur v. ovfl. Gnsn. -130 °C Min. -191 °C Max. — °C

Atmosfære

Atmosfæretryk 1400 hPa Atmosfærens sammensætning Brint: >93% Helium: >5% Metan: 0,2% Vanddamp: 0,1% Ammoniak: 0,01% Etan: 5 ppm Fosfin: 1 ppm

Saturn er den sjette planet fra solen i vores solsystem. Det er den næststørste planet i solsystemet efter Jupiter. Saturn kendes på sine markante ringe, som består af utallige små is- og stenpartikler. Tidligere mente man, at dette ringsystem var noget enestående for Saturn, men det har senere vist sig at både Jupiter og Uranus har tilsvarende, men langtfra så markante ringsystemer.

[redigér] Måner

Pr. 2005 kendes henved et halvt hundrede måner der kredser omkring Saturn, om end to af de objekter man har observeret kan dog vise sig at være en og samme måne. I artiklen om Saturns måner findes en oversigt over månerne, sorteret efter stigende afstand fra Saturn, og i kategorien Saturns måner kan man slå dem op efter navn i alfabetisk rækkefølge.

Tredive af de kendte måner er opdaget efter år 2000, dels ved hjælp af rumsonden Cassini, dels ved systematiske eftersøgninger udført fra observatorier her på Jorden. Nogle af de måner man har opdaget for nylig er blot et par kilometer store, og teknisk set er hver eneste af de parikler der danner Saturns ringsystem i sig selv en måne, og astronomerne har ikke nogen vedtagen grænse for hvad der er en lillebitte måne og hvad der er en stor ring-partikel.

Blandt de mange måner finder man bl.a. Titan; solsystemets næststørste måne (næst efter Jupiter-månen Ganymedes), og den eneste måne i Solsystemet med en betydelig atmosfære. Et andet fænomen der er unikt for Saturns system af måner, er samspillet mellem Epimetheus' og Janus' omløbsbener: Hvert fjerde år kommer de så tæt på hinanden, at deres tyngdefelter får dem til at bytte deres næsten ens omløbsbaner. Andre steder ligger to små måner i Lagrange-punkterne L₄ og L₅ i forhold til en større månes omløb om Saturn.

[redigér] Ringsystemet

Saturns ringsystem består af utallige enkeltringe. Billedet herunder (taget af Cassini-rumsonden) viser de primære ringe. A og B ringene er de mest lysstærke og det er normalt kun dem, man ser i et teleskop. De to ringe er adskilt af den mørke Cassini-deling. A-ringen er selv yderligere opdelt af Encke-gabet nær dens yderkant. C-ringen er svag og overstråles nemt af Saturn selv. Den smalle F-ring er ikke synlig med amatørteleskoper. Der findes andre ringe (D, E og G), der imidlertid er ekstremt svage.

Ringene holdes på plads via resonanser fra de indre måner. Således ser Cassini-delingen ud til at være forårsaget af månen Mimas. De to små måner Prometheus og Pandora holder F-ringen på plads.

[redigér] Eksterne henvisninger

• De ni planeter
• Cassini-Huygens missionen
• NASA's photojournal/Saturn

Wikimedia Commons har medier relateret til: Saturn (planet)